Der var formentlig ikke mange på den danske kunstscene, der var på fornavn med Kirsten Langkilde, da det tilbage i oktober blev offentliggjort, at hun fra og med februar 2019 skulle fungere som rektor for Det Kgl. Danske Kunstakademi. Og det er da også efter mere end tredive år i udlandet, at Kirsten Langkilde (f. 1954) vender tilbage til det akademi, hvorfra hun selv tog afgang i 1986 under professor Hein Heinsen. Herfra bevægede hun sig ud i verden; først til London og senere til Berlin, hvor hun fra 1995 til 2011 fungerede som professor for Ästhetische Praxis på Universität der Künste og fra 2001-2009 desuden som vicepræsident og dekan for Fakultet Gestaltung.
I 2011 rykkede Langkilde til Basel med den omfattende opgave at skabe konceptet for en ny kunstuddannelse, der skulle bygges op fra grunden i den schweiziske kulturby. Hochschule für Gestaltung und Kunst FNHW, som institutionen kom til at hedde, blev manifestationen af Langkildes vision om at skabe en samtidig kunstuddannelse med fokus på tværfaglig udveksling imellem kunstnere og andre forskende fagligheder.
Det er på baggrund af disse erfaringer, at Langkilde har sin grundlæggende indstilling omkring, at kunsten ikke må lukke sig selv og kunstneren ikke stivne i sin egen disciplin. Tværtimod er det for den nye rektor afgørende, at kunsten ikke alene blander sig i, men også sætter tonen for en samfundsdebat. Ikke for kunstens, men for samfundets skyld.
Hvad ser du som de væsentligste udfordringer, akademiet står over lige nu og i de kommende år?
Hver epoke har for Kunstakademiet haft sine udfordringer, og det vi har i dag er denne tids udfordringer. Vi skal i gang med at udvikle en strategi i samarbejde med de ansatte og de studerende her på stedet. Det skal være en åben diskussion om tilgangen til kunstakademiet og den viden, vi har, og det er en diskussion, vi skal dele med omverdenen. Min ambition vil være at indlede og kvalificere samtalen.
Er det din opfattelse, at akademiet har været for lukket før hen?
Jeg har været for længe væk til at kunne sige noget om, hvordan det har været i de senere år. Jeg kan huske den tid, hvor jeg selv studerede her, og jeg havde en super studietid under rektor Else Marie Bukdahl og professor Hein Heinsen. Der blev lagt et grundlag, der gjorde, at jeg havde mod på at rejse til London og senere til de tysksprogede områder. Det er jeg også præget af i dag, for jeg har jo ikke tidligere arbejdet i Danmark, så det bliver noget nyt for mig. Det, jeg til gengæld kan give, er de internationale perspektiver, som jeg bringer med mig.
I den periode, der er gået, fra du fandt ud af, at du skulle indtræde i denne stilling til i dag, må du alligevel have skelet lidt til, hvordan akademiet har udviklet sig. Kunne du være lidt mere konkret omkring det, du kalder «denne tids udfordringer»?
Den største udfordring, alle kunstakademier har i dag, er digitaliseringen. Vi skal lære at tænke igennem det digitale og forstå, hvad der sker med os, i denne mere komplekst sammensatte verden. Det er en stor udfordring at være et videnssamfund, hvor man skal samarbejde med andre discipliner og samtidig holde fast i, at man selv kommer fra kunsten. Vi skal se på, hvilken rolle vi som skabende kunstnere kan indtage i et samarbejde med eksempelvis life science, som er forskning i biologiske systemer til udvikling af medicin. Her kan kunsten bidrage med en forståelse ud fra æstetikken og sansernes betydning.
Det er ikke nok, at vi har et kunstakademi, der underviser i det. Vi skal også forske i det, og vi skal forske på kunstens egne betingelser, for som billedkunstnere har vi en særlig evne til at kombinere det sanselige, det generative med det refleksive. Det er i virkeligheden de klassiske kunstnerdyder: Opmærksomheden, betragtningen og udvælgelsen som en kunstnerisk proces, samt det at man kan skabe en syntese og præsentere dette visuelt for andre. Det er der ingen universiteter, der er specialiseret i.
Tænker du det som et samarbejde på forskningsplan eller i undervisningssammenhæng?
