Professorer på kunstakademiet i København har ikke længere tillid til rektor Kirsten Langkilde. Det fremgår af Weekendavisen, der i dag bringer en artikel med overskriften «Oprør på Kunstakademiet».
I en nylig skrivelse til fakultetets øvrige ansatte forklarer professorerne baggrunden for, hvorfor de, i slutningen af august, har udtrykt deres mistillid til rektor i en erklæring til Kulturministeriet.
Efter et indledende møde i ministeriet er det blevet besluttet, at mistilliden i første omgang skal takles gennem en stribe medieringsmøder mellem rektor og professorerne, MUS-samtaler med alle akademiets ansatte, samt udarbejdelse af en handlingsplan med henblik på at genoprette tilliden til Langkilde. Denne proces er nu igang.
«Gennem de seneste 18 måneder har vi været vidner til og oplevet tiltagende usunde og uproduktive arbejdsforhold som følge af et autoritært og uklart lederskab,» lyder det i skrivelsen til de øvrige ansatte, som er underskrevet samtlige professorer, bortset fra to nytilkomne, som lige er begyndt. Underskriverne er Henriette Heise, Ferdinand Ahm Krag, Simon Dybbroe Møller og Carla Zaccagnini.
Professorerne er, ifølge brevet, «ikke kun frustrerede over, hvordan beslutninger træffes, over den manglende gennemsigtighed og hensynet til demokratiske processer – vi er i stigende grad bekymrede over selve retningen, som akademiet ledes efter. Vi ser hverken bevægelsen i samtidskunsten eller de studerendes behov afspejlet i Kirsten Langkildes uklare strategi for akademiet.»
I et interview med Kunstkritikk i forbindelse med hendes tiltrædelse i februar 2019 udtalte Kirsten Langkilde: «Det handler grundlæggende om en respekt for den kvalificerede personlighed. Der er en grund til, at man er professor og det er, at man har arbejdet sig til det, at man har nået noget og man kan noget. Jeg har stor respekt for fagligheden og vil gerne bidrage til en styrkelse af, at den faglighed kommer til udtryk, ligesom jeg ønsker at de studerendes evner skal komme til udtryk.»
Noget tyder på, at hun ikke er kommet helt i land med dette. Professorerne påpeger både den manglende respekt for de ansattes fagligheder, et dårligt arbejdsmiljø og en ledelsesstil, der både er chikanerende og årsag til stress. Herom lyder det: «Det er vores erfaring, at ledelsen ikke anerkender akademiets særlige kompetencer og personalets ekspertise. Mere end noget andet er vi bekymrede over stress forårsaget af lederskabet og den chikane, som mange af os har været igennem.»
Kunstkritikk har været i kontakt med Kirsten Langkilde, der på nuværende tidspunkt ikke ønsker at kommentere yderligere på kritikken.
En kommentar til:
”Professorerne påpeger både den manglende respekt for de ansattes fagligheder, et dårligt arbejdsmiljø og en ledelsesstil, der både er chikanerende og årsag til stress. Herom lyder det: «Det er vores erfaring, at ledelsen ikke anerkender akademiets særlige kompetencer og personalets ekspertise. Mere end noget andet er vi bekymrede over stress forårsaget af lederskabet og den chikane, som mange af os har været igennem.»”
Til min overraskelse har jeg konstateret, at det forholdsvis hurtigt er lykkedes for ”Det Kongelige Danske Kunstakademi Billedkunstskolerne” at opnå Institutionsakkreditering. Det fremgår af en skrivelse til Billedkunstskolerne fra Akkrediteringsrådet, dateret d. 5. oktober 2020.
https://akkrediteringsraadet.dk/wp-content/filer/afgoerelser/Afgoerelsesbrev%20og%20rapport%20-%20IA%20-%20Kunstakademiets%20Billedkunstskoler.pdf
Akkrediteringen er dog betinget positiv, og der gøres opmærksom på en række forhold, der skal rettes op på inden for de nærmeste år, og som der vil blive holdt øje med.
Efter at have læst, hvad der skal rettes op på, er jeg ikke længere så overrasket over, at processen er forløbet så hurtigt. Egentlig er det vel ret rystende læsning, set ud fra et kombineret organisatorisk, ledelsesmæssigt og bredere pædagogisk perspektiv.
Det, jeg i første omgang umiddelbart var overrasket over, er hvor hurtigt det er lykkedes for den øverste ledelse på Billedkunstskolerne at få overbevist ikke mindst professorerne om, at de skal underkaste sig de krav til institutionen, som stilles fra politisk og ministeriel side.
Der er tale om en høj grad af detailstyring og kontrol på videnskabelige præmisser, der er udtryk for nye former for tænkning af pædagogisk og forskningsmæssig karakter, og som kombineres med nye former for juridisk og administrativ tænkning.
Noget kunne tyde på, at denne ”overtalelses – proces” ikke er forløbet gnidningsfrit. Spørgsmålet må for mig at se være, hvad der er gået galt, og det efterlader denne artikel i Kunstkritikk ikke noget svar på.
Spørgsmålet må bl.a. være, om professorernes kritik er rettet mod ”budbringeren” i skikkelse af rektor, eller om den er rettet mod krav fra kulturministeriet og landets politikere.