No Sale står der med lysende, røde bogstaver på kasseapparatets display efter hvert afsluttet salg i espressobaren på Tate Modern. Måske er det, som ikke er til salg noget af det mest eksotiske, man kan præsentere i en kunstverden, hvor spørgsmålet om kunstens vare- og værditilskrivning er en konstant mudret affære. Det var i hvert tilfælde omdrejningspunktet for No Soul for Sale – del af Tate Moderns 10 års fødselsdagsprogram – en festival med deltagelse af 50 uafhængige udstillingssteder, kunstnerkollektiver, kuratoriske projekter og andre såkaldt frie, alternative størrelser.
Over indgangen til Tate Modern står der med kæmpe typer: «Explore, Experience, Enjoy» – og mindede om den kraftfulde branding, som organisationen gennemgik, da Tate Modern åbnede i 2000 – en professionalisering af kunsten som oplevelsesindustri, som institutioner verden over har forsøgt at kopiere. Og publikum i London tog da også godt imod invitationen fra No Soul for Sale til at kaste sig ind i kunstlegen i turbinehallen på Tate.
Selvom intentionerne bag No Soul for Sale muligvis har været at demonstrere et alternativ til den herskende oplevelsesøkonomi, så blev alternativet paradoksalt tolket som en form for deltagelsesøkonomi. Der var i hvert tilfælde uhørt meget knald på festivalen på Tate. Her var hoppeborg for børn (Western Bridge, Seattle) – og for katte! (FLUXspace, Philadelphia). Man kunne også få et gratis hårklip (Sala-Manca Collective, Jerusalem) eller spille en omgang bordfodbold (Black Dogs, Leeds) og en sindrig opstilling af stueplanter forbundet til forstærkere gjorde det muligt at «spille» på palmebladene med sine fingre (Oregon Painting Society, Portland). Tydeligvis inkluderede definitionen af «independent» på denne festival ikke den mere politiske og anti-imperialistiske del af alternativbevægelsen. Dog var der, mellem de letfordøjelige indslag, også traditionel forevisning af videokunst på monitorer (Suburban, Oak Park, Illinois) og sober præsentation af bogudgivelser og editioner (CNEAI, Paris; 2nd Cannon Books, L.A; og Torpedo, Oslo), men fornemmelsen af kaotisk basar dominerede i den store hal. Ikke uden grund blev jeg to gange spurgt om det var et loppemarked.
Selvom New York-stedet White Columns’ præsentation af fanzines og markering af Yoko Onos kommende bog med hvide drager (såkaldte «poetry kites») opsat på væggen, samt uddeling af gratis fredstegn i form af klistermærker var både poetisk og cool, så druknede det lidt med elektro-musicerende planter lige ved siden af. På den anden side havde det måske også været upassende med en mere traditionel udstillingsplatform for indie-projekter, der udveksler non-profit visitkort med indforstået mine. Det havde i hvert tilfælde ikke været en lige så festlig fødselsdag for den etablerede institution, der fik al den street cred den kunne trække. For nu at sige det lige ud.
Heldigvis blev spørgsmålet om, hvad det overhovedet vil sige at være independent også sat i tale på festivalen, af blandt andet udstillingsstedet PiST fra Istanbul, der udstillede balancegangen i form af en skulpturel vippe, hvorpå der var trykt henholdsvis «Dependent» og «Independent» i hver ende. PiST havde også lavet et humoristisk test, som kunne afprøve graden af ens egen uafhængighed med spørgsmål a la: «Your band will play at a major festival but you discover your name is missing from the poster. What do you do», efterfulgt af tre muligheder for at reagere eller eventuelt slet ikke at reagere (en ægte independent).
I løbet af weekenden følte Black Dogs fra Leeds sig åbenbart så provokeret af sammenhængen, at de foretog en selvbestaltet undersøgelse blandt udstillerne på Tate for at afklare, hvor meget hvert udstillingssted/kollektiv i grunden havde betalt for at være her «for free», som det havde lydt i invitationen fra Tate: «We provide you the space for free» – en retorik, som, interessant nok, indikerer, at Tate valgte at opfatte arrangementet mere som messe end udstilling, hvorfor det højtprofilerede udstillingssted ikke så sig nødsaget til at bidrage til finansieringen af udstillernes udgifter, hverken til produktion eller transport. Det har en række privat og offentlige instanser i stedet gjort, eller de uafhængige kunstnerkollektiver selv. For hvem siger nej til en «udstilling» på Tate!? Og så er man tilbage til spørgsmålet om, hvad det egentlig vil sige at være uafhængig.
Hvis der er nogen, som ikke har problemer med at navigere i kunstverdens mudrede vande af kommercialisme og non-profit, så er det Massimiliano Gioni og Maurizio Cattelan, som sammen med Cecilia Alemani, havde arrangeret No Soul for Sale. Fornemmelsen af bazar og kunstbonanza var især deres fortjeneste, fordi de havde valgt ikke at adskille de forskellige bidragydere med vægge men ved hjælp af røde streger på gulvet – eftersigende inspireret af scenografien i Lars von Triers Dogville. Den slags er de gode til.
Især Gioni og Cattelan har tidligere bevist, at der ligger en særlig energi i bare at gøre, hvad man har lyst til og ikke mindst, præsentere det, som man har lyst uden for mange kedelige bagtanker angående rigtigt og forkert. Det har ofte virket forfriskende i en kunstverden, hvor mange har travlt med at trække grænserne de rigtige steder. For kuratorerne har det tydeligvis været mindre vigtigt at afklare, hvad independent egentlig vil sige – andet end måske fri og glad! – så længe festen rykker i den gamle turbinehal. Og der var fest og også balloner, men denne gang kunne energien ikke bære det igennem alene. Jeg fik flashback til 1990ernes misforståede udstillinger i den relationelle æstetiks navn med postuleret nonhierarkiske platformsudstillinger inklusiv trampoliner, loungepuder og gratis kaffe – som jeg ikke umiddelbart ser grund til at genoplive og da slet ikke i form af en independent-festival til ære for Tate. Der var nok også et udstillingssted eller to, som overvejede, hvorfor de egentlig sad med ved dette fødselsdagsbord. Explore, Experience, Enjoy!
