Gennem de seneste par år har galleri Nicolai Wallner været på en decideret foryngelseskur. Galleriet var i mange år kendt for stort set aldrig at tage nye kunstnere ind, og når man endelig gjorde det, var det gennemprøvede, veletablerede navne som Alexander Tovborg eller Marie Lund, der slap gennem nåleøjet. Men siden Grace Roy Hess blev partner i slutningen af 2020, er der sket noget; i første omgang med tilføjelsen af unge navne som Julie Lænkholm, Rasmus Myrup og Kinga Bartis sidste år, og for nylig er også Eva Helene Pade, der stadig går på kunstakademiet i København, røget på kunstnerlisten.
Pade bragede igennem på sidste års bachelorudstilling med en værkserie, der teknisk nærmede sig et Otto Dix-citat, men som motivmæssigt var tættere på en episode af Skam; akavede unge mennesker, der minglede rundt mellem lærrederne, dansede og kyssede, mens bænkevarmere så misundeligt til. På gruppeudstillingen Zeitgeist, der markerer Pades første præsentation i galleriet, er det måske nærmere Edvard Munch, hun citerer. På et mindre lærred danser en gustenbleg, men storsmilende person med døden, omgivet af et glorielignende lys og en tæt rosa røg. Ekspressiv eksistentialisme møder en sen aften i Kødbyen.
Udstillingen samler seks malere i alderen 25-34, heraf flere akademistuderende, under titlen Zeitgeist – en titel, der også i sig selv er et citat. Den rimelig ikoniske Zeitgeist-udstilling på Martin Gropius Bau i 1982 markerede – med ’unge’ kunstnere som Sigmar Polke, Georg Baselitz og Markus Lüpertz – både et brud med 60’erne og 70’ernes mere intellektuelle koncepter og en tilbagevenden til det ekspressive maleri. Med lige dele punkattitude og inspiration fra korifæer som Emil Nolde og Ernst Ludwig Kirchner søgte man at skabe et mere autentisk (tysk) malersprog, der lagde sig et eller andet sted imellem fjern fortid og nær fremtid.
Det er umiddelbart ikke punkattitude, der præger de seks unge malere i galleriet i Københavns nordvestkvarter, hvor jeg først stopper op foran Oliver Baks næsten impressionistisk flimrende lærreder med subtile figurer, der synes at ligge dybt nede i de maleriske lag. Halvt gemt under flydende, stiliserede blomster fornemmer man skikkelser, der er rygvendte eller krummer sig ind imod deres egen krop i en positur, jeg læser mig til, har et mytologisk eller historisk afsæt.
Hos Anna Kristine Hvid Petersen, hvis mørke stilleben refererer ret tydeligt til hollandsk 1600-tals maleri, er der også noget mystisk på færde, for mens teknik og detaljegrad peger imod en realistisk fremstilling, så er der nærmest umuligt at afkode, hvilket motiv, jeg egentlig kigger på.
I værket Vingeløs (2021) kigger en solsikkeblomst op på en genstand, der ligner lidt en narrehat med bjælder, men med en krakeleret og penetreret overflade. Motivet minder mig om Jean-Baptiste-Siméon Chardin, der også var inspireret af den hollandske stillebentradition, og som i værket La rais (1726) malede en rokke med blottet bug og blodige gæller. Om Hvid Petersen ville godkende lige den association, ved jeg ikke, men hendes værker ligner frit fabulerende abstraktioner over eksisterende malerier.
Udstillingen tegner et portræt af en generation af ekstremt historisk bevidste malere, der citerer og går i dialog med fortiden i materialevalg, teknik og motivkreds, og som sådan giver den lidt bombastiske titel mening. Værkerne synes at være kurateret efter et stilistisk nærhedsprincip, hvor Hvid Petersen finder genklang i Emilie Imáns hyperrealistiske, nærmest transhumane sammensmeltning af krop og maskinelt udseende planter med et drys af spiritualitet. På samme måde er der fællestræk imellem Baks halvt gemte figurer og Martin Aagaard Hansens mere ekspressive teknik, der lader malingen boble ud af lærredet i lavalignende formationer, der næsten overskygger de figurative elementer.
J. G. Arvidssons værker skiller sig lidt ud fra resten af udstillingen. Et stort værk, U is for Us (home) (2022), viser gennem flere lag af maling og lærred to skikkelser, der stager et lille fartøj hen over vandet, og synes at mime en svunden tids stereotype fremstilling af den sorte krop. Et andet, Yours to keep (2022), en kvindesilhouet med lange skørter og parasol skåret ud af en skoletavle, peger i retningen af det, vi bør lære af fortiden.
Hvis Arvidsson stilistisk eller motivmæssigt rækker tilbage i tiden, er det muligvis til en ikke-vestlig tradition, omend jeg med lidt god vilje og Zeitgeist-brillen på også kan finde den europæiske afbilding af ‘ædle vilde’ et sted derinde i lagene. Havde Arvidssons værker stået alene, ville jeg med sikkerhed ikke have ledt så febrilsk efter referencer, men snarere bemærket, hvor friske og ulig alt muligt andet, de virkelig også er.
Det er selvfølgelig åbenlyst fjollet at forsøge at definere en fælles tidsånd blandt kunstnere, der for fleres vedkommende stadig går på kunstakademiet, og man skal nok ikke lægge alt for meget i hverken ordet eller referencen til 1982-udstillingen. Måske fortæller Zeitgeist især noget om galleriets egen rejse fra 90’er-koncepter til purungt maleri, samt at der aldrig har været kortere afstand fra skoleatelier til supergalleri – og det er vel også udtryk for en slags tidsånd.