For mig hænger undervisning og forskning sammen. Begge dele handler om, hvad kunstneren kan byde på i forhold til at forstå forandringer i samfundet. Det kan være i diskussionen om det antropocæne, der giver et skifte i menneskets rolle, men det kan også være i relation til økonomien, globaliseringen, forandringen af demokratiforståelsen og styringen af samfundet. Kunstneren er tvunget til at tage stilling til sin egen virkelighed, men det er også kunstens rolle at forholde sig kritisk til forskellige aspekter af samfundet.
Det er temaer, der også gennemsyrer andre kunstakademier og her er der meget stor forskel på at have en skandinavisk eller en midteuropæisk-tysk synsvinkel på den slags tematikker. Bag hvert udgangspunkt ligger der jo en stor erfaring og en hel kultur. Hvis man kan inddrage disse erfaringer, bliver diskussionen rigere.
Hvad er den største forskel på den institution, du kommer fra og den, vi sidder i lige nu?
I Basel havde jeg chancen for at skabe konceptet og bygge en kunstskole op fra grunden, og det gjorde jeg på grundlag af min egen professorstilling i Berlin, som var indenfor æstetisk praksis og research. Det blev en skole, der arbejder med kunst og design, men også med den digitale udvikling i en helt nyt digital campus.
På det tidspunkt havde jeg allerede foretaget et skifte fra at arbejde med æstetisk praksis som eneste arbejdsfelt. Jeg var ikke længere kun billedhugger, og jeg kunne derfor tillade mig at samarbejde med filosoffer, biologer og andre fagfolk, selvfølgelig på grundlag af den æstetiske praksis. Det er det, der senere er blevet et aspekt af kunstnerisk forskning. Det var et kæmpe felt, der pludselig blev åbnet, både fordi kunstnerne ville det, men også fordi universiteterne var interesserede i at samarbejde med os. Det er erfaringer, jeg kan tage med mig til København, og her på stedet er man allerede på vej i samme retning.
Her på stedet har man jo tradition for en ret klar opdeling imellem de forskellige discipliner i professorskolerne. Skal det ændres?
Der ikke noget per se dårligt i at være forankret i en disciplin, men for mig at se er det vigtigt, at man også kan arbejde tværfagligt. Jeg har godt læst i de danske aviser, at man stiller spørgsmål til det relevante i at have professorskolerne. Det er forståeligt at den diskussion kommer op nu, men vi uddanner på højeste niveau og professorerne har bevist at de igennem deres eget kunstneriske arbejde har opnået denne høje kunstneriske faglighed.
Det er en klassisk del af kunstuddannelsen, at mindre grupper er tilknyttet en professor. På kunstuddannelsen er det individet, der bliver uddannet. Det vil sige, at man bliver uddannet til at tage vare på den kunstneriske energi, man allerede besidder. Man kan kalde det en styrkelse af den kreative kraft i den enkelte studerende, hvor man plejer evnen til at udtrykke sig gennem kunsten. Det er ikke en læringsmodel, hvor man fylder noget viden på en studerende. Det er en proces, hvor individet bliver dannet.
Sætter det ikke også individet i en potentiel sårbar situation, at man indenfor professorskolerne har et system, hvor forholdsvis meget magt er ophobet hos den enkelte professor?
Vi skal se det fra de studerendes perspektiv. De studerende har brug for forskellige fagligheder og kunstneriske synspunkter, hvor de kommer i kontakt med flere personer, og dermed får en bred berøringsflade. Det er en finjustering, som vi skal kigge nærmere på.
Selvfølgelig skal vi også se nærmere på spørgsmålet om magt mere generelt, i kunstverdenen og på kunstmarkedet. Vi skal diskutere, hvordan vi forbereder vores studerende på at blive kunstnere og på, hvad det vil sige at være kunstner. Hvad vil det sige at vælge at gå ind i praksisbaseret forskning, og hvor fører det hen? Og hvilke muligheder der er på et kunstmarked? Det er for mig at se to vigtige hovedmuligheder, man har som kunstner.
Jeg ser det som vores pligt at sørge for at styrke de studerende i deres eget valg. Der er mange, der gerne vil uddannes som kunstnere, så de, der slipper igennem nåleøjet er kunstnerisk højt begavede. Vores opgave er at støtte dem, så de bliver stærke og får et liv, hvor de producerer kunst. Vi skal fortsætte med at se på, hvordan vi sikrer, at vi giver dem de rigtige kompetencer og værktøjer til, at de kan udtrykke sig stærkest muligt.
Hvilke kompetencer og værktøjer kunne det være?
