Sæsonen starter tidligere og tidligere i Danmark. Og det er ikke svært at se, hvad der presser kalenderen. Kunstmesserne Chart og Enter indtager København denne weekend, hvilket får gallerierne til at åbne deres første udstillinger i ugerne før. Det æder noget af sommerpausen, som ellers præger den øvrige europæiske kunstscene mindst frem til september. Men i en nation gennemvædet af protestantisk arbejdsmoral er alle altid klar til at smøge ærmerne op.
Det er lidt et princip for mig, at messerne ikke bliver min personlige sæsonåbning. Jeg skal helst møde scenen på en anden måde først. I år var det ikke svært. Også flere af udstillingsstedernes diskursive programmer havde meldt tidlig klar til start.
Allerede i begyndelsen af august overværede jeg en samtale på Overgaden mellem kunstner Hannah Heilmann og kunsthallens udstillende kunstner, Birke Gorm. De talte om at genbruge posthusets kasserede papkasser og, meget hurtigt også, om, hvad en udstilling egentlig er. Jeg blev blød om hjertet og mindet om, hvorfor jeg er i denne business, hvor 25 mennesker møder op en regnvåd søndag for at lave kollektiv tænkning omkring en udstilling, som findes på etagen over alles hoveder.
Heilmanns relevante, og ærligt interesserede, spørgsmål til kollegaen sendte mig tilbage til de kritikklasser, jeg har deltaget i, mens hun var lektor på kunstakademiet i København. Hun er netop sluttet, efter ti år. Der er altid rigeligt med artikler, når Statens Museum for Kunst får ny direktør –«Vil Astrid la Cour opnå det, som Mikkel Bogh ikke magtede?» og videre i den dur. Ingen skriver om en afgående underviser, som har kastet vitale enzymer ind på scenen. Jeg er overbevist om, at vi kan takke Heilmann for en særlig filigranagtig sensibilitet, som findes på den unge københavnske scene.
Apropos, hvad der skaber en scene, så kan man selvfølgelig også bare scrolle igennem efterårsprogrammerne på diverse kunsthaller og museer. Udstillingen med dansk-palæstinensiske Larissa Sansour, der åbner i september på Kunsthal Charlottenborg, vil ganske sikkert kile sig ind i den samtale, der foregår på scenen lige nu omkring den ufattelige tragedie i Gaza. Ligesom Louisianas præsentation af Jon Rafmans Nine Eyes of Google Street view (2008- ), baseret på billeder indsamlet af Googles hær af hybridbiler overalt på kloden, givet vil blive set i lyset af den aktuelle kritik af teknologiernes problematiske indvirkning på vores liv.
Men sådanne udstillinger var bare ikke det samme, hvis der er ikke også var en scene, der kittede det hele sammen. Nogle gange går det også helt skævt. For eksempel, når institutionerne importerer internationale navne, som hverken er forbundet til scenen eller, hvad der er værre, som institutionen ikke engang selv lader til at være ægte interesseret i. Overfor den slags udstillinger kan man som kritiker godt få fornemmelsen af at være sat i verden for at binde sløjfen, levere en slags public service, som institutionen ikke selv orker. I sådanne tilfælde bliver jeg mindet om, hvad jeg ikke er i business for.
Den Frie Udstillingsbygning tager fortsat den kuraterede gruppeudstilling alvorligt. Det betyder blandt andet, at vi efterhånden har et godt indtryk af, hvad stedets kuratorer interesserer sig for. Dette efterår gælder det Laura Gerdes-Mirandas udstilling Maybe we could both belong, som udfordrer idéen om, at følelser kun skulle være private eller subjektive oplevelser – at de også er kollektive kræfter, der former vores fælles virkelighed. Kunstnerlisten rummer blandt andre Ghislaine Leung, Aia Sofia Coverley Turan, Jasleen Kaur og Kirsten Lockenwitz. Og apropos forankringen i scenen, så er udstillingstitlen inspireret af en sang af københavnerbandet Haloplus+.
Mens der i en årrække har været en markant opblomstring af nye kunsthaller på den danske scene (Copenhagen Contemporary, Spritten, Kongegaarden, Kunsthal n, Kunsthal 44 Møn, Kunsthal Thy, med flere), er vi nu inde i en stime, forhåbentligt, med nye fonde.
