Jeg skal indrømme, at jeg har det ambivalent med Paladsbiograferne, som sammen med hakket oksekød hører til på listen over emner, som min kæreste og jeg har besluttet ryger ud af vores liv, så snart børnene er store nok. Dertil har vi set for mange syntetiske animationsfilm og dårlige danske børnefilm i den bygning. Men jeg elsker Palads Teatret for den ikoniske udsmykning, som Poul Gernes udførte i 1989 og som gør bygningen til en afsindig forvandlingskugle af farve og humoristisk overskud ulig noget andet i byen. Jeg er heller ikke i tvivl om, at den pjattede udsmykning er medvirkende til, at Palads er børnenes foretrukne biograf.
Palads Teatret er ubetinget Gernes’ mest kendte udsmykning. Den er også et monument om en svunden tid. For selvom udsmykningen blev udført i «fattigfirserne», hvor København kun havde penge til lidt maling i stedet for en egentlig renovering, så emmer selve gestussen af fordums tiders demokratiske kulturpolitik sat i verden for at sørge for, at både børn og voksne mødes af høj kunstnerisk kvalitet i deres daglige færden i det offentlige rum. Det bliver man især mindet om i disse dage, hvor Københavns Kommune leger med tanken om at rive bygningen ned til fordel for et gigantisk højhusbyggeri, som blandt andet inkluderer overdækningen af den tilstødende Vesterport banegrav. Dette var anledningen til, at Indre By Lokaludvalg tirsdag aften afholdt borgermøde i en af de store sale i Paladsbiograferne.
Mens min egen interesse fortrinsvis angik det kunsthistoriske tab ved en eventuel nedrivning af Palads Teatret, så var andre – med god grund – mødt op for at spørge til den glas-og-stål-monstrøse arkitektur inklusive tre højhuse, som ligger på tegnebordet. Der skal udarbejdes en helt ny lokalplan for området omkring den åbne banegrav efter, at DSBs Ejendomme har set mulighed i at kapitalisere den luft, som ligger over banegraven. Sagen er nemlig den besynderlige, at mens Banedanmark ejer selve banegraven, togsporene på jorden, så ejer DSBs Ejendomme selve luften i gadeplan.
At omdanne luft til fast ejendom i det allermest centrale København – nabo til Rådhuspladsen, Tivoli, Hovedbanegården, H. C. Ørstedsparken, latinerkvarteret omkring Studiestræde etc. – må være ejendomsmarkedets svar på ren og skær alkymi. Nogle af de allermest ophidsede tilhørere var da heller ikke sene med tilråb som «det handler jo kun om profit» rettet mod repræsentanten fra DSB Ejendomme, som stille og roligt bekræftede, at ja, de var sat i verden for at skabe overskud til virksomheden. Da gik det op for mig, at der her i den store biografsal også var tale om et sammenstød af generationer. Hvor det kritiske publikum overvejende tilhørte 1968-generationen og ældre, så var min egen generation og yngre (Generation X, Y og Z) overvejende repræsenteret i aftenens første panel aka Teknik- og Miljøforvaltningen, DSB Ejendomme og arkitektfirmaet Werk.
Det er farligt med den slags generationsopdelinger. At københavnere på 20-50 år, måske den mest indflydelsesrige alder, ikke kigger op fra skærmen og tropper op til den slags møder, gør det alt for let for et panel som dette at ryste overbærende på hovedet og tænke «velkommen til virkeligheden fætter 68», når der råbes «ren profit» efter DSB Ejendomme. Også selvom den efterfølgende præsentation af arkitekturen viste, at kritikerne i mange henseender har ret. Der skal bygges højt og tæt for at det kan betale sig at lave den bekostelige semi-lukning af banegraven. Og nej, de skitserede kæmpestore højhuse er ikke sammenlignelige med de smalle spir og klokketårn, som ellers kendetegner den københavnske skyline og som man uhæmmet bruger som legitimation for at bygge i højden.
