Merete Jankowski er ny kunstnerisk leder på Overgaden – det københavnske udstillingssted, der ligger i bydelen Christianshavn og er en af hovedstadens dagsordensættende institutioner. Udnævnelsen af institutionens nye leder var derfor ventet med ekstra spændning. Jankowski er Mag.art i kunsthistorie og kommer fra en stilling som rektor på Det fynske kunstakademi, hvor hun har været siden 2009. Før da arbejdede Jankowski i Kunststyrelsen (det nuværende Kulturstyrelsen). I 2010 var Jankowski medkurator på gruppeudstillingen Fall Out på Gl.Holtegaard og Malmö Konsthall. Et par af kunstnerne fra denne udstilling kommer også til at præge programmet hendes første år på Overgaden.
For nyligt afholdt Overgadens bestyrelse en tiltrædelsesreception for stedets nye leder, som i den anledning kvitterede med en tale, hvori hun skitserede nogle af sine planer for institutionen. Kunstkritikk har talt med Jankowski og bedt hende uddybe sine tanker om Overgadens fremtid.
Overgaden er jo en speciel konstruktion, fordi det er et sted, hvor kunstnerne selv ansøger stedet om at få tildelt en udstilling. Så hvor meget profil kan man ligge for dagen for et sådan sted, udover de kunstneransøgninger man vælger at byde indenfor. Hvad har du gjort dig af overordnede tanker om det?
Overgaden blev i sin tid startet som et sted for det kunstneriske eksperiment i København – for det som ikke kunne passe ind i kunstverdenens øvrige etablerede formater, museet, galleriet eller de kuraterede udstillinger. Dette vil stadig være Overgadens kerneidentitet. Vi kommer til at producere ca. 80% udstillinger baseret på indkomne ansøgninger og ca. 20% på formater/projekter, som vi selv skaber.
For mange år siden var Overgaden kendt for at være et sted hvor man bare fik udleveret en nøgle og så måtte man selv stå for opbygningen af udstillingen, formidlingen etc. De dage kommer for alvor til at være slut nu. Fremover, når man får tildelt en udstilling på Overgaden, så får man et hus, der virkelig arbejder for én. Det handler både om at man får professionelle produktionsforhold, honorar for sit arbejde og teknikerhjælp, men at man også i høj grad bliver en del af et kunstfagligt netværk – altså et kuratorisk team som arbejder for en som kunstner i den tid man er der. Det er jo alt fra at pitche ens udstillinger til andre eller til at hjælpe med at få promoveret sine ting i udlandet. Man kan måske sige, at der hvor vi kan være med til at præge de udstillinger, der kommer til os udefra, er hvor professionelt vi er med til at producere disse udstillinger. Det er i høj grad sådan jeg anskuer det kunstfaglige teams rolle.
I 2006 holdt Overgaden et seminar, der hed «Fra kunstnerdrevet til kuratorstyret». I forhold til oplægget var det underforstået at Overgaden dengang betragtede denne udvikling som en revolution for stedet. Men det som jeg drømmer om er en slags tredje position – at Overgaden skal være kunstnerdrevet og kuratorstyret, og at vi holder op med at abonnere på et utidssvarende modsætningsforhold mellem kunstner og kurator.
Din beskrivelse af Overgadens virke i forhold til de ansøgte udstillinger – den professionelle håndtering af kunstnernes egne udstillinger, fra produktion til kommunikation – lyder måske ikke så anderledes end det, der er blevet forsøgt de sidste mange år, under Henriette Bretton-Meyers ledelse. Er der en forskel?
Nej, det er ikke en revolution – jeg tror generelt, at institutioner har bedre af gradvise modifikationer end revolutioner. Vi arbejder mod stadig mere professionelle produktionsforhold, som Henriette Bretton-Meyer også gjorde. Men det er noget meget nyt i Overgadens historie at man tilbyder en uges teknikerhjælp, hjælp til produktion og honorar til kunstnerne. Indtil for ganske nyligt har der været den holdning på Overgaden, at når man fik en udstilling på stedet, så var det i høj grad kunstnerens eget projekt og eget ansvar. Overgaden var ikke mere involveret end at man lagde de fysiske lokaliteter til rådighed. Stedet har jo været under en konstant professionalisering i flere år, så der er tale om en fin-tuning af en model, hvor vi i højere og højere grad lærer hvordan vi kan professionalisere produktionsforholdene.
Du har sagt, at du ikke er interesseret i at kalde Overgaden for en kunsthal. Vil du uddybe det?
Jeg er skeptisk overfor tanken om at kalde Overgaden for en kunsthal. Jeg vil hellere tale om Overgaden som et rum for samtidskunsten – et sted som er accessibelt for kunstnernes egne ideer og hvor man samtidig kan få en kunstprofessionel sparring. Det synes jeg er noget helt andet end kunsthallen, hvor hele institutionen er underlagt en direktørs ideer.
