Berlinbiennalen åbnet

At Berlinbiennalen er blevet den tilbagevendende begivenhed, den institution, man drømte om det skulle være, da den første gang blev sat i søen i 1998, kurateret af Klaus Biesenbach med Nancy Spector og Hans Ulrich Obrist, viser sig på en måde hver gang til pressemødet, hvor netop Biesenbach (som var med til at grundlægge biennalens hovedsæde, Kunst-Werke og nu er direktør for MoMA PS 1 i New York) og Gabriele Horn (nuværende direktør for Kunst-Werke) troligt flankerer årets kurator eller kuratorteam. Sidste gang sad de i rundkreds til Arthur Zmijewskis aktivistpressemøde i hen ved 3 timer. I år foregik det mere konventionelt i et konferencerum i kælderen under Museen Dahlem, som sammen med Kunst-Werke og Haus am Waldsee, er et af den 8. Berlinbiennales hovedvisningssteder – kurateret af den canadisk-colombianske freelance-kurator og skribent Juan A. Gaitán.

Det hjælper utvivlsomt også på fornemmelsen af kontinuitet, at Gabriele Horn i år kunne byde velkommen med oplysningen om, at Kulturstiftung des Bundes, som siden 2005 har støttet hver eneste biennale med 2,5 millioner euro, har besluttet også at støtte de næste to biennaler i 2016 og 2018 med samme beløb. Men hun lod også forstå, at den slags ikke kommer af sig selv, hvilket enhver ved, der har fulgt bare lidt med i Berlins kunst- og kulturøkonomi.

Biesenbach, som altid er god for en frisk observation, bemærkede, at Gaitán var en flittig instagrammer. Derfor har man længe kunnet følge biennale-processen, hvilket ifølge Biesenbach gav mening for en biennale som denne, der eksempelvis bruger Museen Dahlems etnografiske samling (fra Afrika, Asien, Oceanien, Nord- og Sydmamerika) som kontekst og udstillingsramme for samtidskunst. For det er, ifølge Biesenbach, symptomatisk for den generation, der er vokset op med internettet – vel næppe Gaitán, der er født i 1973 – at «history is flat». Det har den konsekvens, at selvom Goethe og Dickens levede i forskellige tidsperioder, så er de i denne nye historieoptik del af en og samme tid, kaldet fortiden. Heraf den flade historie – og parallelt hermed, også den flade geografi. Om end en lidt spekulativ betragtning, så var det et relevant perspektiv at have i baghovedet, når man bagefter gik ind for at se udstillingen.

Sidste taler var Gaitán selv, som indledte med at sige, at han ikke var så sikker på om han nu skulle sige så meget før folk selv havde fået lov at se udstillingen – en bemærkning, som i sig selv gav indtryk af det lidt ydmyge perspektiv, som mange kuratorer for tiden lægger for dagen, også når det gælder definerende megaudstillinger såsom Berlinbiennalen. Fornemmelsen blev understøttet af det, som Gaitán rent faktisk valgte at tale om, nemlig titlen og logoet. Den 8. Berlinbiennale har ikke anden titel end sit logo: Berlin Biennale { } – hvor de to klammer (såkaldte curvy brackets) i det grafiske design både former et ottetal og en ramme omkring en begivenhed, en udstilling og en by, som findes i det tomme rum i midten. Så havde han ikke sagt for meget. Men Gaitán havde selvfølgelig mere at sige. Han fortalte endvidere, hvordan den åbne ramme blandt andet betød, at hvert af de tre visningssteder havde deres egen koreografi og eget layout.

For den del af biennalen som finder sted i Museen Dahlem betyder det eksempelvis, at  samlingen, de etnografiske artefakter, er præsenteret som vanligt. Istedet har samtidskunsten kilet sig ind mellem samlingen, hvor der har været plads. Denne disposition handler ifølge Gaitán om karakteren af de forskellige udtryksformer: Samtidskunsten er selvbevidst om, hvordan den fungerer og virker i et rum og kan derfor arbejde i mange forskellige rum. Det gælder ikke for etnografica, som netop ikke fungerer udenfor den traditionelle museale præsentationsmodus. Og mens samtidskunsten arbejder med vores aktuelle tid og rum, så kræver de etnografiske objekter af os, at vi projicerer os selv ind i en anden dimension af tid og rum, lød det ifølge Gaitán, som brugte denne observation til at formulere biennalens underliggende, kolossalt store og knap så ydmyge spørgsmål: «What does it mean to look and make art today?» Så kunne man genkende biennaleretorikken igen. 

Modsat stort set alle andre pressekonferencer plejer det altid at være interessant i Berlin, når det gælder de afsluttende spørgsmål fra salen. Der er som regel et par stykker, der spørger til fraværet af østeuropæiske kunstnere eller anklager biennalen for at se bort fra oplagte lokalpolitiske problemstillinger. Mindst en enkelt sætning om fremgangen for Alternative für Deutschland til EU-valget forleden havde været helt forventeligt. Sådan var det ikke i år.

Det er givet, at kunstnerlisten på de sidste to-tre biennaler – og især den polske aktivist-bonanza sidste gang – faktisk har dæmmet op for den efterspørgsel? Eller måske Berlinbiennalen simpelt hen ikke længere er så lokal en begivenhed, som den engang var, men er blevet en international biennale uden lokalt pres eller interesse? Eller måske man ikke skal læse så meget ind i det og blot konstatere, at efter sidste biennales forsøg på at nedsmelte selve biennaleinstitutionen og hvor pressemødet var en begivenhed i sig selv, ligner Berlinbiennalen nu sig selv igen og handler atter om, hvordan man arbejder med og kigger på kunst idag.

Efter et par forkølede spørgsmål kunne Gabriele Horn afrunde pressemødet efter 50 minutter. Herefter kunne tilhørerne gå ind i Museen Dahlem, som, biennale eller ej, har en helt fantastisk etnografisk samling – som snildt kan instagrammes og tagges med #BB8, hvorefter den 8. Berlinbiennale for altid vil rumme en Taihu-sten på marmorsokkel fra det 17. århundredes sene Ming-dynasti og en cool, grøn Nike-sko, som Wolfgang Tillmans har udstillet i anledning af biennalen. Historien er flad – geografien lige så.