Jeg skal indrømme, at jeg de første par minutter, mens jeg lyttede til arkitekten Henrik Faurskov fra Werk var på nippet til at følge ham ret langt. Det lød jo ret godt med et grønt rekreativt område, som viderefører H. C. Ørstedsparken og til en vis grad rekonstruerer det grønne bælte, som tidligere har flugtet med Københavns voldanlæg. Jeg så det for mig; en grøn oase i indre by med høje ufremkommelige siv, som børnene leger i og en skov til byens vilde dyr. Det var faktisk næsten værd at ofre Poul Gernes’ farvebombe for. Men puf, blev jeg revet ud af drømmen, da projektionen med arkitekturmodellen tonede frem på biograflærredet og «naturen» selvfølgelig viste sig at være de der træer, der vokser mellem fliser i ordnede rækker omkring en normativ glas-og-stål-arkitektur af den slags, som vi kender fra Shanghai, Seattle og alle mulige andre steder, hvor man drømmer om, at «cafeer, gallerier og liv» skal udfylde hele stueplanet. Ja klart – prøv at spørg nogle af byens førende gallerister om de ikke har lyst til at flytte galleriet ind i en glasbutik ud til H. C. Andersens Boulevard med souvenirbutik til den ene side og Espresso House til den anden.
Der blev også vist billeder af den «forskellighed», man ønsker for området – glade cykelpiger, legende børn og, igen, folk på café. «Vi vil ikke have monokultur», lød det. Det stod så i skærende kontrast til den eksemplarisk monokulturelle højhusplan, som – ledsaget af et dybt suk i salen foruden et par mindre pæne tilråb – tonede frem på næste billede, inklusive hoteller og ja, ny biograf. For en af lærdommene fra aftenens møde var, at end ikke Nordisk Film, som driver Paladsbiograferne, har til sinds at kæmpe for den kunsthistoriske bygning, som huser dem. «Det er ikke en tidssvarende bygning. Vores publikum vil ha bedre lyd og større sæder,» lød det fra firmaets repræsentant.
Hvis Indre By Lokaludvalg havde forestillet sig at talerne efter pausen – modsat forsvarene/forklaringerne før – skulle repræsentere en slags kritikere af projektet, så var professor Arne Høi fra Kunstakademiets arkitektskole et fejlcast. Jeg havde måske også håbet på, at han måske ville være den, som mere eksplicit redegjorde for værdien af Gernes’ udsmykning. Men det var næsten som om han vægrede sig ved at tale om den for slet ikke at tale om at indvie os i sin mening om bygningen. «Den betyder noget for mange mennesker, har jeg kunnet læse af debatten,» konstaterede han tørt. Dernæst talte han mere generelt om fredede og bevaringsværdige bygninger og belærte salen om at bevaringsværdighed ikke er en lov, men altid er et skøn: «Det er noget, som foregår inde i hovedet på os selv». Derpå fulgte et par historiske eksempler på, hvornår man har revet noget ned i byen og bygget noget nyt, som siden hen har vist sig at have værdi. Lidt morsomt var det, da Høi fremdrog Arne Jacobsens ikoniske nationalbank som et eksempel på en bygning af høj kvalitet, også selvom den var blevet opført på bekostning af en bygning fra 1870 i historicistisk stil. «Vor Herre bevares», lød det gennem salen, da Høi kunne oplyse, at Jacobsens bygning nu var klassificeret som fredet bygning.
Aftenens sidste taler var Jakob Lange, formand for Foreningen for Hovedstadens Forskønnelse. Han lagde til gengæld ikke fingrene imellem. Selvfølgelig skulle Gernes’ bygning fredes. Faktisk mente han Fredningsloven burde laves om, så man også kan frede hele miljøer. «Det handler jo om livet mellem husene», som han sagde. Det var der også andre, der havde sagt igennem aftenen med indirekte henvisning til den berømmede danske arkitekt Jan Gehls diktum om, at man skal bygge så forskelligartet liv og funktioner kan udfolde sig i menneskelig skala mellem byens bygninger. Det var dog første gang denne aften, at denne henvisning ikke forekom hul.
