Siden 2022 har Mie Mørkeberg arbejdet på det store gruppeportræt af en række betydningsfulde kvindelige politikere, som i går blev afsløret på sin nye, permanente plads i Samtaleværelset i Folketinget. Der var oplæg af forhenværende formand for Folketinget socialdemokraten Henrik Dam Kristensen, tidligere justitsminister fra De konservative Lene Espersen og af kunstneren selv, som i sin selvsikre og rørende tale, konstaterede, at hun i processen var blevet klogere på sig selv og på det politiske væsen som sådan, der viste sig ikke at være så anderledes end det kunstneriske. I begge tilfælde er tale om «ikke at kunne lade være». Mørkeberg var også tilfreds med, at skulle hun gøre det hele forfra igen, ville hun gøre det på nøjagtig samme måde.
Reaktionen fra de portrætterede kvinder ved afsløringen var både måben, glædessmil og latter. Et sus af stolthed, fra kunstner, kvinder og de ganske mange mænd blandt publikum, strøg gennem regeringsbygningen.
Mørkebergs farvestærke oliemaleri hænger nu over for Herman Vedels imposante, alvorlige maleri Fra forhandlingerne om grundloven 5. juni 1915 (1918) og går bogstaveligt talt i dialog med de 30 sortklædte mænd i Vedels portræt. Maleriets titel, «Samtalen 1918 – 2024», synes yderligere velvalgt, med tanke på at indførslen af det spæde danske demokrati – faktisk en revolution – blev gennemført uden vold, da Kong Frederik 7. i 1849 accepterede det liberale borgerskabs krav om folkestyre. Det var dog først med grundlovsændringen af 1915, som Vedel således skildrede, at der blev tale om (relativt) repræsentativt demokrati, hvor kvinder fik stemmeret og mulighed for at stille op som folketingskandidater. Med seneste valg i 2022 kom vi op på 43,4 procent indvalgte kvinder. Det største antal nogensinde, i en binær kønsoptælling, vel at mærke.
Mørkebergs gruppeportræt indgyder i den grad håb. Eksemplets magt er som bekendt vigtigt og billedkunstnerisk repræsentation af kvindelige politikere har manglet. Det må komme Henrik Dam Kristensen til ære, at han tog initiativet til at bestille et sådant værk. Et fagudvalg med historiker Bo Lidegaard i front har stået for udvælgelsen af, hvilke 30 kvinder, der skulle portrætteres. Listen inkluderer så forskellige kvinder som socialdemokraten Nina Bang (1866-1928), Danmarks første minister og dansk-kurdiske Özlem Cekic, der sad i Folketinget for Socialistisk Folkeparti fra 2007 til 2015, og som utvivlsomt også anerkendes for sit efterfølgende dialogprojekt Brobyggerne.
I maleriet er Cekic en af få portrætterede, der kigger ud på beskueren. Hun er placeret i fugleflugt-linje med Dansk Folkepartis stifter Pia Kjærsgaard, der trods sin ingenlunde ligeså åbensindede tilgang til sine medmennesker, altid har udvist en vilje til samtale med sine opponenter.
Danmarks første kvindelige statsminister, socialdemokraten Helle Thorning-Schmidt, indtager en stolt plads i det, man kunne kalde maleriets forgrund. Men i øvrigt har Mørkeberg givet alle de 30 kvinder næsten millimeterdemokratisk lige meget plads i billedet ved at annullere det perspektiviske billedrum, til fordel for et kollageagtige rum, der er karakteristisk for kunstneren. Mørkeberg har samtidig formået at skabe kompositorisk gruppe-harmoni og dynamisk ro, noget af en bedrift. Trods kollageformen er der en vis rumlighed i billedet, personerne overlapper, nogle sidder ned, og det føles faktisk som om, billedet summer af snak kvinderne imellem.
Mørkeberg har leveret stærkt på kravet om portrætlighed med fantastisk veludførte, ganske klassisk opbyggede ansigtsgengivelser, hvor de konkave dele gengives med køligere undertoner, de konvekse varmere – det hele dog stadig med Mørkebergs lidt tegneserieagtige æstetik. Desuden har hun ladet de nulevende portrætterede få indflydelse på deres egen påklædning, som ganske fint fortæller om forskellige tidsperioder.
Tøjet er malet som tøj, men også som dynamiske mønstre og farvekompositioner, der løfter værkets formelle kvaliteter og billedet som helhed til mere end blot regulært gruppeportræt. Man skal se værket med egne øjne for rigtigt at erfare dybden i de mørke toner og penselstrøgenes kvalitet, fx i værkets øverste del, der er Samtaleværelsets vægfarve, men også fremstår subtilt levende som en astral himmel. Ellers er der ikke tilføjet symboler i billedet.
Dog er de tre vaser på de tre borde interessante. De fungerer som pejlemærker i en ukurant komposition, der falder ud af den ellers ligeligt fordelte personkomposition, måske er de tegn på fremtidens kvinder. Portaler til andre steder, malede landskaber og store sole findes er malet på vaserne – eller er i dem – som det eneste, der peger ud af rummet. Samtidig er de også et skjult portræt, af kunstneren selv og hendes øvrige keramiske arbejde og skriver sig dermed ind i portrætgenrens tradition for at efterlade et lille symbol på penselføreren. Mie Mørkebergs maleri er en ækvilibristisk magtdemonstration og en gave til både ligestillingssagen og de portrætterede kvinder.
