Der er noget moderne Hieronymus Bosch over amerikanske Dana Schutz’ kæmpestore lærreder, der er spækket til randen med alverdens væsner, der hver især er optaget af deres egne idiosynkrasier. De gestikulerer, peger ind og ud af billedet og fastholder vores øjenkontakt, eller omvendt; de synes helt tabt for omverdenen, fordybet i netop deres lille projekt, som ikke så sjældent er et maleri.
Som i Mountain Group (2018), hvor en ret umage gruppe af alle mulige typer, fra en lille rød Buddha-figur over dystert-ekspressive kvindeskikkelser til et tegneserie-lignende væsen med flagrende skæg og hænderne løftet i V-tegn, har forsamlet sig på toppen af et bjerg. Her er klimaaktivister og religiøse figurer, der allesammen rækker hænderne i vejret, halvvejs i entusiasme over at være nået til tops, halvvejs for at signalere, at de også har en mening, også har noget at sige. En kunstner er i gang med at male det bjerg, hun selv sidder på (og derfor ikke kan se), mens fugle kaster blod op og en kvinde er ved at fjerne de stiger, der skulle sikre, at gruppen kan komme ned igen.
Det ligner en allegori, måske et moderne babelstårn, hvor modstridende meninger og ideer om, hvordan vi løser menneskets udfordringer, resulterer i, at ingen forstår hinanden, mens den aftenrøde himmel varsler den forestående apokalypse.
Et andet billede, Beat Out the Sun (2018) har et lignende motiv; en gruppe mænd, der har taget opstilling som på et egyptisk relief, marcherer taktfast ind i billedet fra den ene side. Også de har en plan: Bevæbnet med brædder drager de mod solen, hvis stråler er formet af samme slags brædder, fast besluttet på at give den et lag tæsk, måske endda endeligt slukke den eneste lyskilde, vi har. Også her vælter vi os i dunkle referencer, som når en bræddebærende mand har spor efter nagler i fødderne som en anden Jesus-figur, der er fast besluttet på, at ende verden som vi kender den.
Det er den slags billeder, af menneskets tåbelige kamp imod sig selv og hinanden, der dominerer Louisianas retrospektive udstilling med den 47-årige Dana Schutz. Billeder af kamp på både det indholdsmæssige, allegoriske og formelle plan, hvor mængder af figurer synes at kæmpe om plads og opmærksomhed på lærreder, der ganske vist er gigantiske, men også presset til randen af gestik, blikretninger og bevægelser. Billeder, der strøer om sig med henvisninger til alt fra middelalderlige skildringer af kaos til Gustave Courbert, Édouard Manet og måske mest tydeligt til amerikanske Philip Guston, men som alligevel aldrig bliver helt tydelige referencer. Som var malerihistorien bare en enkel del af den palet, Schutz benytter i sine enorme billeder, der hele tiden peger på de store konflikter, men som måske i virkeligheden mest handler om det formelle, om maleriets kamp med sig selv.
Schutz’ tidlige værker er anderledes enkle i deres motiv, mindre i format, men fremstår stadig som figurative skildringer af temmelig abstrakte situationer. I serien Self Eaters fra starten af 00’erne undersøger hun eksempelvis, hvordan det egentlig ville se ud, hvis et menneske kunne fortære sig selv. Ville munden starte med at brede sig ud i hele ansigtet, spise sig vej fra næsen og op imod øjnene? Ville motivet derefter forsvinde, eller ville det derimod fordøje sig selv og genopstå som noget andet?
Et vidunderligt billede visualiserer fornemmelsen af et nys; hvordan hovedet ligesom opløses i én kraftfuld bevægelse, der vender indersiden af kroppen udad og på sin egen måde synes at undrer sig over, hvordan forholdet imellem fladen – ansigtet og lærredet – og det, der er inde bagved vekselvirker.
På Louisiana er Schutz præsenteret i en ikke-kronologisk ophængning, der blander de nyere og mere ekspressivt abstrakte kæmpelærreder, med ældre og mere tegneserie-agtige billeder, kultegninger og sågar de lidt kluntede bronzeskulpturer, hun for nyligt har kastet sig over. Det er på sin vis forvirrende, fordi genre- og skalaskiftene er så påfaldende, men det tillader også, at vi læser Schutz’ samlede praksis som en refleksion over maleriets mere formelle mulighedsrum.
Derved underspiller museet lidt, hvor politisk hendes praksis også kan læses. Med tanker på skandalen omkring hendes værk Open Casket (2016), der tog udgangspunkt i lynchingen af den kun 14-årige Emmett Till i Mississippi i 1955. Da værket blev vist på Whitney Biennalen i 2017 kom Schutz under beskydning for at profitere på den smertelige historie, og med det i baghovedet, forekommer museets fokus på de mere formelle aspekter af Schutz’ praksis ret bevidst.
Alligevel er det som om, netop det værk hele tiden er med os, måske fordi det bare er svært at glemme så meget opstandelse omkring et kunstnerskab, som vi ikke før nu har kunnet opleve på dansk jord, men også fordi Schutz’ værker hele tiden italesætter netop kunstnerens rolle i samfundet – herunder også, hvem der har ret til at benytte hvilke motiver.
I The Presenter fra 2018 står en performer midt i spotlightet på en TED-talk-scene med blottet underliv og en mikrofon pegende imod sit køn. En gigantisk hånd kommer ind fra højre og holder fast om hendes ansigt, som for at stoppe hendes talestrøm. I udstillingens ophængning peger værkets hånd om ansigtet frem imod Self Eater-seriens groteske munde, men altså; hvordan skal vi læse det værk, uden at komme til at tænke på skandalen i 2017?
Udstillingens største værk The Public Process (2020) antyder noget om domsafsigelse og straf, mens det visuelt refererer til Francisco Goyas maleri af en offentlig henrettelse under den spanske borgerkrig, hvori en civil bliver skudt foran en mur. Hos Schutz forbliver væggen midt i billedet relativt tom, som et lærred med enkelte malerklatter og en gul post-it. Omkring, over og bag væggen sker der omvendt ting og sager; der er tumult og røgskyer, antikke søjler vælter, mens figurer fra et dukketeater har revet sig løs af deres tråde. En kuratortype tager noter, mens en kunstner, har så travlt med sit værk, at hun tilsyneladende ikke opdager, at hun også er ved at føde. En aktivist fastholder vores øjne med et brændende blik, mens han passerer forbi muren med en spand blodrød maling, klar til at udtrykke sin antipati imod, hvad end det nu er, han er på gaden for.
Er det en allegori over en politisk situation, hvor samfundet er under opbygning og nedbrydelse på en og samme tid? Eller er vi tilbage i et malerisk univers, der udelukkende taler om, hvordan maleriets komposition hele tiden skaber og fortærer sit eget potentiale? Det er – som i udstillingen generelt – som om, noget bliver sagt og tilbageholdt på samme tid.