Det er sådan, at vi nu er tyve måneder inde i et folkemord, som også dette land aktivt bidrager til. Men mens vi lever, og Gazas befolkning dør, gennem dage, der hele tiden overgår sig selv i katastrofeomfang og kvalmende forsvar for udslettelsen, gøres der også modstand.
I slutningen af 2024 annoncerede en gruppe Palæstina-baserede kunstnere – Tasneem Shatat, Fidaa Ataya og Andreas Ibrahim – i samarbejde med The Al Risan Art Museum (The Forbidden Museum) i Palæstina, en udstilling, som vender det traditionelle biennaleformat på vrangen. Frem for at samle kostbare nationale pavilloner på ét eksklusivt sted er Gaza Biennalen en åben invitation til at vise palæstinensiske kunstnere i selvinitierede pavilloner verden over.
Indtil videre findes der 12 pavilloner; fra Sydafrika over Tyrkiet til Canada. All all all, en københavnsk udstillingsplatform drevet af Klara Li Scheutz og Sif Lindblad, lægger hus til den danske pavillon, der åbner den 7. juni og præsenterer værker af Jehad Jarbou, Yasmeen Al Daya, Ghanem Al-Din og Aya Jouha, der alle er bosiddende i Gaza og udvalgt af All all all blandt de omkring 50 kunstnere, som arrangørerne har inviteret til at deltage i biennalen.
At udstille kunstnere og værker fra et sønderbombet område er noget af det allermest indlysende nødvendige, man kan gøre hvad angår repræsentation, men også et arbejde – kuratorisk, følelsesmæssigt, logistisk – der er forbundet med både ømme punkter og reelle umuligheder.
Hvordan stabler man en udstilling på benene fra og i en akut katastrofesituation?
Klara Li Scheutz: Vi har haft så meget kontakt som muligt med alle kunstnerne, men forbindelsen er af gode grunde utilregnelig. For eksempel har Aya Jouha ikke svaret på vores tre sidste beskeder. Og det bliver hurtigt en sensitiv balancegang, for det er jo en gensidig positiv ting – for os, for kunstnerne, for beskuerne – at kunsten rent faktisk kan nå helt herop.
Men hvor meget betyder det egentlig for dem præcis, hvad vi viser og hvordan vi viser det, når bomberne falder konstant? Det er en vanskelig proces. Vi vil jo gerne involvere kunstnerne så meget som muligt, have deres godkendelser i forhold til reproduktioner og værkvalg, og samtidig føles det umuligt at pådutte dem mere arbejde.
Hvordan forstiller I jer, at værker, der udspringer af en højst aktuel krigssituation, vil tage sig ud indenfor rammerne af et lille udstillingssted på indre Nørrebro og et lokalt publikum i sommerhumør?
Sif Lindblad: Det har vi gjort os en del overvejelser omkring. Det handler især om, at der er grænser for, hvad repræsentationsambitionerne kan bære? For eksempel Aya Jouhas malerier, som vi viser i form af en videoinstallation fra hendes atelier i Gaza, fordi de ikke kan transporteres ud af området. Værkerne er meget voldsomme, og hvordan præsenterer vi dem uden det bliver usmageligt? I hendes omstændigheder, i hendes atelier, er der tale om stort set 1:1 virkelighedsrepræsentation, men hvordan oversætter vi det til vores kontekst?
Jouhas praksis udspringer i høj grad af drabet på hendes bror og mange værker forestiller ham, både i klassiske portrætformater, men også brutale scenarier, eksempelvis torturmotiver. Og maleriernes ekstreme heftighed får os til at overveje, om de egentlig bør vises i denne kontekst? Skal vi vælge noget andet? Det er helt vildt svært at tage beslutninger på vegne af mennesker, der kun har begrænset mulighed for at være involveret.
Har I mødt modstand i forhold til at engagere jer i et projekt og en debat, som i forvejen splitter folk?
KLS: Det har i hvert fald ikke været helt nemt at få funding. Vi har fået støtte fra Statens Kunstfond, Fake Foundation og 1. Majfonden, men vi fik et lidt overraskende afslag fra Ny Carlsbergfondet, som måske kunne begrundes med kunstnernes korte CV’er og manglende erfaring. Det er jo svært at spekulere i politiske motivationer, men det er påfaldende, at en fond der plejer at være rimelig risikovillig i deres uddelinger, siger nej til det her projekt. Samtidig bidrog det til følelsen af nødvendighed, af at ’det skal vi bare gøre’. Vi vil gerne insistere på, at situationen i Gaza skal snakkes om, og kunsten er en mulighed for at skabe dette talerør.
Selv understreger arrangørerne i deres manifest, at Gaza Biennalen er et kunstprojekt, ikke aktivisme. Det er formentlig svært at håndhæve den skelnen. Hvilke overvejelser har I gjort jer om det?
SL: I vores indledende møder med dem, var de tydelige omkring det standpunkt. Selvfølgelig handler det om at få palæstinensiske stemmer i tale, og om hvordan man skaber kunst under et folkemord, men rammesætningen er helt klar, der er tale om kunst- og udstillingsproduktion på lige fod med alle mulige andre projekter. Kunsten er kunst og skal vises som det. Det handler om at finde en balance. Skal vi nævne ordet folkemord? Alle burde kunne se, at det er det der foregår, og det er et ord vi benytter i det daglige, men overvejelsen i forhold til Biennalen har også gået på: hvor skal den her udstilling placere sig?
I lighed med vores kolleger hos Gaza Biennalen taler vi ikke om det som aktivisme. Hvis Gaza Biennalen bliver opfattet som værende ’for aktivistisk’ vil det formentlig skræmme visse folk fra at se udstillingen, og håbet er jo at så mange som muligt kommer. For at få et andet blik på situationens ekstreme urgency. Og simpelthen bare se kunsten. Snakke om det palæstinensiske folk og deres brutalt undertrykte eksistens.
Træder egne kuratoriske principper og praksisser mere i baggrunden, når arrangørernes udgangspunkt er så markant forskelligt fra jeres?
KLS: For os er det især et spørgsmål om at bakke om biennalens valg og ambitioner. De har valgt et sprog om projektet, vi skal vise dem den respekt at anvende det. Og den kontekst, de arbejder i, er netop fuldstændig anderledes, end den vi arbejder i. Så det arbejde vi laver i København – uanset hvad vi kalder det – vil nok altid blive kaldt aktivistisk arbejde. At insistere på palæstinensisk repræsentation er åbenbart aktivisme. Selvfølgelig handler Gaza Biennalen om overlevelse under et folkemord, og når arrangørerne ikke selv bruger paraplytermen ’aktivisme’ er det nok fordi, de lever i ødelæggelsen.
Handler det også om at vise kunsten, mens den stadig findes, mens befolkningen og kunstnerne stadig findes?
SL: Arrangørerne bag Gaza Biennalen har en meget fin formulering om kunst som et konkret vidnesbyrd om et folks eksistens, og det er nok det, vi forsøger at fastholde med en dansk pavillon. Helt bogstaveligt bliver den palæstinensiske kulturarv ødelagt for øjnene af hele verden, blokaden umuliggør menneskers og materialers bevægelse i og uden for Gaza. Vi aktiverer en udstillingsmodel, som mobiliserer et globalt kollektiv af kunstnere og kunstarbejdere for at fastholde det her vidnesbyrd om det palæstinensiske folk, når nu det er sådan, at det globale kollektiv af magthavere nægter at anerkende deres ret til at eksistere.
