Det sker ind imellem på Overgaden, at man får fornemmelsen af at de udstillende kunstnere – som jo ofte tilhører den mere uprøvede, yngre kategori – på en måde er blevet overrasket over stedets pænt store areal og det derfor ser ud som om der er blevet kæmpet med at fodre det umættelige rum i stedets stueetage. Der bliver måske indsat flere værker end hvad udstillingskonceptet egentlig kan bære eller indtrykket bliver måske lidt for repetitivt. I hvert tilfælde mærker man tydeligt forskel i de tilfælde, hvor rummet er blevet favnet af ét greb, som eksempelvis Pinds soloudstilling i 2009 (måske den mest overbevisende indtagelse af Overgadens rum i mange år) eller Jakob Jakobsens totale mørklægning af udstillingsrummet i 2010 til fordel for en udstillings-forestilling af præcis 25 minutters varighed. Sådanne greb klæder udstillingsstedet med det skakternede stengulv.
Ebbe Stub Wittrups udstilling befinder sig et sted midt imellem. Første gang jeg bevæger mig gennem udstillingen får jeg en halvvejs retrospektiv fornemmelse. Ikke fordi værkerne er af ældre dato (alle er fra 2011 og 2012). Snarere skyldes det nok omfanget af fortællinger og tematikker, der behandles i The Voice of Things – også selvom udstillingstitlen i sig selv kan siges at legitimere det vel brede snit. På den anden side er udstillingen indhyllet i et stramt greb, et mørkelagt udstillingsrum, som giver mening i forhold til værkerne – lige fra 16 mm-filmprojektionerne til skulpturen Glass Cube, hvor den dæmpede belysning får den mørke glaskube (polariseret glas), placeret på en identisk men klar glassokkel, til at fremstå som om den svæver over gulvet.
Udstillingens første del rummer filminstallationen Mary Rose – A Play in Three Acts, der tager udgangspunkt i øgruppen Hebriderne, som i litteraturen og folkemunde er omgærdet af beretninger om personer, der er forsvundet på mystisk vis. Det er sort-hvide 16 mm-projektioner af et uroligt hav foran en kyststrækning, forblæste landskaber med knejsende græsstrå og gamle forladte huse, der understreger stedets mytiske karakter. En mere en okkult stemning anslås i sekvenser med en lysende krystal, der drejer langsomt rundt og af sekvensen med en gammel læderindbundet bog om grafologi, hvor siderne bladrer af sig selv, som var de ført af en usynlig hånd. For så vidt et værk, der ligger i forlængelse af et velkendt spor i Stub Wittrups praksis – den fotografiske/filmiske behandling af, hvad man kunne kalde stedernes væsen.
Herefter forsvinder det okkulte spor til fordel for spørgsmål om illusion, synsbedrag og farvefænomener. The Indian Rope Trick er baseret på legenden om et gammelt reb-trick, hvor et reb bliver kastet op i luften af en tryllekunstner, hvorefter det forbliver stående oprejst i luften helt af sig selv, hvilket er sådan cirka det skulpturen repræsenterer. Myten om det berømte nummer kan føres tilbage til en avisartikel fra 1890, hvor tricket for første gang omtales i en artikel i The Chicago Tribune som er genoptrykt til lejligheden og ligger i en bunke til fri afbenyttelse a la Gonzalés-Torres. Den tredje behandling af emnet forekommer i videoværket Ropes, et uendeligt loop af reb, der passerer op eller ned gennem monitorens skærmbillede. Jeg er ikke helt overbevist om gevinsten ved at beskæftige sig med reb-tricket i hele tre forskellige udgaver, udover naturligvis som illustration af mytedannelsens evigt knopskydende væsen.
Udstillingens mest interessante bidrag beskæftiger sig med farvefænomener baseret på den schweiziske psykoanalytiker Max Lüschers personlighedstest. Serien 8 Coloured Cards består af de otte farvekort som bruges i testen til at fabrikere en psykologisk profil på baggrund af en given persons farvepræference. Affotograferet og ophængt på væggen i sorte rammer, som en slags portrætter tilsat særlig belysning fremstår de kulørte felter lysende, nærmest fluorescerende i det mørke rum. I den forstand understreger de på raffineret vis den fundamentale illusion som farver i grunden er – det enkle og samtidigt dybt komplekse fænomen, som vi kalder «farver».
Jeg kan godt følge fascinationen og også godt forstå ambitionen om at skabe en udstilling som beskæftiger sig med myte og magi anskuet fra forskellige vinkler. Stub Wittrup omtaler selv udstillingen som en slags «grundkursus i illusioner» og man fornemmer også denne illusionens ABC i det bagerste lokale, hvor magien flyder lettere i luften og er udtrykt i rene, singulære værker, som udsætter beskueren for mere umiddelbart perciperende illusioner angående farve, lys og gravitation. Det udfordres dog af de værker – filminstallationen og reb-tricket – som fungerer på et mere kommenterende niveau, hvor myten og magien er noget man først må læse sig til i formidlingspjecen. Faren er at det kommer til at syne som en udstilling, der behandler alt muligt mystisk – som en tematisk gruppeudstilling udsat for soloartist. For der er noget ved blandingen af Hebridernes myter, okkultisme, et gammel reb-trick, legender,mystik, magi, farvelære og Lüschers personlighedstest, som favner lige bredt nok i forhold til den æstetiske stramhed og konceptuelle præcision, som faktisk er Ebbe Stub Wittrups kendetegn og som kommer til udtryk i de stærkeste værker, eksempelvis 8 Coloured Cards og Glass Cube. Det er også de værker, der klarer sig bedst uden at man har Overgadens udførlige formidlingsark i hånden og som derfor klarest udtrykker «the voice of things».
