Det er muligvis i overkanten at drage en parallel mellem dødsriget og Cisternernes underjordiske drypstenshule, selvom det dunkle udstillingssted, hvor kulden og fugten æder sig ind i knoglerne, unægteligt føles som en anden verden. Men når årets udstilling tilmed er operafilmværket Seven Deaths af performancedronningen Marina Abramović med inspiration fra hendes sjælesøster operadivaen Maria Callas, er lidt patos vel ok. I introvideoen på vej ned i mørket taler Abramović da også direkte til kameraet med sin karakteristiske dybe stemme og slaviske accent: «Døden sker kun én gang, men jeg dør for dig syv gange».
Det er ni år siden Louisiana havde en stor retrospektiv med den snart 80-årige serbiskfødte kunstner, så annonceringen af verdensstjernens indtog i Københavns tidligere vandforsyning, affødte en forventningsfuld buzz. For Abramović er en mester i at tænke kroppe i rum og Cisternerne står jo nærmest og performer i sig selv, så umiddelbart skulle man tro, at noget eksplosivt ville opstå i det møde. Tidligere udstillinger, med eksempelvis Jakob Kudsk Steensen, Chiharu Shiota og Superflex, har været stedspecifikke og udviklet i samspil med rummet. Til Seven Deaths er det tørlagte reservoir dog snarere en scenografi for operafilmværket, hvor Abramović performer syv dødsfald til lyden af syv berømte dødsarier sunget af Maria Callas, og vist på syv skærme fordelt over de 4.302 kvm.
Værket er oprindeligt fra 2020 og har været vist i flere store operahuse, bl.a. i München, Paris, London og Berlin, så jeg frygtede på forhånd, hvordan lyden ville fungere i et rum med 17 sekunders rumklang. Det viser sig heldigvis kun at være Abramovićs korte forord til de forskellige akter, der mudrer akustisk, for musikken og Callas’ stemme som Carmen, Norma, Desdemona, Lucia og så videre, klinger smukt i mine ører.
Det er ligeledes effektfuldt, når musikken fra La traviata toner ud og skuespilleren Willem Dafoe med al sit filmiske nærvær kaster et blik mod vinduet og det flagrende gardin, for derefter at lægge sig ind over Marinas/Violettas/Marias dødsleje. Her sanses stilheden helt fysisk. Måske er det også kulden i rummet, der gør det? Og tiden, en hel time, som tilbringes under jorden, skærper nok også sanserne.
Når Marina Abramović er så generøs med sig selv – så kompromisløs selvopofrende for kunsten – som hun især var i sine tidligere performances, er det klart, at hun også kræver noget af publikum. I Cisternerne er det mest omstændighederne; rummet, kulden, mørket og tiden, der tvinger mig til at være nærværende, og ikke den lidt polerede filmproduktion – det performative nu er bare ikke til stede. Så jeg drømmer i stedet lidt konservativt om at kunne læne mig tilbage i en blød, rød velourbetrukket stol i et tempereret mørke til en visning af filmen med levende orkester, sangere og ikke mindst; hvor kunstneren er til stede, som da hun var med på scenen ved opførelsen i operahusene.
Det sagt, er visningen i Cisternerne selvfølgelig en fin chance for at opleve Seven Deaths i andet og større format end en lille computerskærm. For Abramović er fascinerende, selv når hun i en af sekvenserne på dramatisk vis river sit brudeslør i stykker i slowmotion og det mest af alt minder om en lidt akavet impro-øvelse fra teaterskolen. Eller når hun midt i endnu et dødsfald, i et splitsekund falder ud af sin rolle, når hun lister et stofstykke til side, så hendes bryster blottes, fordi hun ved, det ser federe ud. Det er muligvis dårlig instruktion, eller måske er hun også bare et menneske, der ikke mestrer skuespillets kunst og på sin vis er det rart, at der i alt det tilstræbte perfekte opstår noget uperfekt.
Den ærlighed, Abramović optræder med i sine tidligere værker og som har gjort hende til en verdensstjerne, opstår kun i glimt i Seven Deaths. I skarp modsætning til Willem Dafoe, som jeg har været forelsket i, siden jeg som 15-årig så ham i David Lynchs Wild at Heart. Her er Dafoes funktion supporting actor, men det er billederne af ham, der brænder sig ind på nethinden, som når han – i kropsnær guld-gallakjole med tilbagestrøget hår, rødfarvede læber og sorte kunstige øjenvipper – går gennem svævende gløder mod et flammende bål med et underspillet nærvær, der kontrasterer de oplagte operaklicheer.
Det patosfyldte tipper flere steder over og bliver ufrivilligt komisk, men et ægte moment opstår i Carmen, hvor Dafoe og Abramović, som tyr og toreador, er forbundet via et udspændt reb og kniven, de holder imellem sig. Situationen og deres intense øjenkontakt mimer suspensen fra den berømte Rest Energy (1980), hvor Abramović og Ulay holdt en udspændt bue med pil imellem sig. De mange referencer til Abramovićs enorme oeuvre, fremstår dog mest som en hyldest til dét, der var, end dét, der er. Når hun som Lucia i Lucia di Lammemoor eksempelvis smører sit ansigt ind i blod, virker det gemacht og selvbevidst i modsætning til Balkan Baroque, hvor hun blev indsmurt i det blod, hun forsøgte at vaske af den enorme bunke knogler, hun sad på i performancen på Venedigbiennalen i 1997.
Seven Deaths er visuelt underholdende og musikken vanvittig smuk, så jeg abstraherer gerne fra kulden og klicheernes kødannelse, for at få endnu en lille flig af verdensstjernen, hvis betydning for performancekunsten ikke kan overvurderes. Men mest af alt får jeg lyst til at genbesøge hendes tidligere værker, hvor det performative nu var aktiveret, og der virkelig var noget på spil.
