Et hurtigt blik over udstillingen med amerikanske Walead Beshty (f. 1976) giver indtryk af kontemporær klassicisme – minimalistiske kuber af kobber og glas, grandiose kobberplader ophængt på væggen, menneskestore sort/hvide fotografier af abstrakte motiver, fotografiske portrætter i ensartede rammer og farvefotografier med abstrakte motiver, der giver associationer til 1990ernes digitale maleri. Sådan ser det ud og sådan føles det. Men vi er på Malmö Konsthall, så naturligvis er der også «diskurs på».
Beshty arbejder typisk ud fra et eller flere tilfældighedsprincipper, som bygger på ydre påvirkninger. Den igangværende fotografiske serie Transparencies (2006-) er eksempelvis resultatet af, at Beshty på sine rejser medbringer ueksponeret film i sin håndbagage i en lystæt boks. Når han passerer security i en lufthavn bliver filmen udsat for screening og påvirket af røntgenstråling, som, når Beshty senere fremkalder filmen, resulterer i en art abstrakte fotografier, hvor røntgenstrålingen fremstår som hvide og grålige linier over monokrome baggrundsflader i tågede kulører. De ydre påvirkninger spiller også en rolle i serien FedEx (2007-) – kubeformede glas- eller kobberskulpturer med mål, der præcis passer til det indre af en særlig størrelse forsendelsesbokse fra shippingfirmaet FedEx (et mål, som FedEx rent faktisk har copyright på!), som skulpturen transporteres i, når den skal udstilles rundt omkring i verden. Når kuben tages ud af kassen er kobberhjørnet måske lettere bulet eller glasset har slået revner. Ligesom Transparencies bar spor af den stråling og den rejse, som filmene har været udsat for, fremviser kuberne også det (ind)tryk som de har været udsat for. Princippet går igen i Industrial Portraits, serien af sort/hvide portrætter af folk, som Beshty har mødt på sin vej og som i et eller andet omfang har påvirket hans arbejde, hans proces eller tankegang. Det kan være teknikeren på Malmö Konsthall eller marketingschefen fra Artforum.
Når jeg skriver, at det føles som om værkerne har «diskurs på» er det fordi, at denne udstilling irriterer ved sin glatte, anglosaksiske logik. Værkerne rummer for så vidt det hele og kan let udvides til aktuelle samfundsmæssige problemstillinger; røntgenstrålingen af film i security kan kobles til krydsning af grænser, som igen kan udvides til angsten for terror, menneske- og vareudveksling i en globaliseret verden, spørgsmål om territorium, nationer og identitet og så videre. Det sidste årti har en stor mængde kunstprojekter netop italesat distribution og migration som kunstnerisk system og uomgængeligt eksistensvilkår, hvilket gør det svært at se dette projekt som mere end «art school correct» refleksion indpakket i institutionsvenligt format.
Selvom værkerne er installeret på en hidtil uset måde i Malmö Konsthall (blandt andet ved at videreføre de orienteringslinier, som allerede findes i arkitekturen, fra vindfanget ved indgangspartiet etc.), der resulterer i en art dekonstruktiv udstillingsarkitektur, så kan det ikke kamouflere, at det blot er fire-fem forskellige værktyper, der gentages i det kantede, men enorme, udstillingsrum. Dette kan naturligvis sagtens forsvares inden for Beshtys projekt – tilfældighedsprincippet resulterer i sagens natur i et uendeligt antal «unikke» værker – men det er måske derfor, at A Diagram of Forces opleves mere som showroom end udstilling.
