Hvis man ikke vidste det, var det formentlig ikke det første, man tænkte, efter at have begivet sig ned i underetagen på Kunsthal Århus; at dette er en afgangsudstilling.
Udstillingens værker skurrer ikke mod hinanden og rummet føles ikke opdelt – hvilket ellers gerne er tilfældet på mange afgangsudstillinger, der jo har den lidt fordømte opgave at skulle samle vidt forskellige praksisser under ét tag. Værkerne bærer heller ikke præg af at være løsrevet fra større værkkroppe. De synes færdige, klar til afgang.
Dialog med historien går igen i flere af værkerne i udstillingen, som en perspektivering af den kunstneriske proces og funktion i dag. Det synes også ganske oplagt at gøre i en afgangskontekst.
I Frantz Nicolaus Klindt Nielsens tre oliemalerier, Færgebåden til Arkadien også kendt som Håbets lille båd; Profet; og Sibylle, er der dog tale om en noget enfoldig hyldest til renæssancens og barokkens sublime malerkunst. Værket synes mest af alt blot at ønske sig tilbage til dengang, kunstarbejdet var det ypperlige håndværk og kunstuddannelsen bestod i mesterlære.
Så taler Ida Sønder Thorhauges skulpturinstallation, Later, As Mastery Was Gained, mere i øjenhøjde med fortidens idealer for kunstnerisk frembringelse, uden at helliggøre dem. De tre keramikskulpturer, der forestiller en kvindefigur i henholdsvis stående, siddende og liggende position, trækker paralleller til klassisk billedhuggertradition. Deres kroppe er amorfe og klumpede, uden arme og ben – og alligevel så elegante. Skulpturerne poserer tilsyneladende upåvirkede af deres amatøragtige tilstand, hvad idealerne for deres materialebearbejdelse angår. Og det er der noget virkelig sprødt over. Som opgør med kulturens normative kræfter er det et værk med overskud. Man bliver lidt vild med de buttede lerdamer og deres kølige, uforstyrrede ansigtsudtryk.
Thorhauges skulpturer er også et godt eksempel på en mere gennemgående karakter for udstillingen; værkerne er utroligt meget «værker». Forstået på den måde, at det diskursive træder i baggrunden for de billedmæssige kvaliteter. Det gælder for samtlige værker i udstillingen, at de tillader sig at sige og ville meget som værker, uden at afkræve en masse af beskueren. Det gør udstillingen rar at være i. Man bliver nærmest dus med værkerne, når de er så velkommende.
Udstillingens eneste værk med en egentlig politisk agenda er Lil Wachmanns’ videoinstallation Celluloid – Not to Be Confused with Cellulite. Værket er skabt af et feministisk kollektiv, som ikke har et navn, men som, foruden Wachmann, består af Annika Aschberg, Nat Bloch Gregersen, Matilde Mørk og Maja Malou Lyse. Den lidt spøjse værktitel finder man ved en hurtig søgning efter «celluloid» på Wikipedia, hvor det er det første, der står. At appelsinhud er for kvinder og film for mænd synes at være beskeden, og det trættende forhold kommer under behandling i videoværket, hvor kendte scener fra nogle af den mandsdominerede filmhistories tyngdepunkter re-enactes. Det gøres med afbalanceret sensualitet og en god portion humoristisk overskud – prisværdigt, set fra et feministisk synspunkt.
Automatik og fravær af menneskelig handling er et andet tema, der går igen i udstillingen. Nour Fogs lydinstallation Kanten bliver næsten spøgelsesagtig, når den smukke glassymfoni slås an med lyden af et glas, der splintres, og der ingen skår er at se på gulvet – ingen fingre der glider over kanterne på de mange øl- og vinglas, der står spredt på et bord.
Mindre spøgelsesagtigt er det i Anne-Sofie Overgaards installation Zero-Player, men det bliver det ikke hyggeligt af, for som titlen indikerer, er de digitale væveværker og computerprojektionen et dybt dystopisk billede på menneskets fravær i en fuldt automatiseret virkelighed – fordi menneskekroppen udmattes og er ubrugelig, når formlerne hamrer derudaf. Men man kan navigere uden om den umiddelbare dystopi, slippe billeddannelserne fri, mens værkernes høje, slanke formater leder tankerne hen på netsiderne, man scroller ned over. Måden, hvorpå de ender i folder og trådkludder på gulvet bliver et lidt sjovt billede på det, som endnu ikke er indlæst.
Det tidløse tema «utopi versus dystopi», som ofte dukker op på afgangsudstillinger – måske fordi afgængere for alvor nu overvejer, hvorvidt kunsten virkelig kan flytte noget – er der flere af værkerne, der arbejder med. Jacob Graversens billedserie Rain. Fungal. Tar. Swirl … såvel som Alfred Fabricius’ publikation Udflugter 2014-2016 dyrker forfaldsromantikken på steder i forandring.
Jens Settergrens lydinstallation Tropica Dissolvuntur leger derimod med utopi og dystopi i form af vekselvirkning mellem billeddannelser og opløsning af billeder. Fra toppen af stilladskonstruktionen midt i rummet høres lyden af hav, der skylder ind over små sten og muslingeskaller på en strand langt væk fra Aarhus. Det giver sig selv, at der ikke ligger en bounty–sandstrand deroppe – men alligevel drages man mod toppen. Der kunne jo godt være et smart indendørs klimasystem af en art. Det er der ikke, og desillusionen smækker: de neongrønne elradiatorer skaber en ulidelig varme og bølgebruset er syntetisk og forvrænget. Som simulator virker det, uden at blive plat eller forceret, hvilket man ellers risikerer i oplevelsesdimensionelle værker som dette.
Otte værker i én udstilling gør Afgang 16 til en behagelig størrelse – og her har Det Jyske Kunstakademi et lille forspring i forhold til de store afgangsudstillinger i København med mere end 30 udstillere. Man udmattes ikke af stimulus-overload og går faktisk derfra med en følelse af at have set udstillingen, som udstilling. At værkerne derudover synes overskudsagtige – uden modeluner – er kun med til at løfte udstillingen ud over det ellers forventelige smånervøse afgangsformat.
Det er måske også kun fordi det er en afgangsudstilling, at man får lyst til at påpege, at det er en fattet udstilling, de otte afgangsstuderende fra Det Jyske Kunstakademi har skabt i samarbejde med kurator Lene Crone Jensen Og det bliver den ikke kedelig af – slet ikke. Snarere end at være tærsklen i det rituelle afgangsforløb fremstår den mest af alt som en egentlig kunsthalsudstilling.
