I en vittighedstegning af kunstneren Pablo Helguera står en 40-årig kunstner, Francesco, alene i sit lille atelier proppet med usælgelige lærreder med små stjerner på. Det er netop gået op for ham, at han har spildt et halvt liv på at lave sine «signature asterisk paintings.» Haim Steinbach, der nu er 69 år, er også en kunstner med én enkelt og meget enkel idé. Men i modsætning til Francescos idé virker Steinbachs bedre for hver dag, der går. I stedet for at lave ting, som han udstiller på en allerede eksisterende scene, er Steinbach blevet kendt for at lave en scene, hvor han udstiller allerede eksisterende ting.
I starten var Steinbachs fokus på iscenesættelsen af alverdens fundne ting fra legetøjsfigurer til cereal-pakker på hylder, som han selv havde lavet. Hylderne var minimalistiske. De var inspireret af Donald Judds skulpturer, men også en parodi på samme. Imens Judd insisterede på, at der var forskel på hans skulpturer og møbler, insisterer Steinbach på at skabe forvirring om, hvad der er hvad. Siden er Steinbach gået op i størrelse for at udstille fundne ting i interiører eller miljøer, som han selv har designet. Idéen er enkel, men Steinbach har formået stadigt at udfolde den på nye og overraskende måder. På en udstilling i 2007 i Paris var tingene, som han iscenesatte, fx store landskinker fra Auvergne som hang ned fra loftet – ligesom på restauranten over for galleriet. På hans nye udstilling på Statens Museum for Kunst er fokus mere ligetil, nemlig på værker, som Steinbach har fundet i museets samling.
Steinbachs udstilling på Statens Museum for Kunst er henlagt til X-rummet viet samtidskunst, som museet åbnede i 2001. Det skete som svar på en voksende interesse for samtidskunst, som mange i kunstmiljøet mente museerne burde gøre mere for. Idag, hvor samtidskunst er højere prioriteret på de fleste danske museer, er det en sjov oplevelse at træde ind i Steinbachs udstilling. Det første man ser, er et maleri, Interiør med Violin fra 1917, af Henri Matisse, som i 2005 var genstand for stor debat i Danmark. Da Louisiana og Statens Museum for Kunst begge åbnede udstillinger med Matisse samme sommer, blev den franske maler fremstillet som indbegrebet af publikumspopulisme og standardisering af udstillingsudbuddet. Nu præsenteres Matisses berømte maleri som nøgleværk i Steinbachs udstilling. Lige ved siden af har Steinbach valgt at hænge et andet af museets absolut mest kendte værker, C.N. Gijsbrechts maleri, med den mundrette titel: Trompe l’oeil. Bagsiden af et indrammet maleri (1668-72). Sammenstillingen af de to kunstnere, adskilt af fire århundreder, kan man naturligvis kalde fræk. Men hvis man dertil lægger de andre værker, som kunstneren har udvalgt, har man intet mindre end en præsentation af museets highlights fra forskellige perioder. De udvalgte værker strækker sig fra Pieter Bruegel d.Æ. over Pablo Picassos kubisme til Joachim Koesters video Pit Music (1996), som blev vist på Documenta i 1997 og derefter kanoniseret som ny-klassiker.
Idéen med at invitere kunstnere til at kuratere museers samlinger er velkendt. Siden 1989 har MoMA i New York kørt en serie af udstillinger, Artist’s Choice, hvor kunstnere er gået på opdagelse på museets lager, der som bekendt både indeholder kunst og design. Den første kunstner MoMA inviterede var Scott Burton, der i 70’erne ligesom Steinbach og andre kunstnere søgte at sløre skellet mellem billed- og møbelkunst i kølvandet på minimalisterne. Burton gik dog ikke ned i gemmerne, men op til Brancusi-skulpturerne på museets anden sal og omarrangerede dem. Fx skilte han en Brancusi-skulptur fra den sokkel, som kunstneren selv havde lavet, og placerede skulpturen direkte på gulvet, imens han satte soklen på en piedestal ved siden af. Som Burton demonstrerede, var allerede Brancusi optaget af soklen som skulptur, og så er der ikke langt til Heinbachs skulptur som sokkel som hylde.
Sammenligner man Steinbachs udstilling med Artist’s Choice-seriens første udstilling med Burton og seriens seneste udstilling med Trisha Donelly, der viste alt fra hallucinerende microchip-diagrammer fra Bell Laboratories til et par solbriller fra 1949, er X-rummet tamt. Hverken udvalget af kunstværker eller behandlingen af samme er opsigtsvækkende. Bortset fra en Henri Laurens- skulptur, som Steinbach har placeret på et tidligere museumsmøbel, et elegant rundt træbord, præsenteres værkerne nogenlunde, som det sig hør og bør idag. Malerierne hænger nogenlunde i den højde, som de normalt gør på museer. Som sådan fremstår Steinbach som ekstraordinært ordinær. Som sådan minder han om Andy Warhol, der kunne lide Coca-Cola og dollars, fordi det er noget, som alle kan lide. Som sådan minder han om sin samtidige men yngre kollega Jeff Koons, der ligesom Steinbach nu inspirerer en ny generation af kunstnere. Begge er de forbilleder for, hvad man – med et lidt paradoksalt men pædagogisk udtryk – kan kalde en kritik af kritikken af forbrugersamfundet. Steinbach vil ikke som mange andre samtidskunstnere lave kunst, der skal befri de forblændede og altså dumme forbrugere fra kulturindustrien. I stedet laver han en udstilling på Statens Museum for Kunst, der umiddelbart ligner, hvad kunsteliten i sit mørkeste hjørne vil forkaste som kulturindustri.
