Et ord går igen, når man gør sig klogere på den danske kunstner Torben Ebbesen (f. 1945): encyklopædisk. «Som vedrører viden og faktuelle oplysninger om virkeligheden» – defineres ordet i Den Danske Ordbog. Men hos Ebbesen er der i højere grad tale om en kryptering af viden, som – ved hjælp af referencer, overraskende materiale-sammenstillinger og finurlig poesi – tvinges gennem beskuerens sanseapparat. Det ser man af udstillingen Between Yes and No på den kunstnerdrevne kunsthal Simian, som viser intet mindre end 57 af kunstnerens værker produceret fra 1966 frem til i dag.
En plan gør det muligt at følge en tilrettelagt rute i den underjordiske kunsthal, så man kan inspicere de mange og forskelligartede værker, der indeholder de fleste ikke-digitale kunstarter; assemblage, skulptur, collage, tegning, maleri. Nogle meget specifikke materialer går igen i flere af værkerne, fx tørt franskbrød og sorte magneter med magnetstøv, der sætter sig i formationer som forkullede krystaller.
I værket Uden om verden (1999) bliver en hjerne i støbejern, patineret af rust udsat for magnetstøvets vilde vækst, som en smuk illustration af tankernes magt, der tager om os med magnetisk, svulstlignende karakter. I det hele taget synes Ebbesen at pege på sprogets betydning for vores forståelse af verden, dette i både værker og titler.
Der er værker med så fuldstændigt episke titler som Flyvende Knækbrød (1967), klassiske som Hjernelandskab (1993) og Blindt billede (1988), eller kryptiske og humoristiske som Køkkenmatrikel (2022) og Lille kinesisk dyr gemmer sig i skyerne (2015). Jeg forsøger at følge den nummererede værkliste og parre værkerne med deres tilhørende informationer, men på et tidspunkt må jeg give op. Der er for mange værker til, at det giver mening. Og det er nok også meningen.
Værklisten eksisterer mere som en litteraturliste, man ikke har nogen ærlig chance for at komme igennem, men listens aura, tyngde og umiddelbare resonans med det overordnede billede af Ebbesens verden, stoler jeg autoritetstro på.
Selvom Ebbesens værker ikke er sjove som sådan, klukker man ofte inde i sig selv godt hjulpet af de underholdende titler. Nogle gange bliver smilet dog mere trukket op af nogle seismiske rynker i panden. Tag fx værket Afrikansk ornitolog med sjov hat der inspicerer vandrensningsanlæg fra 2022.
Alene titlen får adskillige alarmklokker til at bimle afsted med en så stereotyp klang, at jeg teknisk set ikke kan finde ud af, hvad værket egentlig handler om, udover portrættet af en fugleinteresseret sort person fra verdens andet største kontinent, afbildet som dekonstrueret, abstrakt skulptur stående på en tripod foran en stor collage. Selvom kunst jo ofte støves af til nutidens behov, kan den tydeligvis ikke gøres ren.
Andre gange er det trods alt værket, og ikke sproget, der springer tydeligst frem. Pludselig står jeg foran en lille kommode lavet af glas. Inde i det transparente møbel Eurydikes perler (2000) ligger enkelte perler og en lille tinsoldat, der lige er kommet ud af støbeformen. De eventyrlige kvaliteter i alle disse elementer fravristes enhver romantik og bliver i stedet kogt ned til den kolde, rå og transparente kerne af koncept. Her bliver det referentielle niveau i Ebbesens kunst vældig spændende og mærkeligt. Når hjernen er en slags maskine, som Ebbesen overordnet synes at påpege, slår den gerne mere end én krølle på sig selv og kommer frem til en æstetisk logik, der er lige så præcis, som den er underlig. Det er netop mange af værkernes mærkelighed, der får dem til at stå frem fra flokken.
Torben Ebbesen er samtidig i gang med en uendelig behandling af den europæiske kunsthistorie. En hat i porcelæn tilegnes den italienske renæssancemaler Piero della Francesca og en kryptisk gulvskulptur handler om en søgen efter Brueghels vandrestok. Ikonerne er her stadig og Ebbesen putter også sig selv ind i den ikonografiske kongerække.
Midt i udstillingen har Ebbesen bygget en udgave af sit eget atelier med titlen «Værksted/Indre Hjerne». Som en anden Brancusi er arbejdsborde, reoler, værker, arbejder i proces, transportkasser fint arrangeret i det kridhvide rum.
En 1:1-papirudgave af kunstneren selv står lænet op ad væggen og byder velkommen med et smil. To fingre på figurens venstre hånd er subtilt krydset, som for at pege på de hvide løgne, der gør det muligt at lave al den kunst. Her bliver det selvhøjtidelige decideret komisk, heldigvis kan man sige, for jeg ved stadig ikke, hvem der ler mest af hvem, eller om vi alle i virkeligheden bare grine-smiler lidt af kunstens særlige evne til at rumme en dyb seriøsitet og en komplet latterlighed samtidigt.
Det postmoderne mareridt er vækket godt og grundigt til live, alle tricks gælder og overfloden af værker og praksis bliver en pointe i sig selv. Det substantielle hos Ebbesen skal findes mellem alt det tydelige, mellem ja og nej og hele den metafysiske spænding, der eksisterer mellem de klare beskeder.
De fleste af os kunstnere forsøger at skrue ned for det indre storhedsvanvid for at kunne overskue virkelighedens uundgåelige skuffelser. Det lader til, at Ebbesen skruer op, helt op, måske for at se om energien transcenderer materialet og får de encyklopædiske hvirvelvinde, der bærer hans værker, til at få det overordnede regnskab til at gå op. Med den seriøse mængde af forskellige og modstridende værker risikerer han selvfølgelig, at spændingen drukner i malstrømmen. Men Torben Ebbesens praksis synes at være betinget af en meget lykkelig anything goes-metodik – et kunstnerskab med magnetisk sugehjerne, der følger en kontinuerlig nysgerrighed til dørs, og lige dét formår udstillingen at fremstille klart og tydeligt.
