Ved Folketingsvalget i dag afsluttes formodentlig ti års borgerligt styre i Danmark. Det blev et tiår præget af hvad den borgerlige regering kaldte en værdikamp, et opgør med de såkaldte 68’ere og deres bløde værdi og rundkredspædagogik. Resultatet har været en omfattende kommercialisering af en lang række livssfære. Selv den psykisk syge narkoman skal nu generere overskud. Den omklamrende pacificerende velfærdsstat er forvandlet til en straffende og umyndiggørende velfærdstat uden antydninger af den frisættelse af individet som liberalisterne prædikede om.
Det var det årti hvor ideen om social mobilitet endelig døde. Vi lukkede os inde i små fælleskaber som internt var frie og demokratiske, men hvis ydre grænser blev forsvaret hårdnakket med regler og æstetik. Paradoksalt nok har kunstlivet oplevet en lignende udvikling med stadig flere, små ekskluderende fællesskaber, hvis formål egentlig er frisættende og demokratiske, men virker modsat. En endeløs række af mikroutopier der fortløbende har aflyst hinanden og muligheden for et rum at tale i, der ikke er henvendt til ens egen spejling.
Afslutningen på dette svimlende og uforståelige årti kan passende markeres af at ex-pornomodellen Katja Kean er igang med at tage en master i oplevelsesøkonomi. Den endelig omregning af alle tegn til kroner og ører.
For det er hvad vi har været deltagere til i det sidste årti: accepten af alt, så længe det har et udtryk i penge og magt, og foragten for alt andet. Ikke at der formodentlig er noget virkelig nyt i det, men foragten for de svage, de afvigende, de fattige og de magtesløse er kommet igen med fornyet styrke. Herremodeeksperten Mads Kristensens (klummeskriver i Ekstrabladet) foragt for de unge menneskers tilsyneladende manglende modstand mod Anders Breivik på Utøya er et udmærket eksempel. Demokratiet kan i hans forestilling ikke betale sig, det er for kaotisk.
Forestillingen om en borgerlig offentlighed er blevet erstattet af forestillingen om kraft. Hvad skulle ellers forklare alle de kendisidioter der udelukkende i kraft af deres evne til at gennemtrænge medierne hives ind i samme konstant? Eller alle de straffeaktioner der har været rettet mod de magtesløse, de nytilkomne og de afvigende. Jeg kan nævne alt lige fra økonomiske sanktioner, udsmidning af landet og en lang række symbolske aktioner. Ta for eksempel forbudet mod kamphunde. Dette forbud er på ingen måde funderet i statistikker eller i andre former for viden. Det er kun funderet i klassehad, i hadet til forestillingen om hvem der ejer disse hunde. Kun ganske få protesterede mod denne lov. Amstaffen Kaos sad i en periode foran den lokale Superbrugsen og stirrede hypnotiseret ind i butikken, ventende på sin ejer. Ejeren havde givet Kaos en lyserød klud om halsen efter råd fra sin ex-kæreste der var hundeterapeut. Det dæmpede folks angst for hunden.
En amstaff med lyserød halsklud er et udmærket billede på værdikampen som den borgerlige regering har ført de sidste ti år. Den forlanger fuldstændig symbolsk underkastelse, den lyserøde klud, fra de magtesløse og de afvigende, og erklærer den fuldstændig hæmningsløs frihed for sig selv, som vi så i sagen med Muhammedtegningerne.
Det har også været den lydige akademikers årti. Mødregruppernes, amningens, rygeforbudenes, motionens, økologiens, yogaens, renlighedens, spiritualitetens, seksualitetsforskrækkelsens, klimaforskrækkelsens, samtalekøkkenets, helsens, og især normalitetens årti. Det er dette velklædte årti hvor den fulde dansende bøvede mand til festen blev outsider. Det årti hvor den halvsnalrede dame der sender sin søn i byen efter pizza, smøger og bajere i regnvejr blev outsider. Hvor alt der ikke er fastansat akademiker blev outsider. Det er det årti hvor ikke-engelsktalende blev ekskluderet fra kunstudstillinger og uddannelser (her ligner kunstudstillinger og Copenhagen Business School nu hinanden), hvor den der ikke ubesværet behersker to sprog for alvor blev outsider. Men outsider på en måde som møder foragt fra den lydige akademiker. Det er selve basen for nynationalismen jeg taler om her. Selve basen for hævnens klima.
Det er her forskellen er mellem en amstaff med og uden lyserød klud. Den lydige akademikermand med sin baby på armen kræver forbud fordi hundens ejer er ligeglad med ham. Ikke er bevidst om ham. Andelsboligforeningsformanden hader alt der ikke er helse, alt hvad han ikke forstår, ligesom den ammende kvinde foragter den kvinde der ikke kan eller vil amme.
Kunsten har det sidste tiår – måske aldrig – været i stand til at rumme amstaffen uden den lyserøde klud. Kunsten kan ikke indeholde det umedierede og kan på den måde ikke indeholde fænomener som ikke lader sig mediere uden at ændre karakter. Kunsten er åbenbart den lyserøde klud, kunsten kan åbenbart ikke oppebære reel ikkefunky negativitet. For kunsten under oplevelsesøkonomien kan slet ikke indeholde andet end hvad beskuerens egen civiliserede selvforståelse indeholder. Kunsten kan ikke være fremmed som første gang man er et fuldstændig fremmed sted og alt er kaos. I mødet med ny kunst søger man bare efter svar i sin egen ideelle selvforståelse.
Den kulturkamp Anders Fogh Rasmussen og hans kulturminister Brian Mikkelsen startede da de kom til magten i 2001 blev præget af kanontænkning (som udviklede sig til en stor selvmodsigelse der gik i vasken). Parallelt blev samtidskunsten integreret i oplevelsesøkonomien. Institutionaliseringen og centraliseringen af kunstindustrien minder på mange punkter om musikindustrien i 70’erne. Det der står tilbage er en stærk styring og brug af kunsten fra både statslig og kommerciel side. Nytteværdi er blevet det centrale begreb. Alt skal omregnes i projekter der kan evalueres. For billedkunstnere har det fået den konsekvens at man fra at være borger, at være en del af forestillingen om en borgerlig offentlighed, er blevet producent af livsstilstilbehør og holdninger til de små lukkede fællesskaber. Om man begræder det eller ej, er der ikke en ekstern eller en excentrisk position at tale fra nu. Enten er man fuldt integreret eller også eksisterer man ikke som borger eller kunstner.
Det er på tide at vi aflyser alle de her små fimsede fællesskaber, der udspringer af bortfaldet af forestillingen om den borgerlige offentlighed, som kan fungere så uformelt netop fordi de er fællesskaber og derved lukker sig for verden. Dette gælder uanset om det er de borgerlige (navnet har ikke længere noget at gøre med den borgerlige offentlighed) eller Socialdemokraterne som vinder valget.
