Man har efterhånden vænnet sig til paradokset. At dansk kulturpolitik – med alt hvad dertil hører, fra hvilken arkitektur, der passer bedst til et vikingeskibsmuseum, til om man bør støtte danske kunstneres internationale virke – er et område, som diskuteres lige så indædt, som kulturstøtten skæres af samme politikere.
Kort før årsskiftet var det som om, direktøren for Statens Museum for Kunst fik nok. I et kort men sjældent åbenmundet interview med Altinget – en onlineavis, som vist nok er den, man udtaler sig til, hvis man ønsker, at Folketinget lytter med – udtalte Mikkel Bogh: «Politikerne er ved at miste forståelsen for den åndelige infrastruktur. De har simpelthen ikke været gode nok til at tale et ellers så betydningsfuldt område op […] Vi gør, hvad vi skal. Men politikerne gør det aldrig. Som i aldrig.»
Museumsdirektøren udtalte sig i anledning af en måling (foretaget af Norstat for Altinget og JyllandsPosten), der viste, at 48 procent af befolkningen ønsker en fortsættelse af toprocentsbesparelserne af de statslige kulturinstitutioner. Ifølge Bogh påviser målingen dog ikke andet end politikernes passivitet på området, hvorefter han benyttede anledningen til at minde om en vigtig definition, som er god at genopfriske forud for det snarlige folketingsvalg: «Repræsentativt demokrati betyder ikke, at politikerne blindt skal følge vælgernes holdning til tilfældige opinionsnedslag. Politikere har også mandat til at repræsentere deres vælgere med visioner, som vælgerne ikke selv har.»
Det med at «tale kulturen op» er ikke mindst en replik til kulturminister Mette Bock, som jævnligt har opfordret kulturlivet til ikke at klynke over de vedvarende nedskæringer, men i stedet «tale kulturen op». Som om det kunne ændre på noget. Gæsterne vælter fortsat ind på landets museer, selvom driften er presset helt i knæ, åbningstiderne indskrænkede, og betalt entré genindført over hele linien. Alene i 2018 kostede den årlige toprocents-besparelse, som Statens Museum for Kunst har været underlagt siden 2016, i alt 13 årsværk. Og ifølge museets egne beregninger vil nationalgalleriet lukke i 2034, hvis besparelserne fortsætter. Til den tid vil driftsbudgettet være så lavt, at det ikke giver mening at drive museum. Fundamentet for det museum, vi kender i dag, vil simpelt hen være væk.
I det lys er det nærmest imponerende, at museet kan blive ved med at diske op med store forskningsudstillinger, som den, der åbner i begyndelsen af februar. Den retrospektive udstilling med Sonja Ferlov Mancoba (1911-84) ligner endda et hovednummer på den danske forårskunstscene. Måske det faktisk bliver hendes gennembrud på den helt store skala – ikke mindst fordi en del af udstillingen senere vises på Centre Pompidou i Paris. Allerede tidligt, i 1920erne viste Ferlov Mancoba en særlig interesse for ikke-vestlige kulturer, som også kom til at præge hendes eget formsprog, og som der i dag givetvis er større lydhørhed overfor end nogensinde.
Det er kun få uger siden, at Copenhagen Contemporary holdt finissage for de to udstillinger (med henholdsvis Superflex og Doug Aitken), der markerede stedets genåbning i nye omgivelser i juni sidste år. Programmet for foråret ser ud til at følge samme princip med udstillinger, der forløber i halve år ad gangen, men, klædeligt nok, også med et andet køn på banen. Schweiziske Claudia Comte står for en totalinstallation, der omdanner de gamle svejsehaller til en kæmpemæssig skov. Donna Huanca byder på en ny performance kommissioneret af Copenhagen Contemporary – hvilket også er et spændende nyt skridt for kunsthallen, som ellers mest har gjort det i importerede udstillinger. En udstilling med Marianna Simnett er garant for et britsmart indslag, blandt andet med videoværket The Needle and the Larynx.
