I den næsten mørklagte Botaniske Have lyser Palmehuset lyserødt op som et lokkende eventyrslot i glas og stål. En ansat fra Statens Naturhistoriske Museum fortæller, at skæret bare skyldes varmelamper, hvis funktion er at skabe det ideelle klima i væksthuset. Men jeg er allerede tunet ind på æstetik og iscenesættelse, for omgivelserne spiller en afgørende rolle, når kunsten er placeret i det offentlige rum. I dette tilfælde Marie Lunds installation bldngs, der går i dialog med det ikoniske, fredede drivhus i viktoriansk stil. Det er tegnet af Peter Christian Bønecke med inspiration fra Crystal Palace i London, opført i 1872-74 og huser en levende samling af tropiske og subtropiske planter.
Indenfor i den fugtige varme, hvor højlydt staccato-sang fra pilegiftfrøer og planter fra hele verden på et splitsekund sender mig langt væk fra byens novemberkulde, finder jeg hurtigt Lunds fem kobberskulpturer. Deres former minder om kæmpemæssige knivmuslingeskaller. Eller kobber-coatede akrylnegle lavet til gigantiske fingre. Godt fire meter oppe strutter de ud fra bærende søjler i Palmehusets centrum. De er tydeligt monterede – med metalstrips, spændebånd og et stykke gummi-underlag (kendt fra udendørs legepladser) mellem værket og søjlen.
Monteringen og den minimalistiske skarphed i skulpturernes udformning får dem til at se så funktionelle ud, som var de placeret dér for at opsamle de kondensdråber, der drypvis falder fra palmer og andre vækster. De glinser blankt, men det er et lag naturligt harpiks fra kunstnerens hånd, der giver dem den lækre overflade og ikke fugten fra vand-bestøverne, som med fast interval sprøjter finregn ud i væksthuset. Godt, at de taktile skulpturer er uden for rækkevidde, for ellers havde jeg i smug ladet mine fingre glide hen over dem.
Hvis man tidligere er stødt på versioner af Lunds krumme eller snoede kobberskulpturer i eksempelvis Mærsk Tårnets kantine på Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet eller i den udendørs pavillon på Holstebro Kunstmuseum, virker det oplagt, at de nu også optræder i Palmehuset. Men hvor de andre installationer er permanente, skal disse skulpturer indtil videre kun hænge her i et år. Det kunne ellers være sjovt at se dem tage præg af omgivelserne, irre til og blive endnu mere organiske end de allerede er. Måske ville de blive en integreret del af Palmehusets mini-univers på samme måde som Sonja Ferlov Mancobas Maskeskulptur (1977), der helt grønlig og halvt dækket af en klatreplante gemmer sig ved et lille guldfiskebassin.
Mødet mellem Lunds bldngs og dette kunstigt skabte tropiske mikrokosmos, får mig til at tænke på plantebordet, som udgjorde det ene hjørne af hjørnesofaen i mit barndomshjem. Fordybningen i bordet var fyldt med lecakugler og der, blandt bregner, kaktusser, sukkulenter og minipalmer, skabte jeg en egen lille verden med små figurer, dukker, muslingeskaller og andre skatte. At opleve bldngs i Palmehuset er som at blive transporteret ned i skala og bevæge mig rundt i netop dét barndommens lege-univers. I noget, der mimer virkeligheden, men er en konstruktion.
Det vækker en undren over, hvad der er forestilling og hvad der er virkeligt, hvad der er funktion og hvad der er kunst og hvor skellet går imellem natur og kultur. Og den undren, fornemmer jeg, behøver hverken at munde ud i konklusioner eller fordømmelse af fortidens indsamling af eksotiske planter, som trækker tråde til kolonitiden. Den ligger blot som en undertone i værkerne og i essayet «How to survive in a bell jar», der er skrevet til lejligheden af kurator og forfatter Laura McLean-Ferris. Her berører hun også det problematiske aspekt i den vestlige verdens videnskabelige samlinger og udstilling af andre kulturers genstande og arter. I øvrigt en problematik, som Londons botaniske have, Kew Gardens (fra 1759), har arbejdet med i formidlingen, hvor historiens kompleksitet understreges; at der ikke findes en neutral position, hvorfra man kan fortælle planternes historie.
I dette tilfælde fødes spørgsmålene ud af Lunds subtile måde at pege på de konstruktioner og forestillinger, vi skaber omkring os. Et næsten usynligt, men meget præcist greb er værkmarkeringerne, udformet som små skilte i lighed med de, der fortæller om planternes art og oprindelse. »Marie Lund, bldngs, copper, colophony, rubber, 2023», står der, stukket ned i jorden ved siden af: «Pandanus Utilis, Madagaskar-Skruepalme, Madagaskar».
Lige så unaturligt, det kan synes, at planter fra forskellige kontinenter står her og fletter grene, lige så naturligt blender Lunds værker ind med deres anderledeshed. Samtidig skaber de en bevidsthed om det menneskeskabte og spørgsmålet om, hvordan narrativer bliver til. For hvad er forskellen på de buede kobberskulpturer og en kaktus fra Tanzania i denne sammenhæng? Lund giver ingen svar, men peger på den større fortælling bag; at der er mere, end det vi umiddelbart ser og at vi selv må fortsætte tankerækken. På den måde kaster hun bolden over til beskueren, som bliver placeret i rummet og bliver til en del af fortællingen.
Sandsynligvis vil nogle overse skulpturerne eller tro, at de er del af den funktionelle arkitektur og de genstande, der bidrager til at opretholde det tropiske indeklima, for deres væren i rummet er så stille elegant. På den anden side er installationen insisterende og stikker potent ud i kraft af sin materialitet; det blanke kobber formet så organisk, at det er svært ikke at blive betaget.
Marie Lunds bldngs i Palmehuset er et klasseeksempel på, hvad kunst i et (semi-)offentligt rum kan, når der er balance i dialogen imellem kunst og kontekst. Det får begge dele til at vokse og stå tydeligere frem. Og her får mødet mellem værker og omgivelser os ydermere til at se en konstruktion og se igennem den.