Hvis et Alicja Kwade-værk falder og ingen hører det …

Alicja Kwades soloudstilling på Kunsthal Charlottenborg er lidt for lidt poesi og lidt for meget pædagogik.

Alicja Kwade, Out of Ousia, 2016; Parralelwelt (Ast/AntiAst), 2018. Installation view, Kunsthal Charlottenborg 2018. Foto: Torben Eskerod.

Hvis et træ falder i skoven, men ingen hører det, laver det så en lyd?, spurgte den irske oplysningstidsfilosof George Berkeley for at anskueliggøre den tvivlsomme sammenhæng imellem det fysiske materiale og de sanseoplevelser, der er afledt af dem.

Nogenlunde det samme grundspørgsmål finder vi hos kunstverdenens aktuelle darling, tysk-polske Alicja Kwades solo på Charlottenborg, der arbejder med det helt klassiske samtidskunstgreb at skille familiære objekter fra deres funktion, tillægge dem en ny og derved spørge til deres essens. Er Alicja Kwades iPhone stadig en iPhone, hvis hun blender den og former en vase af stumperne? Hvis en sten og en aluminiumsafstøbning af samme sten ligger på hver side af et spejl, er de to former så visuelt identiske eller essentielt forskellige?

Titlen Out of Ousia, som også et værktitlen på den spejlede sten, betyder noget i retningen af «ud af essensen» og indrammer en udstilling, der stiller en masse spørgsmål til de allermest basale, naturvidenskabelige principper: Tyngdekraft, tid, massefylde og skala, for bare at nævne et par stykker. Udstillingen er pragmatisk fordelt med en installation i hvert rum, og to værker, der strækker sig igennem alle sale og binder det hele sammen. Eksempelvis løber en smal frise af urvisere igennem samtlige rum og opmåler dem i tid, frem for i kvadratmeter. Hvis man går rigtig hurtigt forbi dem og kniber øjnene lidt sammen imens, ser det ud som om viserne snurrer rundt og tiden går i et hæsblæsende tempo.

Kwades værker befinder sig et sted imellem moderne alkymi, optiske illusioner og en minimalistisk version af den type konceptkunst, der især giver mening, når man har fået pointen forklaret. Det får man dels i installeringen, hvor værker spejler hinanden og tydeligt understreger pointer på tværs af rummene, og dels i et lille formidlingshæfte, der på få linjer gennemgår hvert værks idé. I et værk møder vi en metalring, der ligger stille, mens lyden af en metalring, der spinder på gulvet fylder rummet. Få skridt længere inde møder vi en skulpturel form, der gengiver ringens bevægelser, men denne gang uden lyd.

Der er antydninger af de poetiske kvaliteter, Kwades praksis også rummer, i det store nye værk DrehMoment, hvor forskudte stålrammer holder og balancerer fem glober af stenarter fra vidt forskellige dele af verden. Her får man en fornemmelse af himmellegemer, der drejer om akser påvirket af kræfter så store, at det er vanskeligt at begribe. Andre værker, som eksempelvis den blendede iPhone, leder derimod tankerne hen imod Eksperimentariets pædagogiske fremstillinger af naturvidenskabelige principper – hvor man vel at mærke ikke selv får lov at trykke på knappen.

Alicja Kwade, DrehMoment, 2018. Installation view, Kunsthal Charlottenborg 2018. Foto: Torben Eskerod.

Diskussion