I går blev årets modtagere af Nordisk Råds priser offentliggjort. Filmprisen gik til den norske film Sex, skrevet og instrueret af Dag Johan Haugerud, mens børne- og ungelitteraturprisen gik til Den fantastiske bus af den danske tegner Jakob Martin Strid. Som vanligt var der også priser til litteratur, musik og miljø, men ingen til billedkunst. Det vil en række nordiske fagforbund indenfor billedkunsten gerne lave om på. Fra Danmark er det Billedkunstnernes Forbund, der har taget initiativet til forslaget. Til Kunstkritikk siger forbundets forperson Marie Thams:
– Det er oplagt, at billedkunsten mangler her. Ligesom litteratur og musik er billedkunsten jo med til at beskrive og udtrykke, hvem vi er som mennesker i den nordiske region. En pris er desuden en anerkendelse, som rammer bredt i befolkningen. År efter år ser vi jo, hvad det betyder for de nominerede og vinderne. Der skabes et kendskab til de kunstnere, som rækker langt ud over fagspecifikke medier og lander i en større fællesnordisk bevidsthed.
I år blev alle de nominerede introduceret og vinderne afsløret i et særligt tv-program, produceret af den islandske public service-institution RÚV. Af pressemeddelsen fremgår det, at programmet kommer vidt og bredt omkring i Norden og «møder vinderne på deres hjemmebaner og får indblik i hvordan man kommer frem til en prisbelønnet film, bog eller værk eller kan hyldes for ens bidrag til en mere klimavenlig verden, hvor man udfordrer systemet og byggeindustrien».
Det er den type opmærksomhed, som billedkunsten også bør være en del af, mener forslagsstillerne bag kunstprisen. Litteraturprisen, som er den ældste, har været uddelt siden 1962, og Thams er ikke i tvivl om dens betydning, for de som vinder.
– Det var ret tydeligt, at da Niviaq Korneliussen i 2021 fik litteraturprisen, skete der virkeligt noget. Den store omtale hun fik var fantastisk og rummede så meget oplysning og erfaring, der gik ud til hele Norden. Hendes litteratur kom virkelig bredt ud. Selvfølgelig bør nordisk billedkunst bør også være på den scene og del af den samtale.
Hvad er grunden til at billedkunsten ikke er med? Er det fordi, det ikke er et massemedie som de andre repræsenterede kunstarter?
– Det er et godt spørgsmål og der er ikke umiddelbart en logisk forklaring. Der er nok noget om dette med unika-værket, fordommen om en slags finkultur, som billedkunsten ofte havner i, selvom vi ved at interessen for billedkunst aldrig har været større. Kunstinstitutioner i hele Norden kan nærmest ikke rumme flere besøgende, så vilde er folk jo med at gå på museum. Men det er sådanne myter omkring billedkunsten, at den er svær og har en smal appel, som en pris også ville kunne være med til at nedbryde. Og selvom musik og litteratur er noget, som mange lettere kan få adgang til, så har Nordisk Råd jo også miljøprisen, som heller ikke gives til noget, som alle nødvendigvis har adgang til.
– Det virker egentlig som en underlig svipser, at der ikke findes en billedkunstpris endnu. Billedkunsten kan opleves mange steder i vores samfund, og en billedkunstpris vil skabe anerkendelse og større kendskab og dermed større tilgængelighed til en vigtig del af den nordiske kultur, identitet og fællesskab. Der er også stor efterspørgsel på, at kunsten inddrages i løsningerne på tidens store udfordringer, fx fra det danske Kulturministerium. Det er endda formuleret i regeringsgrundlaget, at kunsten skal inddrages i løsningerne på tidens store udfordringer. En billedkunstpris i regi af Norden er en oplagt mulighed for at sætte lys på det, kunsten kan.
Udover Billedkunstnernes Forbund står følgende fagorganisationer bag forslaget om en pris til billedkunsten: Samband Islenskra Myndlustarmanna (Island), Norske Billedkunstnere (Norge), Konstnärernas Riksorganisation (Sverige), Nunatsinni Eqqumiitsuliortut Peqatigiiffiat (Grønland), Føroysk Myndlistafólk (Færøerne), Suomen Taiteilijaseura (Finland) og Åländska Konstnärer (Åland).
