I en kommentar i dagens Altinget.dk tager Gitte Ørskou, forkvinde for Statens Kunstfond, skarp afstand til regeringens nye kulturudspil, som blandt andet foreslår at flytte Statens Værksteder for Kunst fra København til Helsingør. Kulturministeriets beslutning indgik i udspillet «Bedre balance» fra den nye mindretalsregering, som med udflytningen af hen ved 4.000 statslige arbejdspladser fra hovedstaden til provinsen angiveligt skal tjene til at hjælpe trængte provinsbyer rundt om i landet. Manifestationen skulle kunne mærkes – ikke mindst af støttepartiet Dansk Folkeparti på hvis nåde Venstre-regeringen regerer – og derfor skulle det være markant og hurtigt.
At det i nogle tilfælde, eksempelvis på kulturområdet, kunne se ud til at være gået lidt for hurtigt er de sidste ugers mediedækning angående flytningen af Statens Værksteder et godt eksempel på. I lederartikler i såvel Ekstrabladet som Politiken samt i et åbent brev til kulturministeren af kunstner Camilla Berner, bragt på Kunstkritikk – vurderes det enstemmigt, at det eneste argument man kan finde for den store flytningen af de mange maskiner og fagkompetencer i et ellers velfungerende hus (som i øvrigt viser sig at have sin særlige berettigelse i netop København), udelukkende handler om symbolpolitik.
Den unuancerede leflen for provinsen falder nu også Gitte Ørskou i øjnene. I kommentaren kritiserer Ørskou – som desuden er direktør for Kunsten i Aalborg aka et museum i provinsen – regeringen for unuanceret fremfærd: «Provins er godt, hovedstad er skidt, lyder tidens mantra. Landets budgetter til kunst og kultur handler for øjeblikket mere om, hvor i landet pengene fordeles, end hvad de investeres i. Hvis vi bare tager nogle af pengene fra hovedstaden – eller allerhelst, fra det internationale arbejde – og stikker dem i hånden på provinsen, så bliver verden igen god og begribelig.» Videre lyder det om flytningen af Statens Værksteder: «Gestussen er alene symbolsk og nem at sætte på overskrift. Så er det mindre væsentligt, om det overhovedet giver mening – også for de jyske kunstnere.»
Ørskou går også i rette med kulturministeriets udsagn om at for mange støttekroner – i alt 58 procent af Statens Kunstfonds midler – går til hovedstadens kunstnere. Ifølge Ørskou betyder det faktisk, at det er lettere at få støtte fra Statens Kunstfond, hvis man bor udenfor hovedstaden idet 64 procent af ansøgningerne er fra ansøgere med postnummer i København. Dertil kommer at «ansøgers postnummer ikke nødvendigvis ensbetydende med, at kunsten kommer hovedstaden til gode. Det kan være, at ansøger er et turnerende teater. Eller en forfatter, der skal på oplæsningsturné i Vestjylland. Eller en billedkunstner, der skal udstille i Faaborg.»
Der var ikke gået mange timer efter, at kulturministeriet 1. oktober offentliggjorde planerne om at flytte Statens Værksteder for Kunst, før den almene stemning i kunstmiljøet var, at dette kunne blive stedets endeligt – at der snarere end en flytning var tale om en afvikling. Dette er blandt andet baggrunden for at foreløbig 2.000 kunstnere, kunsthåndværkere, konservatorer, designere og andre, der ser værdien af stedet, har underskrevet den elektroniske underskriftsindsamling «Bevar SVK på Gammel Dok», som vil blive overrakt kulturministeren snarest.
Et par uger senere formulerede Politikens chefredaktør Bo Lidegaard det sort på hvidt i søndagsavisens leder, hvori han desuden lancerede et nyt begreb, «udkantspopulisme»: «Nu kan der gå nogle år og rigtig mange millioner til udflytningen af de store værksteder og det tunge udstyr, så kan de 8 arbejdspladser flytte til Helsingør, og efter noget tid må alle konstatere at brugen af Statens Værksteder ikke står mål med udgifterne, hvorefter institutionen lige så stille kan lukkes og udstyret skrottes. Sådan kvæler man et kraftcenter»
Foreløbig har kulturministeriet ikke følt sig kaldet til at svare offentligt på den kritik, som er rejst af såvel brugere som af divserse dagbladsredaktører. Men måske vejer det anderledes, når det er en af kulturlivets tungeste aktører, selveste forkvinden fra Statens Kunstfond, der opfordrer til, at man gentænker, hvorledes investeringen i landets kunst- og kulturliv kan ske bedst.