Schinkel Pavillon i Berlins Mitte ligner i sig selv lidt et rumskib med sin ottekantede form og bedagede DDR-interiør. I de smalle, svagt oplyste underjordiske gange under pavillonen kan man snildt forestille sig, at en monstrøs skikkelse står på spring bag næste hjørne eller at et uudklækket Alien-æg pludselig rører forsigtigt på sig. Det er noget nær den perfekte lokation til en gyserfilm – eller som det er tilfældet her, en duoudstilling med HR Gigers biomekaniske sci-fi univers og Mire Lees slimede robotter.
Den schweiziske kunstner H.R. Giger (1940-2014) blev for alvor kendt som den perverterede hjerne bag rumvæsnet i Ridley Scotts horror-klassiker Alien, der ramte biograferne i 1979. I Alien følger vi besætningen på det kommercielle slæberumskib Nostromo, en rusten skrotbunke af et fartøj, som under rejse tilbage til jorden modtager et ukendt nødsignal, der viser sig at stamme fra et fremmed rumskib, i hvis indre et mystisk æg udklækkes og surrer sig fast på officer Kanes ansigt. Således kommer rumvæsnet med ombord på Nostromo, hvor den, efter at være trængt ud gennem Kanes brystkasse, slår besætningen ihjel, en efter en.
I pavillonens underetage møder vi en skulpturel udgave af Gigers Alien fra 1990, en sfinks-agtig mellemting imellem en robot og et gigantisk insekt med blottet exoskelet. Ved siden af Alien-skulpturen ligger den koreanske kunstner Mire Lees animerede skulptur Endless House (2021), en biomorf struktur med store huller, der blotter et slimet indre. Herinde roterer et løst bundt af slanger og rør langsomt om sin egen akse. Dråber af flydende silikone løber ned af skulpturen og giver en fornemmelse af blottede indvolde, som var skulpturen fanget i en uendelig cirkel af repetitive overgreb, hvor et rumvæsen igen og igen bryder ud igennem dens brystkasse.
Det er åbenlyst Giger, der er udstillingens omdrejningspunkt, mens den unge koreanske kunstners værker konsekvent er iscenesat som ofre for den perverterede legendes monstrøse værker. At der er tale om et bevidst greb fra kurator Agnes Gryczkowska side bliver helt tydeligt i placeringen af Lees video Faces (2016), der består af korte klip af unge asiatiske kvinders ansigter. Klippene stammer fra den ret racistiske voldtægtsporno-subgenre groping, som er iscenesatte overgreb og befamlinger af unge kvinder i offentlig transport. Her er de sat op imod Gigers eksplicit pornografiske tegninger: Biomekaniske væsner, der penetrerer en ophængt torso, eller gruppevoldtager en kvindeskikkelse i en slags sadistisk voldsrus.
At bevæge sig igennem underetagens føles fuldstændig som at træde ind i den slags gyserfilm, hvor man hele tiden fornemmer, at noget dæmonisk lurer et sted. Man glider ind i et smalt rum, hvor endnu en af Lees slimede væsner vrider sig hjælpeløst på gulvet ved siden af et afløb, et sted imellem en bunke afhuggede lemmers sidste krampetrækninger og et orgasmisk højdepunkt. Man bliver pludselig i tvivl om, hvorvidt Mire Lees værker er helt uskyldige ofre for Gigers perversiteter, eller om der måske snarere er tale om en slags gensidig fetichisme.
Det slår mig, hvor lidt der skal til, for at vi afkoder noget som både levende og afskyvækkende; lidt bevægelse og noget abjekt slim, der peger på en ophævelse eller vrangvending af kroppens afgrænsning. Det fungerer, fordi en præmis i horror-genren netop er, at det døde kunne være levende og det levende muligvis er dødt. Jeg bakker langsomt ud af rummet.
En stor del af udstillingen består af Gigers airbrush-malerier af Alien-lignende skikkelser, hvor blotlagte muskler og knoglernes arkitektur peger på en ret interessant surrealistisk sensibilitet. Det er anatomiske teksturer, hvor kropsdele vokser ud over kroppens egne grænser og indtager det omkringliggende landskabs flader, ligesom rumvæsnet i filmen omdanner rumskibets konstruktion til organiske grotter, hvor krop og omgivelser blender sammen. En parasitær – eller epidemiologisk om man vil – reproduktion, hvor det egentlig skræmmende ikke er et dæmonisk væsen, men en motivløs, mekanisk og determineret vold, der udelukkende har blind evolution som mål.
Når Gigers ekstremt grænseoverskridende univers virker så relevant netop nu, er det måske netop fordi rumvæsenets eksistens er så åbenlyst parasitær. Ligesom en virus ikke kan reproducere sig selv, men overtager og benytter fremmede celler, er monstret afhængig af at penetrere og snylte på en fremmed krop for overhovedet at kunne komme til verden – og ligesom en virus kan rumvæsenet således evolutionært forstås som et selvreproducerende potentiale i kroppen til at slå sig selv ihjel. Jeg beholder mundbindet på, da jeg forlader Schinkel Pavillon.
