I går gæstede Charlemagne Palestine Signal i Malmö. Palestine er efterhånden blevet et ikon med sin ritualistiske musikalske performance som sjældent foregår uden et stort glas cognac i hånden (som han også spiller på) og foran en enorm samling bamser placeret omkring flygelet. Han er i det hele taget langt mere vild og uforudsigelig end de minimalistiske avantgarde-komponister såsom La Monte Young, Terry Riley og Steve Reich, som han ofte sammenlignes med.
Fornyeligt, i et sjældent underholdende interview med Hans Ulrich Obrist (Mousse, Issue 32, 2012), har Palestine forklaret, at hans entré i kunsten og musikken – og vejen ud af en småkriminel løbebane som marijuana-high school pusher – kan tidsfæstes til 1963, da han blev ansat som klokker i St. Thomas Church, Manhattan. I otte år var han «Quasimodo of 53rd street», hvor hans daglige klokke-performance blev noget man talte om i tidens musik- og kunstverden. Sideløbende optrådte han i The Kitchen og mødte herigennem Velvet Underground, John Cage og andre fra tidens kunstmiljø. Efter eget udsagn «forsvandt» han nærmest i 1970erne og 80erne, mens der i det sidste årti har været fornyet interesse for hans værk.
Palestine gæstede Signal i anledning af udstillingen Drumming like a woodpecker, hvor han bidrager med videoen Island Song (1976), som Kunstkritikks kritiker Fredrik Svensk fornyelig beskrev som «verdens bedste film om flugtens æstetiske muligheder».
Kunstkritikk bringer her et uddrag af aftenens omtrent 50 minutter lange performance, som var dedikeret til Mike Kelley, der som bekendt også var glad for tøjdyr. I denne optagelse taler han blandt andet om deres fælles interesse for «crazyness and childishness» og om hvordan de to kunstnere i de første 25 år kæmpede om, hvem der havde retten til disse tøjdyr.
