I 2010’erne opgav kunstnerne samtiden til fordel for fortiden, fremtiden og andre og større tidsligheder. Kunsten er ikke længere kontemporær, men ekstemporær.
Spørgsmålet i Nicolas Bourriauds nye bog er, hvorledes eksklusion påvirker den visuelle tanke. Kunstkritikk mødte ham i København til en snak om kunst, politik og fremtidens kunstinstitutioner.
– Lufthavnen er vor tids skærsild, siger Ed Atkins, som er aktuel med en ny filminstallation i grænselandet mellem Pina Bausch og Leslie Nielsen på Statens Museum for Kunst.
Kunstkritikks egne skribenter og inviterede gæster vælger det mest interessante fra kunståret 2015. Hver dag fra 1. til 24. december kommer et nyt bidrag. I dag: Toke Lykkeberg.
– Jeg tror kun vi har set spidsen af isbjerget, når det kommer til computergenererede sexfantasier, siger Uffe Isolotto, hvis grafiske novelle iscenesættes på Toves i København i morgen.
Kunstkritikks egne skribenter og inviterede gæster vælger det mest interessante fra kunståret 2014. Hver dag fra 1. til 24. december kommer et nyt bidrag. I dag: Toke Lykkeberg.
Mens stadig flere kunstnere lager kunst som ikke kan reduseres til et politisk program, setter kritikere og kuratorer sin ære i å lese kunsten som om den var styrt av et.
Keren Cytter laver film og reflekterer rigtig meget over sig selv – ligesom alle andre i dag. Måske det er derfor hun er så spændende.
– With the rejection of Manet’s Déjeuner sur l’herbe from the Salon the painting fell into a limbo of sorts. It was art denied in its art quality. That is what non-art is, says Thierry de Duve.
– Det handler om at beskytte sig mod frygten for bortgang og død, siger Camille Henrot om vores begær efter encyklopædiske fornater. Udstillingen åbner på Charlottenborg i aften.
– Man må behandle begrebet med en vis promiskuitet for at kunne være tro mod det i analytisk forstand, fastslår Lars Bang Larsen, der er aktuel med antologi om netværk.
I Herning leverer hustleren Cory Arcangel sine one-liners, som om pointen er, at der ikke er én pointe.
Mikael Øye Hegnar gir hverdagen og nået en historisk patina på Kunstnerforbundet.
Gabriel Alonso og Nikhil Vettukattil viser at de sosiale rommene rundt kunsten kan gi vel så mye som objektene.
Hvad afgangsudstillingen fra Det Jyske Kunstakademi mangler i antal kunstnere, vinder den i kunstnerisk spændvidde og personligt udtryk.
Et søkelys på det nære og utsatte er egentlig rettet mot større forhold i masterutstillingen til Kunstakademiet i Bergen.
Kunstkritikk stöds av