Lange, som også har en fortid bag sig i Borgerrepræsentationen, talte om de mange arkitekturmodeller han som politiker havde været med til at vurdere igennem tiden; Urbanplanen, Det Hvide Snit, Mjølnerparken etc. De så faktisk også lovende ud på papiret dengang, sagde Lange, men se hvad det er endt med. Ifølge Lange var der ingen tvivl om, at det er præmisserne den er gal med. Der er ofte en inhabil alliance mellem sælger, som i hovedstaden oftest er By & Havn, på den ene side og Københavns kommune på den anden side. De er ikke så forskellige instanser, som man kunne ønske sig – «de har kappen på begge skuldre,» som han tilføjede. Man vælger gode arkitekter, men den uhellige alliance presser for kvantitet og byggetæthed, så man ender med at skulle gå så meget på kompromis at et ellers fint oplæg ender som et byggeri, som ingen er stolte af. Af nylige konkrete eksempler på miseren nævnte han Carlsberggrunden, Posthusgrunden og højhusene på Amager Strand.
Selvom Jakob Lange var hård i sin kritik af præmisserne for byggeriet i Københavns kommune, så var det var faktisk lidt befriende at høre nogen sige det. Et eller andet har der jo været galt, de sidste par årtier hvor det ene sørgelige byggeri har skudt op i København på prominente placeringer. «Hvorfor sådan et hastværk?» spurgte Lange og opfordrede til, at man simpelt hen sænkede hastigheden og vurderede det, som allerede er bygget og se lidt på hvad der holder over tid: «Rådhuset skal ikke præge byens udtryk på ganske få år – i al fremtid». Her fik jeg nærmest lyst til at rejse mig og råbe: «Total byggestop nu og de næste 10 år!» For på en måde forekommmer det at være noget så radikalt, der skal til for at København atter kan komme på sporet af en bæredygtig byudvikling – både hvad angår byggekvalitet, æstetik, miljø og livet i og imellem husene. Tænkepause og tid til overblik og ordentlige processer.
Tilbage til salig Poul Gernes’ udsmykning. Repræsentanten fra Teknik- og Miljøforvaltningen blev spurgt, hvordan kommunen ville stille sig overfor en eventuel fredning af bygningen, hvortil hun svarede, at det ville man selvfølgelig forholde sig til, men det forudsatte jo, at der først blev indsendt en fredningsanmodning. «Det er der skam også gjort», forsikrede en af publikum.
Aftenens anden gode nyhed var en demokratisk opfordring, som oven i købet nemt kan efterleves af generationerne hjemme ved skærmen. Formanden fra Indre By Lokaludvalg opfordrede nemlig til, at man tilmelder sig sit lokale borgerpanel. De findes i hver af de 12 lokaludvalg i Københavns Kommune. Indre Bys Lokaludvalg har fx 5.000 i deres borgerpanel svarende til 10% af bydelens beboere og dermed en større svarprocent end hvad noget analyseinstitut kan levere. Med andre ord, disse borgerpaneler kan nemt blive instanser, som politikerne må vænne sig til lytte til, når det er blevet adspurgt om emner vedrørende borgerne og bydelen. En simpel opfordring og service til medborgerfølelsen, som jeg skyndte mig at gribe og hermed giver videre.
Er det så også ”forloren sentimentalitet”, hvis man ikke synes, at museerne skal have lov til at sælge ud af deres samlinger? Man skal vel stadig tage diskussionen om, hvorvidt Palads er en del af en kulturarv, der skal bevares eller ej, selvom det ikke er kunst, der kan være i et museums magasin. Og selvom bygningen ligger i en bydel der er renset for alt andet liv en det kommercielle…
hel enig……
bykernen i københavn er for længst blevet renset for alt andet liv end det rent kommercielle. beboelseskvartererne er skrumpet til stort set ingenting. nu er der kun varehuse, værtshuse, diskoteker, tivolier, tøjbutikker, hoteller, kontorhuse. det eneste ærinde man kan have der inde er at købe noget. Ikke at der er noget galt med det, men det minder i al væsenlighed om at hænge ud i et shoppingcenter. efter min mening er slaget tabt for adskillige årtier siden og man skulle måske rette blikket mod andre dele af byen som det er værd at kæmpe for. denne typer kvarterer, disse kommercielle centre, er altid under så hastig forandring at det nok ikke giver mening at forestille sig at bevare noget i dem. det bliver i så fald sådan en slags skalbevarelse, en bevarelse der ikke når længere end til det yderste lag maling og måske et navn der smager lidt af historien. tag bare brandts eller nordkraft, eller et hav af lignende fester på døde bygningskroppe som i bedste fald virker usmagelige. så heller overlade dele af byen til markedskræfterne end denne forlorne sentimentalitet.