Skuespiller og danser Elisabeth Heilmann Blind bevæger sig i ryk, fra side til side, mens hun holder publikums øjne fast. Vi er til seminaret Kalaallit Inuit Performance, som er arrangeret af Kunst som Forum under Københavns Universitet, men som lige nu føles langt fra pensumlister og tør teori.
Disciplinen uaajeerneq, maskedans, er blandt de ældste udtryksformer i Grønland og en tradition, Blinds egen generation har været afskåret fra, fordi dansen har været forbudt at praktisere under det danske kolonistyre funderet i kristendommen, som udgrænsede tradtionelle spirituelle ritualer.
Ved et lille sminkebord på scenen lægger hun farve langs knogalerne i sit ansigt: Sort for ånderne og det magiske, rødt for blodet og det livgivende og hvidt for renheden og forbindelsen til forfædrene. «I maskedans», fortæller hun, «sletter man sin egen identitet for at blive danseren». Hun binder en snor omkring ansigtet, som deformerer det og gør det asymmetrisk, mens hun forklarer, hvordan mennesket er på en rejse gennem dansens tre faser.
Først fase er den skræmmende, som handler om at møde sine egne begrænsninger og styre sine mentale kræfter for at overkomme frygten. Derefter følger den erotiske; den kraft, der ligger i at viderefører generationerne, og endelig den komiske fase. Blind rækker tunge og blinker til os. Ingen kan overleve uden humor, heller ikke i Arktis.
Elisabeth Blinds demonstration af maskedansen er på en måde hele seminaret i kondenseret form. For hvordan forholder man sig som kunstner til en tradition, der ikke længere praktiseres i sin oprindelige form? Og som inuit – til den erfaring og viden, som ikke er sproglig og nedskrevet? Det er temaet for dagens seminar, men måske også bredere i den åbenlyst vanskelige samtale imellem danskere og inuit i en politisk virkelighed, hvor vi mere end nogensinde har brug for at forstå hinandens ståsteder.
Selve seminaret, der finder sted på Forsøgsstationen på Københavns Vesterbro, tager udgangspunkt i scenekunsten, men som medarrangør og forsker Cecilie Ullerup Schmidt indledende forklarer, så er selve opdelingen i genre, i teater, performancekunst og litteratur, en kolonial tankegang, som seminaret grad ønsker at gøre op med. «Der skal gøres plads til den levende erfaring forankret i kroppen,» siger hun.
Som 12-årig rejste skuespiller Makka Kleist alene til Danmark som en del af et uddannelsesprogram for talentfulde inuit. «Hvad vil du være, når du bliver stor?» spurgte de voksne hende, hvortil Kleist svarede skuespiller. «Men du kan da ikke spille Shakespeare med dit ansigt,» svarede de. På Tuukkaq-teatret i Fjaltring i Lemvig lærte hun at arbejde med kroppen, og gennem research i grønlandsk historie forstod hun, hvor lille en del af inuits historie, der har med kolonitiden at gøre. De to erkendelser blev grundstenen i Nunatta Isiginnaartitsisarfia, den scenekunstskole, hun grundlagde i Nuuk i 2011, hvor udgangspunktet var inuits egen viden, sprog og forståelse af kultur og historie.
Forholdet mellem den danske påvirkning på den ene side og en dekolonial søgen efter sine rødder på den anden, bliver et forudsigeligt, men ikke uinteressant, omdrejningspunkt for størstedelen af seminaret. Stærkest stod de personlige historier om, hvordan man finder tilbage til det, man ikke var bevidst om at bære med sig.
Med udgangspunkt i kunstneren Pia Arkes begreb om bastarden, fortæller kunstner Jessie Kleemann, hvordan hun, da hun flyttede til Danmark i 2012, konstant blev spurgt til sin baggrund. Til en kulturnat i Det Grønlandske Hus i København besluttede hun sig for at give danskerne det, de åbenbart gerne ville have, og sådan kom hun til at performe med sælspæk. Det handlede om, siger Kleemann at konfrontere beskuerne med deres egne forventninger, for hvorfor tror danskerne egentlig, at inuitkunstnere producerer noget andet, end andre kunstnere? «Danskerne har lært os, hvordan man skal spise, lære og bede. Det er fornærmende, når danskerne regner med at opleve en specifik grønlandsk kultur, som deres forfædre selv har pisket ud af os,» siger hun.
