Lad os for et øjeblik lege, at de 24 inviterede kunstnere, kritikere og kuratorer, som har bidraget til Kunstkritikks julekalender 2016, var én samlet jury, som har udpeget årets bedste, mest rørende eller skarpeste kunst i Norden. Det er den opgave, som de inviterede bidragydere i forvejen er blevet stillet og har leget med på. Nu forsøger vi som eksperiment at analysere, hvad det samlet set siger om årets kunst i Skandinavien.
Da vi i 2011 første gang lancerede Kunstkritikks julekalender var det tænkt som en hyggelig poppet liste over årets highlights. Men det udviklede sig hurtigt til at blive et format, som de inviterede tog særdeles alvorligt og benyttede som anledning til at skrive hel- og halvlange essays over det forgangne kunstår. På redaktionen elsker vi det – både at udvælge de personer i det skandinaviske kunstliv, hvis mening vi er nysgerrige på og at læse de dedikerede indlæg efterhånden, som de tikker ind. Igennem de seks år (2011, 2012, 2013, 2014, 2015 og 2016) hvor julekalenderen har eksisteret, har nogle af regionens mest interessante stemmer bidraget. Samtidig er julekalenderen også blandt årets mest læste artikler.
Det er denne iver og seriøsitet, som ligger bag de 24 bidrag fra vores egne skribenter og inviterede gæster – 8 fra Sverige, 8 fra Norge og 8 fra Danmark – der gør, at vi tillader os, at kaste et aldeles uvidenskabeligt statistisk blik for i samlet form at se, hvilken kunst den ærede jury har skattet mest i det forgangne år.
Den mest anbefalede udstilling i Sverige var Samhällsmaskinen – Industriåldern ur konstens perspektiv kurateret af Lisa Rosendahl på Malmö Konstmuseum. Kunstkritikks egen Fredrik Svensk omtalte den som «årets samtidshistorisering av Sverige» og Mats Stjernstedt, netop tiltrådt direktør for Malmö Konsthall, skrev: «Aldrig trodde jag att det skulle vara så intressant att se en gulsparv från museiförråden möta en kartläggning över vattenkraftverken i Ångermanälven, men Rosendahls behandling av ämnet var lika sinnrikt upplöst som den var torr och noggrann». Tensta Konsthall var også blandt de svenske institutioner, som blev fremhævet af flest, særligt for Natascha Sadr Haghighians udstilling Fuel to the Fire.
Årets nordiske megaudstilling lå på Bergens skuldre. Triennalen Bergen Assembly, arrangeret af hele tre kuratorhold (Tarek Atoui, Freethought, og Praxes), blev da også årets mest anbefalede udstilling i Norge. Den svenske kurator Ulrika Flink, del af teamet bag den kommende Momentum-biennale, tilbragte hele tre timer i et tomt svømmebassin, det tidligere Sentralbadet, hvortil Tarek Atoui havde fået specialfremstillet særlige instrumenter, som kunne opleves af både døve og hørende. «En storslagen och mångbottnad performance som utgick från ett mångårigt arbete kring hörande, vilket gav substans och sammanhang,» skrev Helena Holmberg, direktør for Kunsthall Trondheim.
Af øvrige institutioner i Norge fik Museet for samtidskunst i Oslo flest stemmer, især for udstillingen Stille revolt: Norsk prosess- og konseptkunst på 70- og 80-tallet. «Materien kurator Ingvild Krogvig løftet frem var så porøs, uanselig, eterisk at den nærmet seg en slags ektoplasma. Man skal lete lenge etter en utstilling på et norsk museum som skilter en tilsvarende begeistring for et tilsvarende uspektakulært material,» skrev Kunstkritikks norske redaktør Stian Gabrielsen.
I Danmark var der ingen udstilling, som blev oplagt topscorer. Måske er det også derfor, at de danske bidrag er dem, som i størst omfang har peget på udstillinger udenfor landets grænser. Noget kunne dog tyde på, at det rører sig indenfor scenekunsten. Dansehallerne i København blev nævnt af et par af de danske bidragydere som et nyt sted for samtidsdansen, eksperimenterende koreografi men også for ambitiøse festivaller med højt til loftet såsom Works at Work arrangeret af Cecilie Ullerup Scmidt og Ida-Elisabeth Larsen.
Af anden statistik kan nævnes:
Årets nævnte kommercielle gallerier i Skandinavien: Galleri Riis, Stockholm; Standard (Oslo), Oslo og Galleri Specta, København.
Årets nævnte kunstnerdrevne steder i Skandinavien: NoPlace, Oslo; Diorama, Oslo; Louise Dany, Oslo; Podium, Oslo; 1857, Oslo; Mount Analogue, Stockholm og Years, København.
Skulle man sammenfatte noget af ovenstående kan man notere sig, at Norge er absolut førende, hvad angår antallet af kunstnerdrevne steder i Skandinavien. Det er selvfølgelig statistisk uvidenskabeligt, men måske ikke desto mindre sandt.
De udstillinger som allerflest af de 24 jurymedlemmer har peget på var årets to europæiske biennaler, Manifesta 11 i Zürich og den 9. Berlinbiennale.
Hvor de, som omtalte Manifesta 11 lod til at være enige om at fremhæve værker eller side shows på trods af en ellers slatten hovedudstilling, så delte Berlinbiennalen vandene totalt.
På Kunsthal Charlottenborg i København lød den ubetingede mest positive dom fra direktør Michael Thouber: «Berlinbiennalen var sci-fi, den var politisk, den var overfladisk, den var det hele. Berlinbiennalen var en dokumentar fra fremtiden. Og det kan lade sig gøre, for fremtiden kan man ikke dokumentere, med mindre man altså er DIS!» Også den danske kunstner Janus Høm måtte give sig: «Efter at have være absolut mættet af det meste af post-internet-kunstens diskurs og æstetik gav DIS’s Berlinbiennale en smule fornyet appetit. Den bedrift fortjener en plads på listen her.»
Den svenske kunstner Johanna Gustafsson Fürst pegede på Berlinbiennalen som en af årets bedste hændelser, også selvom hun ikke havde set den, men fordi den havde været omdrejningspunkt i så mange diskussioner, hun ikke havde kunnet deltage i: «Sällan har så många motstridiga åsikter yttrats av personer som vanligtvis brukar vara överens.» I forlængelse heraf kategoriserede Fredrik Svensk Berlinbiennalen som årets mest hadede udstilling og fortsatte polemisk: «En utställning som blev hatad från så många perspektiv att det den måste betraktas som bragd. Men är det verkligen sant att utställningen låg bakom Trumps valseger? Eller bara hans twitterkonto?»
Da kuratoren Massimiliano Gioni var i gang med forberedelserne til hovedudstillingen på Venedigbiennalen 2013 udtalte han, at den store udfordring forbundet med denne type udstilling, var at lave noget, som efterfølgende ville stå klart i folks hukommelse. Måske er det det, som er lykkedes med årets Berlinbiennale. Noget blev formuleret skarpt, æstetisk og politisk – noget som man kunne være uenige om. Hvad enten man synes Berlinbiennalen var et højde- eller nulpunkt, så tyder meget på, at netop denne udstilling vil være et referencepunkt for årene som kommer. Dermed har Berlinbiennalen som institution også demonstreret sit værd.
Uanset må denne uvidenskabelige statistiske analyse af årets julekalender slutte her med en sidste anbefaling: Det lader til, at Nordens bedste kunstbar passende ligger midt i Kunstkritikk-land, nemlig Bar 10 i Göteborg. Ses dér, inden alt for længe!