Nu kunne man selvfølgelig mene, at Steinbach blot er ironisk. Men man kan også lade være. Steinbach kan givetvis lide det samme, som så mange andre. Og som så mange andre, kan han lide det på sin egen måde. Hvordan Steinbach så kan lide det, kan selvfølgelig være svært at se – ligesom det er svært at se, hvordan nogen kan lide det, de liker på Facebook eller Instagram. Til gengæld fornemmer man, hvad han er optaget af i hans måde at arrangere, hvad han liker – ligesom man fornemmer, hvad folk er optaget af i et bestemt billede på en Tumblr ved at se på de andre billeder på samme Tumblr. Hvis Steinbach virker så aktuel, er det bl.a. fordi han laver kunst til en tid, som Clay Shirky har forsøgt at opsummere i sin bogtitel Here Comes Everybody. Det er en tid, hvor man ikke blot taler om, at alle på de sociale medier udfolder sig som kunstnere, men også som kuratorer i en grad, hvor det bliver svært at skelne mellem kunstner og kurator. Og everybody er naturligvis her ikke anybody. Everybody er de forbrugere, der med sociologen Michel de Certeaus ord indtil for nylig var «miskendte producenter.» Det er med andre ord, hvad man nu kalder users, der giver sig til kende i den måde, som de bruger produkter på.
Steinbach kan lide det samme, som så mange andre, men på sin egen måde. Udstillingens titel, The Window, er inspireret af Matisses maleri, som viser en violin i en åben violinkasse foran et vindue, der åbner indefter, mens skodderne åbner udefter. Det er et billede af et vindue, der ikke bare er et billede i billedet. Det er et vindue, der bliver et rum mellem to rum, eksteriøret og interiøret. Idet vinduet åbnes og skodderne slås op på vid gab, kan man ikke længere sige, hvorvidt den grønne plante står inden- eller udenfor. Det er et billede, der ikke bare nedbryder et skel mellem ude og inde, men fremstiller et kontinuum.
Lignende greb genfindes i samtlige værker og gennemsyrer udstillingen som helhed. Steinbach har hængt malerierne op på udstillingsarkitekturens ubemalede vægge. Til gengæld har han flere steder skrællet dem for gipsplader, så der ikke er andet tilbage end stålskelettet. Imens man ser på malerierne, kan man kigge igennem væggene. Et rum går i ét med et andet rum ligesom en kunsthistorisk periode går i ét med en anden. Selvom der kun er én indgang til X-rummet, kan man ikke sige, hvor Steinbachs udstilling starter og slutter. Steinbachs grundplan er ikke baseret på hinanden følgende kuber, men er gennemskåret af diagonale vægge. Det er en dynamisk udstillingsarkitektur med spartelmasse på væggene, der signalerer work in progress.
Steinbach har udvalgt de værker, der bearbejder det, som han selv arbejder med. I Wilhelm Bendz’ maleri ser man en familie i et hjem, hvis malerier er nøje iscenesat efter alle ophængningens regler, så overkanten flugter med dørkarmen. Det er et maleri, hvor alt er sirligt gengivet fra værkerne på væggene til bøgerne, der roder på bordet. Det er et ekko af Steinbachs egen udstilling, der er blevet peppet op af figurative salt- og peberbøsser, som kunstneren har lånt af museets medarbejdere. Bøsserne har Steinbach arrangeret på en glashylde skråt ved siden af Smithsons værk, hvor bunker med klippesalt gennemskæres af spejle. Hvis Steinbach er popkunstner, ligger han bagom Warhol i forlængelse af britisk Pop Art i slut-50’erne. Som dens bannerfører, kuratoren Lawrence Alloway, foreslog, var Pop Art dengang – inden den blev forvandlet til kunst – optaget af et fine art-pop art continuum. Det samme er HuskMitNavn, der nok er indlemmet i museets samling men mere kendt for kunst i gaden, i avisen, på øl-etiketter m.m. Det er ham, der har lavet et par af de – i mere end en forstand – kinky bøsser, som Steinbach er blevet overdraget af en ansat på museet.
X-rummet blev åbnet på et tidspunkt, hvor samtidskunst blev tilsidesat på de danske kunstinstitutioner. Idag anvender Steinbach så X-rummet til at afvikle et rum blot viet samtidskunsten – om ikke andet, så i det mindste symbolsk. Men han gør det på et tidspunkt, hvor samtidskunsten er blevet en så privilegeret størrelse, at den nu fra flere kanter begynder at problematisere sig selv. Er The Window en aktuel udstilling, er det givetvis fordi, den forsøger at vise, at præsentationen af kunst i et kontinuum ikke er Steinbachs helt egen idé. Det er en idé, der er så enkel, at den nødvendigvis har optaget mange ned igennem historien.