Hvor britsmart Kunsthal Charlottenborgs kommende udstilling bliver er nok tvivlsomt. Europa Endlos er den Kraftwerk-spændstige titel på en udstilling kurateret af Henriette Bretton-Meyer, der slet og ret handler om EU. 2019 markerer som bekendt året, hvor Storbritannien på den ene eller anden måde bakker ud af EU. Det er også 30-året for Murens fald og valgår i Europaparlamentet. Jeg håber på god synthesizerlyd, italo disco og Wolfgang Tillmans, bien sur.
Anslaget er mere bredspektret på ARoS’ samtidskunstudstilling Tomorrow is the Question, der åbner i april og er kurateret af tidligere gallerist og nuværende direktør for Faurschou Art Resources, Luise Faurschou, i samarbejde med ARoS’ direktør Erlend Høyersten. Med bidrag af blandt andre Doug Aitken, Hito Steyerl, Rirkrit Tirvanija, Mona Hatoum og Simon Denny adresserer udstillingen «de forandringer og ressourcemæssige udfordringer og muligheder, som menneskeheden står overfor lige nu.»
På Tranen i Hellerup griber man den slags spørgsmål lidt anderledes an. Forårsprogrammet fortsætter undersøgelsen af det, som direktør Toke Lykkeberg, kalder «ekstemporær kunst», som, kort fortalt, beskriver en art samtidskunst, som ikke opererer eksplicit kontemporært. I forlængelse af den acceleration hvormed vi både får viden om fortiden og akkumulerer stadig flere spekulationer om fremtiden, er det tanken, at en del af kunsten bevæger sig mod det «ekstemporære», den bliver «ude af tiden», så at sige. I februar gælder det E-flux-grundlæggeren Anton Vidokles film om russisk kosmisme – altså den filosofiske retning, der tager afsæt i forestillingen om et evigt liv for alle, på tværs af rum og tid. De døde skal genoplives og de stadigt flere mennesker skal indtage og bebo kosmos, altså også andre planeter.
Arken fortsætter også et spor, som er stedets egen. Museet har øjensynligt en særlig faible for kunst, der afbilder monstrøse eller deformerede kroppe; fra Michael Kvium til Tony Matelli. I 2017 gjaldt det gruppeudstillingen med den sigende titel Gys! Er den levende? og i dette forår gælder det så soloudstillingen med australske Patricia Piccininnis muterede hybridskabninger af silikone, glasfiber og menneskehår. Skal man tro pressebillederne, er der også dømt lidt gys dér.
Så bliver Louisianas store retrospektive udstilling med 1990ernes videodarling Pipilotti Rist nok mere happy. Museet meddeler, at udstillingen – med den lidt pudsige titel, Åbn min lysning – bliver «et farvestrålende og sanseligt brag», en teknologisk totalinstallation, der fortsætter ud i museets park.
Der er næppe meget elektronik over den danske kunstner Anna Baks første større soloudstilling. Sidste sommer trak hun nemlig stikket ud og flyttede ud i ødemarken for at leve og arbejde uden kontakt til omverdenen. Resultatet af eksperimentet kan ses på udstillingen Hermit, der åbner i slutningen af januar på Overgaden i København, og som blandt andet er en udforskning af isolationens effekt på psyken.
Hvordan psyken generelt har det efter det folketingsvalg, der ligger lige om hjørnet, må vi vende tilbage til. Der er dog næppe nogen, der forventer, at kulturpolitikken kommer til at fylde nævneværdigt hverken under eller efter valget. For der findes stort set ingen partier i det danske folkestyre, som vil forsvare kunsten i sig selv. Kunst eller kultur er altid kun et middel til at nå noget andet – national selvforståelse eller sammenhængskraft i landsbyen eller i boligblokken. Eller også er det godt for integrationspolitikken, for børnene, for helbredet, for øjnene etc. Det er så trættende, men sådan må det nok være, når man er født i en lille kornfed bondestat med en indbygget skepsis overfor alt, hvad der ringer af kunst.