Performancekunstner Siri Paulsen genkender oplevelsen: «Som inuit bliver man ofte inviteret med fordi man skal repræsentere noget, og det betyder, at man bliver set på som den anden. Det er underligt, for danskerne har været i Grønland så længe, at vi er blevet flettet sammen.»
Kunstner Kuluk Helms nikker og siger, at der i Grønland findes to forskellige paradigmer; inuits og europæernes. Som inuit har man lært at navigerer i begge verdener, fordi alle institutioner og infrastrukturer i Grønland fortsat er koloniale, men som europæer forstår man kun det ene. Det gør afkoloniseringen vanskelig, mener hun, for det betyder, at danskere ofte forventer, at man forklarer inuits verden igennem et vestligt paradigme, frem for at arbejde for at bygge bro mellem de to verdensanskuelser.
Først som 27-årig begyndte Helms at opfatte sig selv som inuk: «Jeg ligner min danske far, og derfor ser folk mig ofte som dansk. Det internaliserer man. Samtidig kommer man længere i verden, hvis man er dansk, og det internaliserer man også.» Derpå fortæller hun om en bevægelsesøvelse på en teaterskole i London, hvor hun opdagede, at hun bevægede sig anderledes end de andre studerende. I Grønland, opdagede hun maskedansen og kunne genkende sin krops bevægelse i den.
«Min krop vidste noget om mig, om min baggrund og kultur, som min hjerne ikke kendte til», siger Helms, som er igang med en kunstnerisk praksisbaseret Ph.d., der netop er en type uddannelse som giver hende mulighed for at arbejde med en viden, der ikke er funderet i en vestlig logik. Under hendes performance lecture senere på dagen indleder hun med at tænde en qulliq, en olielampe, der traditionelt har givet lys og varme i Arktis, hvor der ikke er træ, men som i dag bærer en spirituel og symbolsk værdi som en forbindelse til forfædrene. Med blød stemme og langsom udtale fremfører hun en serie korte digte, der synes at tale poesiens sprog frem for den dekoloniale teoris.
Dilemmaet i at genopdage en kultur, som har været forsvundet, uden at det bliver ren nostalgi, er tydeligt blandt flere af dagens indslag. Dramaturg og medarrangør af seminaret Siri Paulsen fortæller om arbejdet med teaterstykket Det Vandrende Menneske, som netop nu spiller på Nordatlantens Brygge, er netop en undersøgelse af, hvordan man kan bevare sine rødder og samtidig være i bevægelse: «Det vi har brug for, er ikke at gå tilbage i tiden, men at bevæge os ind i fremtiden og genopfinde os selv. Det kan man ikke, hvis man ikke har nogle rødder.»
Den aktuelle højspændte geopolitiske situation har hele tiden ligget lige under samtalen, men særligt tydelig bliver den, når seminaret drejer sig ind på, hvordan denne bevægen sig ind i fremtiden. Balancen imellem generobringen af traditioner og en aktuel virkelighed, hvor en amerikansk imperialisme forstyrrer den gamle debat om relationen mellem Grønland og Danmark synes svær at navigere i.
Dine Arnannguaq Fenger Lynge, daglig leder af Daiddaddallu – Sami Artist Network, opfordrer til, at man kigger til Norge for at se et eksempel på etableringen af en samtale omkring institutionernes ansvar for at opbygge en viden om samisk kultur, som endda har fået økonomiske midler til det. Det handler om at opbygge kapacitet og selvtillid i de samiske miljøer, særligt for de unge: «Det kræver tid, ressourcer og respekt,» tilføjer Lynge.
Kuluk Helms rammer hele dagens samtale ind, da hun siger: «Det koloniale system handler om at nedbryde inuits selvtillid, viden og kropslige erfaring. Inuits viden ligger i kroppen, den er ikke vestlig, og det skal vi være stolte af. Gennem vores kunst kan vi nedbryde den koloniale logik og rejse os som folk.»