At blive kunstner er noget, man starter på allerede, når man som ung viser en interesse i at udtrykke sig visuelt. Så bliver man optaget på akademiet, hvor man tager sin MFA, men det spændende er jo, hvad der sker derefter. Når man tager afgang fra Kunstakademiet skal man gå ind i et liv med kunst. Det skal ikke være sådan, at det kun er nogle få, der overlever på kunstmarkedet, mens resten må finde sig et andet job. Det ville være meget bedre at respektere alle, der bliver optaget her, for der er jo en grund til, at de bliver optaget. De har allerede dér bevist, at de har meget at byde på.
Det tager eksempelvis en biokemiker mindst elleve år, før nogen forventer, at han er i stand til at færdigudvikle en ny medicin, så hvorfor forventer vi, at en kunstner skal være klar tidligere? Der skal findes en respekt frem i samfundet for, at det tager tid og økonomiske midler at blive kvalificeret. Fra Kunstakademiets side vil vi arbejde på udviklingen af en praksisbaseret ph.d, og på etableringen af fellowships og residencies, der kan styrke de færdiguddannede kunstnere.
Hvilke konkrete tiltag kunne man forestille sig, der kunne styrke eleverne, så der ikke er så stor en del af en årgang, der ender med at opgive at være kunstnere?
Det er almindelig pligt på alle kunstskoler, at man hele tiden er opmærksom på, om det man underviser i er præcis det rigtige og om det har den relevans, det skal have. På universiteterne har man i århundrede vidst, at forskning og undervisning hænger sammen. Det, at der bliver forsket, styrker kvalifikationerne på alle områder, så derfor skal vi styrke den kunstneriske forskning. Igennem kunstnerisk forskning kan man producere arbejde af høj kompleksitet, som har en relevans også i andre dele af samfundet. Jeg tænker på en bestemt schweizisk kunstner, som igennem sit arbejde med dokumentarfilm har udviklet en metode til at sammensætte informationer, så det repræsenterer en ny viden om et bestemt område. Hun blev kontaktet af et indianersamfund i Colombia, der gerne ville have et universitet, så hun skal nu udvikle konceptet til et universitet, der respekterer deres viden.
Så du gerne at flere af dem, der kommer ud af akademiet her blander sig i samfundet på en anden måde, end ved at indtræde i den gængse kunstverden af gallerier og institutioner?
Jeg siger bare, at der er forskellige modeller. Jeg har ikke spor imod gallerier, men jeg vil gerne være med til at se på, om man kunne styrke andre muligheder. Vi skal se på, hvad det egentlig er for kompetencer, man har som kunstner og på, hvor kunstneren kunne have betydning. Man kan jo godt arbejde med kompleks vidensdannelse eller forskning på baggrund af sin kunstneriske identitet, hvor den bare finder en ny betydning i en ny kontekst. I den postkoloniale diskussion søger man efter nye måder at tillade andre at leve deres kultur, så i eksemplet med den schweiziske kunstner er hendes arbejde jo enormt relevant i den kontekst.
Det er som om, ideen om det tværfaglige er meget oppe i tiden i disse år. Nogle gange tænker jeg, at idealet om tværfaglighed også rummer den fare, at man ikke får ro til at udvikle en egentlig faglighed først?
Jeg forstår godt, hvad du mener, men der er mange forskellige holdninger til det, og jeg deler ikke nødvendigvis din. Noget, der har haft stor betydning for mig, er Helga Nowotny, Michael Gibbon, Camille Limoge, Simon Schwartzman, Peter Scott og Martin Trows teori om vidensproduktion kaldet «Mode 2», som blev fremsat i 1994 i bogen The new production of knowledge: the dynamics of science and research in contemporary societies. Det var første gang, jeg forstod forskellen mellem noget, der er bundet disciplinært og noget, der er tematisk bundet. Man kan i sit arbejde være styret af sit engagement indenfor et område, såvel som man kan være styret af sin disciplin. Det er to forskellige uddannelsesprincipper.
Jeg kommer selv fra billedhuggerskolen, og jeg kunne mærke, da jeg byggede Campus der Künste i Basel, at det også kunne ses som en form for installation. Derfor brugte jeg meget af min faglighed som billedhugger, hvor jeg var vant til at arbejde med forskellige elementer, proportioner, materialer og funktioner. Alle de forskellige elementer giver en stor kompleksitet, og der kunne jeg bruge min baggrund som billedhugger.
En af de indvendinger, man kunne have omkring de kunstneriske ph.d’er er, at de tenderer til at favorisere bestemte typer af praksis. Det kunne være en praksistype, der er udadvendt og tværfaglig, eller den praksis, der beskæftiger sig med områder, der har aktuel relevans for erhvervsliv eller samfund. Hvad nu, hvis man bare gerne vil arbejde materiale-indadvendt med noget ler?
