«Kulturministeriet og rektor på Det Kgl. Danske Kunstakademis Billedkunstskoler, Kirsten Langkilde, er blevet enige om, at Kirsten Langkilde fratræder sin stilling», lyder det i en pressemeddelelse netop udsendt fra ministeriet.
Det er kun få måneder siden, at hovedparten af skolens professorer erklærede deres mistillid til rektor. «Autoritær og uklar», lød det blandt andet om Kirsten Langkildes ledelsesstil.
I en orienteringsskrivelse til resten af fakultetet forklarede professorerne, hvorfor de havde indgivet en mistillidserklæring til ministeriet. De var ikke kun «frustrerede over, hvordan beslutninger træffes, over den manglende gennemsigtighed og hensynet til demokratiske processer – vi er i stigende grad bekymrede over selve retningen, som akademiet ledes efter. Vi ser hverken bevægelsen i samtidskunsten eller de studerendes behov afspejlet i Kirsten Langkildes uklare strategi for akademiet.»
Professorerne påpegede desuden rektors manglende respekt for de ansattes fagligheder, et dårligt arbejdsmiljø og en ledelsesstil, der både er chikanerende og årsag til stress. En arbejdspladsvurdering af Kunstakademiet, som Politiken fik indsigt i, viste, at 40 procent af medarbejderne på akademiet oplevede problemer med samarbejdet med rektor. «Problemer med samarbejde med nærmeste ledelse ved fakultetet relaterer sig udelukkende til samarbejdet med skolens øverste ledelse. Der er stort behov for at forbedre dette forhold», stod der i rapporten, ifølge Politiken.
Omtrent samtidig med at mistillidserklæringen kom i mediernes søgelys, kom den såkaldte ’busteaktion’ frem i offentligheden. Anonyme Billedkunstnere havde, sammen med institutleder Katrine Dirckinck-Holmfeld, taget en buste af Kong Frederik V fra akademiets festsal og kastet den i havnen som led i en antiracistisk aktion.
Medieopmærksomheden, der fulgte, har været enorm. Samtidig har responsen fra rektor været bemærkelsesværdig sparsom. Mærkbar, fordi det for store dele af kulturlivet var tydeligt, at institutionen var i knæ.
Det er angiveligt disse to begivenheder, der nu fører til, at Langkilde stopper som rektor efter mindre end to år på posten. Ministeriet har ikke længere tillid til, at hun er den rette person på posten. Det fremgår af udtalelsen fra kulturminister Joy Mogensen:
«Kulturministeriet og Kirsten Langkilde er ikke nået til enighed om, hvad der skal til for at løse udfordringerne på Kunstakademiets Billedkunstskoler. Der er derfor behov for nye kræfter. Kulturministeriet og Kirsten Langkilde er blevet enige om, at Kirsten Langkilde fratræder sin stilling. Nu giver vi billedkunstskolerne en ny start med en ny rektor.»
Kirsten Langkilde forlader stillingen med udgangen af december. Allerede nu igangsætter Kulturministeriet en rekrutteringsproces med henblik på at finde en ny rektor for Det Kgl. Danske Kunstakademis Billedkunstskoler.
Der er kunstnere, der med udgangspunkt i ”armslængdeprincippet”, over for kulturministeren har opfordret til, at Akademiets rektor ikke fremover skal udpeges af kulturministeren. Tilsvarende, at politikere skal blande sig uden om ansættelse og afskedigelse af ledere, undervisere og andre ansatte på Akademiet. Opfordringen fandt sted få dage før udmeldingen om, at Akademiet skal have ny rektor.
Hold afstand! Bjørn Nørgaard og 36 andre kunstnere sender opråb til Joy Mogensen – politiken.dk
Med opfordringerne er de pågældende kunstnere sådan set 10 – 15 år for sent ude. Der blev allerede dengang, fra politisk og ministeriel side, truffet en række beslutninger, bl.a. på baggrund af internationale aftaler (Bolognamodellen), der i den grad er blevet rammesættende for det pædagogiske og forskningsmæssige arbejde på Akademiet.
