I nationalgalleriets sal 114 finder man lige nu sidste skud på udstillingsrækken SMK Plus, hvor museet inviterer samtidskunstnere til at kaste et blik på institutionen og dens samling. Den unge kunstnerduo Astrup & Bordorff er på programmet med filmkabareten Kunstmuseet.
Filmen vises i den store, hvide sal, hvortil man kommer gennem en til lejligheden konstrueret passage. I passagen ligger store støvede gipsafstøbninger af blandt andet skulpturhoveder og pilasterkapitæler nydeligt side om side, som for at symbolisere bevægelsen fra det ydre, den store skulpturgade, der går på tværs af museet, til det indre, kulisserne, bagscenen, hjertet: Kunstmuseet.
I salen er der placeret store, smukke grønne sofaer i runde former. Disse er inspireret af oprindeligt museumsinteriør. De er komfortable – og lidt fjollede. Jeg sidder med kun mine fødder dinglede ud over kanten af den meget dybe sofa. Som et lille barn.
Kunstmuseets fortælling udspiller sig over en dag på SMK fra morgen til aften og begynder ved daggry med hejsning af flag på museets tag. Dernæst åbner museet:
To drag queens viser en overstadig barselsgruppe rundt blandt ældre dansk malerkunst, alt sammen filmet i slowmotion og med dunkende diskobeat som lydside. Scenen handler nok om noget med overdrevet underholdningskultur, men det er svært at se, hvorfor det lige er en barselsgruppe og drag queens, der vises. Hvad betegner de grupper? Scenen er akkurat for lang til at være sjov og for kort til at pege på noget dybere. Man bliver som beskuer ikke rigtig udfordret, men slipper lige når det begynder at stramme til.
Klip til en scene i kælderen. Sørme om det ikke er Poul Nesgaard, som sidder der. Jo, han sidder og læser på samme måde, som i DR-julekalenderen Jul og grønne skove fra 1980. Kælderen er endda også blevet pyntet op til jul. Det er dog ikke breve fra børn, men publikumsfeedback, Nesgaard læser højt. For to hånddukkeorme.
Jeg er, som Astrup & Bordorff, også barn af 80’erne, så jeg forstår lige præcis, hvad det er, der er så sjovt og dejligt. Nostalgien kildrer mig lidt i nakken, mens mine fødder dingler ud over sofakanten. Men selve indholdet, publikumsfeedbacken og forholdet mellem gæster og museum, som det vel handler om, bliver ikke løftet til noget betydningsfuldt. Hvad laver vi og Nesgaard egentlig her? Som den ene hånddukkeorm da også konstaterer: «Det var da meget spændende… Nå, men vi smutter!».
Astrup & Bordorff har skrevet alle tekster og musikstykker selv. Filmkabareten byder også på en konservator-tango baseret på en gammel brandteknisk beskrivelse af, hvad der sker med et maleri, når det brænder. Det da er lidt sjovt, men ikke særlig stramt eller i kontakt med materien, som både tango og konservering ellers gerne skulle være. Senere er der feministisk børneteater-sang, opført af de to hånddukkeorme for et publikum af erklærede feministiske aktører på kunstscenen, billedkunstnerne Sophia Kalkau og Yvette Brackman samt museumsinspektør og seniorforsker på SMK Birgitte Anderberg. Feminister til at konsolidere feministsangen? Det er svært ikke at se de to hånddukkeorme, der endda bliver aet lidt på hovedet af de voksne feminister, som et billede på kunstnerduoen selv, og scenen som et symptom på en imitationens apoteose.
Filmen er blevet til over de seneste to år, hvor Astrup & Bordorff har haft deres gang på museet. De har arbejdet med museets personale – både museumsvagter, en konservator og museumsinspektør spiller med. Derudover genkender jeg kunstnerkollegaer og kendte skuespillere i filmen. Ligesom jeg, vil de fleste velbevandrede på den danske kunstscene, og i høj grad museets ansatte, altså hist og her nikke medvidende, når de pludselig ser en bekendt, en ven eller kollega dukke op i filmen. Jeg kan ikke lade være med at spekulere på, om værkets fortælling er spændende, hvis man ikke er en del af kunstbranchen allerede. Ikke mange scener i filmen kommer ud over sit persongalleri.
Astrup & Bordorff er jo inviteret til at se på institutionen, men hver gang situationen begynder at blive lidt anspændt, hver gang der er noget på spil, afmonteres spændingen enten igennem visuelle koder eller humor. Det er som om, Astrup & Bordorff ikke vil stå i det klistrede samtalemudder, hånddukkeormene ellers synger så nuttet om.
Mellem scenerne, der foregår på museets forskellige afdelinger, er der indskudt transistorradio-stillebenagtige scener, hvor en stemme snakker lidt om, hvad kunstmuseer egentlig er og skal i dag – uden at byde på hverken gode spørgsmål eller svar. Samlet set siger Kunstmuseet ikke rigtig noget dybere. Hverken abstrakt, generelt eller specifikt om Statens Museum for Kunst.
Overordnet set tror jeg, at det, der gør Astrup & Bordorffs værker så populære, er, at de greb, de benytter sig af, er nemme at genkende. Folkelig, melankolsk musikkomposition. Ironisk distanceret narration. Drag queen-showenergi på høje nagler, der river publikum med på et dance-beat. Småsyret 90’er-Matthew Barneysk kunstfilmæstetik med karikerede figurer, smådyster lydside og surrealistiske undertoner. Kabaretagtig overdreven, men ikke for pæn make-up – endda på tværs af køn. Nostalgiske rekvisitter og glimtende teaterkostumer.
Der er stiliserede, smukke scenografier, god lyd og lækker kameraføring. Det ligner velproduceret, queer, samfundskritisk kunstfilm. Det er underholdende og umiddelbart til at afkode, folk forstår. Jeg har dog endnu til gode at se Astrup & Bordorff beherske en kunstnerisk drejning, der løfter disse velkendte troper til mere end imitation.
Astrup & Bordorff har selv sagt i et interview i forbindelse med Kunstmuseet, at de havde lovet hinanden ikke at lave endnu et stort filmprojekt af denne type. Så hvorfor endte det sådan alligevel? Det virker som om, kunstnerduoen er faret vild, måske trængt op i en krog, på Statens Museum for Kunst.