Det er op til kunstakademiet at beslutte, hvilke ph.d’er, man gerne vil have. Jeg glæder mig til at diskutere og få en fælles forståelse med professorerne, medarbejderne og de studerende om, hvor de vigtigste temaer og områder ligger for kunstakademiet. Det kunne jo også handle om maleriet, men om maleriet set fra malerens synspunkt. Det handler om, hvad der sker inden i dig – i din hjerne – i det øjeblik, billeder opstår, og om at få resultatet af den æstetiske proces manifesteret. Der er selvfølgelig mange aspekter af det, men især momentet, hvor billedet dannes for kunstneren og mødet med materialet er interessant.
Hvis vi nu taler om undervisningen på MFA-niveau, hvordan styrker man så den proces?
Det handler om en grundlæggende respekt for kunsten. Vi arbejder med kunstens muligheder og med det rum, kunsten indtager, og udgangspunktet er den grundlæggende respekt og forståelse for vigtigheden af kunsten. Det mener jeg er et godt udgangspunkt for et kunstakademi; at man ikke begynder at forveksle sig selv med at skulle være noget andet end det. Derfra er jeg meget åben overfor, at vi undersøger samfundsbetingelserne, finansieringsbetingelserne og forskningsbetingelserne, for det hører jo med til vores virkelighed.
På et kunstakademi er det nogle ting, en rektor skal gøre, noget andet underviserne kan gøre og noget tredje, de studerende kan gøre. Det er den organisme, vi er som et akademi. Det gælder om at få åbne diskussioner og god udveksling med hinanden, hvor vi trækker på hinandens evner og viljer. Og bare fordi der er dårlige manerer andre steder, så behøver man ikke at tage dem med ind på kunstakademiet.
Hvad mener du med det?
Jeg mener, at almindelig respekt for køn og diversitet er en del af vores grundholdning. Jeg er kvinde nok til at vide, hvor dårlige forholdene er for kvinder på kunstmarkedet, og det er et grundforhold, som vi skal arbejde med på en konstruktiv og meget kritisk måde.
For mig handler det meget om at være opmærksom på forhold omkring magt og respekt. Det er også vigtigt, at man er meget åben om det, hvis der opstår situationer med magtmisbrug, og at alle er vidende om, at den slags ikke er tolereret. Det er nemt at sige, men faktum er, at der på kunstmarkedet og også i samfundet i almindelighed er meget store problemer med at respektere køn og diversitet.
I hvilken grad er det muligt for akademiet at påvirke forhold, der ligger uden for skolens mure? Kan man eksempelvis gøre noget for at sikre, at eleverne er bedre forberedt på de forhold, når de træder ud herfra?
I den danske grundlov ligger friheden til at udtrykke sig og den demokratiske sikring af individets ret. Vi har alle forskellige måder, hvorpå vores forestillinger fungerer og hvorpå vi skaber et værk. Der er forskel på, hvordan man bevæger sig i det felt, hvor også de menneskelige kvaliteter kommer til udtryk.
Det handler grundlæggende om en respekt for den kvalificerede personlighed. Der er en grund til, at man er professor og det er, at man har arbejdet sig til det, at man har nået noget og man kan noget. Jeg har stor respekt for fagligheden og vil gerne bidrage til en styrkelse af, at den faglighed kommer til udtryk, ligesom jeg ønsker at de studerendes evner skal komme til udtryk.
Hvad skal man indeholde for at være en god professor på et moderne kunstakademi?
Det er akademiets holdning til, hvor vi gerne vil hen, der bestemmer hvem vi ansætter som professor. Man skal have bevist sig selv med en stærk kunstnerisk karriere, enten som kunstner, forsker eller andet. Det handler om et troværdigt engagement, et seriøst arbejde med sin egen kunst og et stærk reflekteret kunstnerisk udtryk. Ønsket om at arbejde med de studerende spiller også ind, for som professor har man også pligt til at deltage i ansvaret for sådan en institution som et kunstakademi.
Hvis du nu skulle sætte et drømmescenarie op, hvor vil du så gerne bevæge denne her institution hen i forhold til hvor den står i dag?
Jeg er meget interesseret i kunstens rolle i samtiden, og jeg så gerne, at det, vi ved og kan som professorer og forskere, bliver delt med andre. Det er vigtigt at få sat nogle ting på dagsordenen, som vi synes det er relevant at få en bred debat om.