Her tænker jeg ikke mindst på kravene i forbindelse med den akkrediteringsproces, som Akademiet, ligesom en række andre videregående uddannelser, er i gang med.
Noget tyder på, at ministeriet har udset sig Billedkunstskolerne som foregangsinstitution på kunstens område, når det drejer sig om institutionsakkreditering, og at det bl.a. er derfor, at det er gået så hurtigt med at opnå en betinget positiv akkreditering af Akademiet. Det til trods for, at de mange fejl og mangler fremhævet i akkrediteringsrapporten tyder på, at det hele er gået alt for stærkt.
Der er en hel del, der skal rettes op på inden for de næste 2 – 3 år. En forhåbentlig positiv institutionsakkreditering til den tid gælder derefter i 6 år. Desuden er det værd at nævne, at Akademiets forarbejde med at udvikle et kvalitetssikringssystem med henblik på akkrediteringen allerede startede under Sanne Kofod Olsens ledelse i 2015.
Noget kunne tyde på, at de ovennævnte kunstnere har sovet en form for ”tornerosesøvn” de sidste 10 – 15 år eller har befundet sig i en form for ”ekkokammer”, eftersom det først er nu, at det går op for dem, at noget er ”helt galt”.
På mange måder er man i Norge og Sverige, bl.a. af historiske årsager, forud for den udvikling, der er i gang på Akademiet. Jeg kan absolut anbefale at læse en artiklen af Ane Hjort Guttu: ”Farvel til kunstutdannningen slik vi kjente den”.
Farvel til kunstutdanningen slik vi kjente den – Kunstkritikk
Danske kunstnere kan næppe alene bremse en lignende udvikling i Danmark, så opgaven må i stedet være at undgå de værste fejl, som er begået i andre nordiske lande.
En kommentar til:
«Kulturministeriet og Kirsten Langkilde er ikke nået til enighed om, hvad der skal til for at løse udfordringerne på Kunstakademiets Billedkunstskoler. Der er derfor behov for nye kræfter. Kulturministeriet og Kirsten Langkilde er blevet enige om, at Kirsten Langkilde fratræder sin stilling. Nu giver vi billedkunstskolerne en ny start med en ny rektor.»
Når en række krav og forventninger fra politikere og kulturministeriet overhovedet ikke passer sammen med de interesser og forventninger, der findes blandt studerende og en række ansatte på akademiet med forskellige arbejdsopgaver, er det ikke kun et ledelsesmæssigt problem, men i høj grad også et strukturelt problem. Bl.a. at finde frem til løsninger af organisatorisk karakter, som alle parter kan affinde sig med og indstille sig på at arbejde konstruktivt ud fra.
På en række områder er Akademiet, ikke mindst i forbindelse med arbejdet for at opnå Akkreditering, i gang med en ret omfattende omstillingsproces, der bl.a. har konsekvenser for det pædagogiske og kunstfaglige arbejde. Det er en omstillingsproces, der måske kommer til at strækker sig over en 10årig periode.
Det er uheldigt, hvis man i løbet af en sådan omstillingsproces bliver udsat for flere ledelsesskift i form af ny rektor og nye organisatoriske ændringer, som studerende og ansatte bliver nødt til at tilpasse sig. Som om der ikke i forvejen er ”bolde nok i luften” samtidig.
Politikerne og ministeriet bliver nødt til i højere grad, som parter i sagen, at involvere sig i omstillingsprocessen (det med ”armslængdeprincippet” må man således til en vis grad gå på kompromis med – for det gør man jo allerede i forvejen, selv om det ikke er åbenlyst).
En del af løsningen kunne måske være, over en årrække, at nedsætte en form for bestyrelse, hvor der ud over repræsentanter for studerende og forskellige grupper af medarbejdere også sad rektor og repræsentanter for ministeriet. Den afgørende funktion ville i så fald ikke være at træffe beslutninger, men i høj grad at udveksle synspunkter og at finde løsninger på interessemodsætninger.