Jeg kan jo rigtig godt lide at det er lidt svært at sige, hvad Overgaden egentlig er – især i disse dage, hvor det forventes fra alle sider af, at man er så utrolig skarpt profileret. Overgaden er hverken en selvorganiseret institution men heller ikke en kunsthal. Overgaden er først og fremmest et udstillingssted og et rum, hvor samtidskunsten kan udfolde sig. Jeg kan rigtig godt lide, at ordet «udstillingssted» er blevet lidt usexet og i hele taget at arbejde med den diskurs, der træder lidt ved siden af. Der var jo en lille revolution i Danmark for et par år siden, hvor alle mellemstore institutioner pludselig kaldte sig selv for kunsthaller. Og ligesom jeg ser forestillingen om kunstneren som geni som lidt bedaget, så ser jeg også forestillingen om kuratoren som auteur som lidt utidssvarende. Måske kan det være et nyt udgangspunkt at sige, at Overgaden først og fremmest er et sted hvor kunstneren og kuratoren samarbejder. Det handler hverken om, at Overgaden skal være et kunstnernes hus eller om at Overgaden skal være en kunsthal. Måske kunne man finde en fusionsmodel.
Er der nogen institutioner, måske udenlandske, som du kan nævne, som er forbilleder for et sted med den proces, du beskriver?
Der er mange forskellige institutioner som er forbilleder på hver deres måde. Jeg kunne nævne institutioner som Gasworks eller Whitechapel i London. Eksempelvis er Whitechapel jo en etableret kunsthal, men på grund af store uddannelsesprogrammer og høj community-forpligtelse ligner den jo ikke de klassiske kunsthaller, som vi kender fra Danmark, hvor der lidt er en tendens til at kunsthallerne opfatter sig selv som autonome rum for kunsten, hvor det traditionelle kunstpublikum – os, der arbejder med kunst til dagligt, kan komme ind og tale med hinanden. Derfor kommer Overgaden også i de kommende år til at arbejde med at åbne sig op for omverdenen. Forsøge at tiltrække og interessere et publikum udenfor kunstverdenen. Der er mange af de engelske institutioner et forbillede for mig, fordi de tager det alvorligt at de ligger et bestemt sted i byen og at forskellige publikumsgrupper skal tales til og med på forskellige måder for at blive interesseret og engagerede
Det kan ikke nytte noget at man tror, som man har gjort på Overgaden, at man kan slippe afsted med at lave et centralt gult ark med et højt lix-tal, som man bare sender ud til alle og så regner med at skolerne i området læser det og derfor kommer eller at kunstforeningerne kan forholde sig til det særlige kunstfaglige sprog og kommer på den baggrund. Det er i høj grad et spørgsmål om at udvikle differentierede formidlingstiltag og opsøgende dialog. Det kommer vi for eksempel til at beskæftige os med i et Open Call i 2013, hvor vi inviterer kunstnere til at arbejdet med Christianshavn og områdets historie. Det med at forankre institutionen det sted, den er – det interesserer mig utrolig meget. Jeg vil gerne lidt væk fra opfattelsen af, at Overgaden er sådan et sted der ligger på Christianshavn men som sådan ikke har noget tilknytningsforhold til stedet. Der er ikke et lokalpublikum eller en lokal interesse for stedet. Det er i høj grad kunstmiljøets eget sted og det er selvfølgelig også fint og det skal vi fortsat være. Men vi skal også kunne engagere andre publikumsgrupper end de klassisk kunstfaglige.
Der ligger du vel på linie med kunsthallernes ambition?
Det kan man sige, men det er også fordi jeg synes af kunsthallerne ligesom Overgaden har en dannelsesforpligtelse. Vi er en statslig institution og har det derfor som vores delvise opgave at gå ud og forklare folk hvad samtidskunst er og engagere folk i det. For mig er det også en etisk ting. Det interesserer mig ikke at lave noget, som kun er for de få. Jeg vil ikke kun lave noget som kun mine venner i kunstmiljøet kommer og ser, for jeg tror jo at samtidskunsten har et potentiale for at nå langt videre ud. Det er også derfor at Overgadens traditionsrige kunstbogfestival i år bliver lavet i samarbejde med Københavns biblioteker, for eks. – for også derigennem at nå et andet publikum i tale.
Programmet ligger jo fast fra den forrige leder frem til sommer 2013, men kan du allerede pege på nogle kunstnere, som du gerne vil udstille?
Under min ledelse på Overgaden vil vi gerne arbejde med nogle forskellige udstillingsformater, som er vores egenproducerede og et af dem er et format vi kalder ”Revisit”. Det er et format, hvor vi genbesøger markante udstillinger, der har været i årenes løb og geninviterer kunstnerne til at vise, hvad der er sket siden da. Tanken er at præsentere de nybrud og interessante tanker, der er blevet tænkt i løbet af stedets historie og hvordan kunstnerne har videreudviklet dem over tid. Den første af slagsen bliver den danske kunstner Kirsten Justesen, som laver en nyproduktion i anledning af, at det er 20 år siden at Overgaden viste den udstilling, der hed Smeltetid#5. Et andet projekt vi kommer til at realisere i 2013 er premieren på vores kunstneriske internationale partnerskaber, som handler om at realisere internationale udstillinger i samarbejde med interessante udenlandske institutioner. Det første projekt bliver med den britisk-israelske kunstner Oreet Ashery med et projekt, der hedder Party for freedom, som vi realiserer i samarbejde med Liverpool biennalen og Tate Britain.