Jeg synes personligt også, at det ville være helt fantastisk at udvikle en digital infrastruktur i samarbejde med nogle af de andre kreative uddannelser, hvor de studerende kunne få et foredrag om eksempelvis komposition direkte fra konservatoriet.
Denne interesse for at digitalisere bunder den udelukkende i, at det ville åbne nogle muligheder for at få kontakt med en viden, der ikke er fysisk tilstede på akademiet? Eller handle også om at få mest muligt ud af de forholdsvis begrænsede økonomiske midler, der er til rådighed?
Jeg tænker ikke gerne i økonomiske restriktioner, for det er ikke så konstruktivt i forhold til at få en kvalitativ udvikling. Jeg er selvfølgelig realist og ved godt at de er der, men helst vil jeg gerne koncentrere mig om at være præcis på, hvor vi vil hen. Derefter kan vi kigge på i hvilket tidsrum, det er realistisk og på hvilke midler, der er nødvendige for at opnå det.
Der er ikke nogen her, der er interesseret i at skabe en digital infrastruktur ud fra en ren teknologifascination. I vores digitale verden er det meget nemt at svæve i et historieløst rum, med den store mængde af informationer, man hele tiden modtager fra alle mulige kilder. Når man som jeg har skiftet sprogområde, så mærker man, hvor meget viden man har fået igennem årene, som er bundet til det kulturelle perspektiv. Mit kulturhistoriske perspektiv er dansk, og da jeg kom til Tyskland og levede der i en årrække begyndte jeg at tilegne mig et kulturhistorisk perspektiv, der var tysk. De to perspektiver er meget forskellige.
Hvordan?
Værdierne i samfundet, den historiske baggrund, selvforståelsen som individ – det er alt sammen forskelligt. I England har man en tung kolonialhistorie, som betyder at man ser verden meget anderledes end en tysker eller en dansker ville gøre det. Det gælder selvfølgelig også, når man tænker over sin kanon af billedkunst, musik og litteratur. Vi har alle sammen en indre kanon, som vi har med fra barndom og tidlig ungdom.
Det tænker jeg, at en institution på en måde også har; en kanon og en selvforståelse. Fra dit perspektiv, hvad er så dna’et i kunstakademiet i København?
Kunst.
Okay, det var næsten for nemt.
Haha, ja. Jeg tror, at jeg skal være her lidt længere for at fornemme, hvordan institutionen har udviklet sig. Dengang jeg selv studerede her var der stor åbenhed overfor viden, overfor filosofi og overfor kunst. Jeg ved ikke, om Else Marie Bukdahl ville formulere det sådan her, men der var en dybt forankret forståelse og respekt for kunst som en erkendelse af verden. Jeg tror, at den store respekt for vores fag er en del af dna’et som ikke har forandret sig.
Men gælder det ikke for alle kunstakademier?
Jo, men på forskellige måder. I Danmark er kunsten en tydelig faktor i samfundet, hvor den i Schweiz slet ikke spiller så fremtrædende en rolle. Dér er det måske mere design, arkitektur og produktudvikling, der indtager den fremtrædende rolle.
Jeg synes, at det er ret spændende, at du har iagttaget, at kunsten spiller en større rolle i samfundet i Danmark?
Alene det, at man overhovedet har et kulturministerium er et samfundsmæssigt tilvalg. Man har valgt, at kulturen er en del af vore kerneområder i samfundet. Det bliver prioriteret, fordi man ved, at det er vigtigt for samfundet og samfundets samhørighed, at vi udvikler og lytter til kulturen.
I disse år snakker vi en del om, at det er en holdning, der er under nedbrydning. Kulturministeriet opfattes generelt som det sted, hvor man parkerer politikere, man ikke kan sætte til andre ministerposter og det virker som om, der er politiske stemmer i at ville spare på al kultur – inklusiv den institution, vi sidder i nu.
Ja, men samtidig mærker jeg en forandring, der også går på en værdidiskussion i samfundet. Hvad er det for nogle værdier, vi synes er vigtige? Hvad er det for et samfund, vi vil have? Hvordan vil vi omgås med hinanden, og hvordan ser vi os selv som samfund og som mennesker? Den diskussion kører også, og det er dér, kunsten hører hjemme. Den nye kunst repræsenterer de værdier, der er gældende for den unge generation. Derfor er det super vigtigt at være opmærksom på, hvad det er, de giver udtryk for, og give dem de rigtige værktøjer, så de kan udtrykke sig så godt som muligt. For samfundets skyld.