Fake Foundation gik i luften i foråret og navnet ses allerede i forbindelse med flere aktuelle udstillinger. Sidste nyt i fondslandskabet er Ole Faarup Art Foundation. Den danske samler, der døde tidligere på året, besluttede for mange år siden, at ved hans død skulle hans kunstsamling sælges og pengene overgå til en fond til støtte for danske kunstnere under 50 år. Bestyrelsen har længe været på plads, og første opgave er at sætte samlingen på auktion dette efterår. På en mere og mere aktiv kunstscene – jævnfør boomet af nye institutioner – er der brug for mange forskellige slags støttegivere, private såvel som offentlige. De nye fonde gør tingene på hver sin måde, heldigvis.
Samme diversitets-perspektiv kan man også anlægge på fristaden Christiania, som i mange årtier var præget af en monokultur, hvad angår billedkunsten – hippie-formalisme møder kedelig hashkultur. Først i 2019 – et halvt århundrede efter Stadens grundlæggelse – havde Christianiabarnet Ann Sophie von Bülow succes med at ryste posen med udstillinger i Byens Lys, Ugespejlet, Den Grønne Hal og andre af fristadens institutioner. Det var noget af det mest stimulerende, der skete på kunstscenen i de år. Også selvom det – af christiania-bureaukratiske og rockerrelaterede grunde – mest var for de indviede. Situationen er helt anderledes for Christiania Biennalen, der åbner denne weekend.
Aldrig har fristaden ændret sig så meget på så kort tid som efter rydningen af hashmarkedet sidste sommer. Før da havde det været utænkeligt – som biennalen gør nu – at sætte Nina Beiers løveskulpturer op i den gade, som godt nok stadig kaldes Pusher Street, men nu mest bare er en almindelig vej, ofte tom for mennesker.
Ingen kan begræde, at de værste rovmordere har forladt bydelen. Samtidig ængstes jeg over, hvad fremtiden bringer. Hvis volden er den mest dominerende kraft, er kapitalismen den grimme lillesøster, der kommer lige efter. Jeg frygter stadig en dag at svinge ned af Pusher Street for at opdage, at en Joe & The Juice er åbnet i gaden. Sådan er det med Christiania – og det er også charmen – intet er enkelt her. Heller ikke, når man vil lave en biennale. Heldigvis lader biennalekaptajnerne, Anna Gunvor Hyttel og Johan Bech Jespersen, til at forstå, at der skal røres i gryden på en rodet måde, mange kokke ved roret og fuld tryk på flere simultane udstillinger, debat, musik, fest, graffiti og performance.
For et magasin som Kunstkritikk er det særlig sjovt, når artiklerne får et længere liv, som det er sket med «Stemning over indhold» af Kristian Vistrup Madsen, der er afsæt for et samarbejde med det københavnske udstillingssted Simian. I løbet af efteråret vil flere af de kunstnere og kuratorer, som omtales i essayet, deltage i en række seminarer, konciperet af Vistrup Madsen.
Hvis niveauet holder fra første seminar, der fandt sted for to uger siden, går vi en lovende sæson i møde. Fatima Hellberg – ny direktør på mumok i Wien – indviede os i hendes måde at skabe og tænke udstillinger på. Jeg kan ikke huske, hvornår dette emne sidst blev taget op i en dansk kontekst på en så inspirerende måde. Kuratorer, der taler om kunst, om hvordan de sparer med den og lever med den – ja tak! Det er også længe siden, at jeg har diskuteret et seminar så meget og med så mange fra forskellige generationer, som jeg gjorde i dagene efter. Måske fordi budskabet var lige så friskt, som det samtidig var tilbage til rødderne – til en tid før en gennemkommercialiseret kunstscene.
Næste seminar finder sted på lørdag og bærer titlen «Art and deprofessionalisation» og tager forhåbentligt fat på, hvad vi kan stille op. Fantastisk måde at starte sæsonen på. Hvis vi er heldige, bliver dette starten på en større samtale (på den danske, såvel som den europæiske scene), som gør, at vi engang vil se tilbage på 2020erne og notere os, at vinden vendte cirka midt i årtiet.
