Kunsten Inc.

Primer er et så radikalt nytænkende udstillingssted, at det næsten overskygger de udstillinger, der vises. For tiden er det Michala Paludan, Atelier Cyberspace og Artist Placement Group.

Primer ligger i biotechvirksomheden Aquaporin. Foto: David Stjernholm.

Når man tager den lille lokalbane imellem Jægersborg og Nærum station i Nordsjælland, kører man igennem et nærmest overjordisk idyllisk landskab. Imellem let skrånende bakker, med Dyrehaven på den ene side, løber Mølleåen langs hvis bredder man stadig idag finder gammeldags vandmøller, side og side med lave, gulkalkede bygninger. Mølleåens bredder er hjemsted for Danmarks ældste industriområde, der fra Middelalderen og frem imod 1700-tallet var domineret af et omfattende møllebrug. Senere kom andre industrier til området, blandt andet Brede Klædefabrik og knivfabrikken i Raadvad, og endnu senere en række højteknologiske virksomheder – heriblandt Aquaporin, en biotech-virksomhed, der med sans for genius loci er specialiseret i vandrensning.

I Aquaporins hovedkvarter – der strækker sig over 7000 kvm åben fabrikshal, laboratorier, møderum og kontorer – har man siden juni 2017 kunne finde udstillingsstedet Primer. Ikke som et fysisk adskilt udstillingsrum i hjørnet af den gigantiske fabrikshal, men her og dér, som små dryp af kunstneriske indslag imellem kolber og andet laboratorie-gear, enorme rumskibslignende maskiner og akvarier med guldfisk.

Her kommer man ikke gående ind fra gaden, men booker på forhånd en tid, hvorefter man bliver mødt i receptionen af et medlem af kuratorfællesskabet Diakron – Amitai Romm, Asger Behncke Jacobsen, Aslak Aamot Kjærulff, Bjarke Hvass Kure, David Hilmer Rex, Morgan Sutherland eller Thomas Ulrik Madsen – som driver Primer, og viser rundt i udstillingen. Det betyder, at Primer fungerer helt uden skriftligt materiale eller angivelser af, hvornår man står foran et stykke avanceret tech-udstyr og hvornår det er et kunstværk, man kigger på. Man kan benytte sin smartphone til at lokalisere værker og finde baggrundsinfo, og det ligner et interessant metalag i udstillingskonceptet, at der således er mulighed for at inkorporere et digitalt lag.

Michala Paludan, Cipher, 2018. Installation view, Life Without, Primer, 2018. Foto: David Stjernholm.

Den aktuelle udstilling, Life Without, som er halvt soloudstilling af danske Michala Paludan og halvt Diakron-kurateret gruppeudstilling, har desværre ikke gjort omfattende brug af denne digitale mulighed for at udfolde konceptet yderligere. I denne omgang finder man blot en enkelt linjes biografi om kunstneren og en værkliste med billeder, så man har en chance for at orientere sig i den overflod af fremmedartede objekter, kunstneriske eller teknologiske, som man befinder sig iblandt.

«Vi har taget de elementer, vi kan bruge fra det traditionelle udstillingssted og ladet resten ligge,» forklarer Diakrons Bjarke Hvass Kure, da vi går rundt i den store fabrikshal. Det, man har fravalgt er formidlingsmateriale, fysiske værkskilte og faste åbningstider. Det man til gengæld har beholdt – «foreløbig», som Kure understreger – er det traditionelle udstillingsformat af tre måneders varighed med fysiske værker.

Netop en sådan udstilling er Life Without, soloudstillingen med Michala Paludan, hvortil Diakron har tilføjet værker af Susanne Ussing, Carsten Hoff og Artist Replacement Group. Alle udstillinger på Primer bliver til på baggrund af en researchperiode, hvor kunstneren har sin daglige gang i fabrikken blandt såvel Aquaporins medarbejdere som Diakron og er i løbende dialog om udstillingen med begge. Derfor tager alle stedets udstillinger også i en eller anden forstand udgangspunkt i det, der er Primers hovedfokus, nemlig at introducere kunsten til nye rum og professioner, med særligt fokus på videnskab, teknologi og erhvervsliv. Michala Paludans udstilling består således af næsten udelukkende nye værker, der omhandler fabrikken og arbejdets historie.

Michala Paludan, Revy («Dictatorship of the Proletariat», 2012. Primer, 2018. Foto: David Stjenholm.
Michala Paludan, Life Without, 2018. Primer, 2018. Foto: David Stjernholm.

Blandt Paludans værker finder vi tre enorme, bemalede scenetæpper, to kostumer og en serie af protestskilte. Bagtæpperne er malet af en professionel teatermaler ud fra ideer og billedmateriale, som Paludan har forelagt ham, men altså uden præcise instruktioner og en færdig skitse at gå ud fra. Resultatet er groft og lidt kitschet i udtrykket, og fortæller om tre stadier i fabrikkens historie: Fra den industrielle, arbejderbaserede fabrik, over computers mennesketomme serverparker til den bioteknologiske samtid.

Tæpperne lægger sig ind i Aquaporins arkitektur og låner af bygningens elementer, så linjer på lærredet fortsætter ud i rummet for og bag tæppet, og rør og beholdere går igen fra værk til virkelighed.

Jeg besøger Primer på en helligdag, hvor fabrikshallen ligger mennesketom og stille hen, bortset fra den konstante snurren fra de maskiner, der er igang. På sådan en dag er der eksempelvis en samklang imellem Paludans nærmest dystopisk-futuristiske Cipher (2018), en datapark blottet for menneskelig tilstedeværelse, og den forladthedsfølelse, man rammes af, når man bevæger sig alene rundt i en verden af teknologi, der aldrig holder pause. Men man kan samtidig forestille sig, hvordan Paludans scenetæpper må danne baggrund for en serie af besynderlige koreografier på dage, hvor Aquaporin er fyldt med hvide kitler og arbejdstravlhed, og hvor effektivt denne indgriben i bygningens arkitektur må forvirre forholdet imellem værk og omgivelser.

Det er en grundpræmis for udstillinger på Primer, at det kan være vanskeligt at se, hvornår udstillingen stopper og fabrikken begynder. I fabrikshallens åbne struktur smyger værkerne sig ind imellem teknologi og displays af vandfiltre, mikroskoper og dimser, hvis formål ikke umiddelbart er afkodelige. På en væg ved indgangen hænger to jumpsuits, et sart lyserødt i et underligt perforeret, syntetisk materiale, og et dueblåt i noget strækstof, og vidste man det ikke på forhånd, ville det være umuligt identificere disse som en del af Paludans værk. Dragterne er således kostumer i en scenografi, der dels udspiller sig i værkets rum, hvor de fortæller om den arbejdende krops (bevægelses)frihed, og dels i virksomhedens rum, hvor de taler direkte ind i den kittelbårne dagligdag, og på sin egen underspillede måde er de et element i at nedbryde forskellen imellem disse to. Således glider lokation og værk ind og ud af hinanden, og befrugter gensides oplevelsen af både værkets og virksomhedens virkeligheder.

Michala Paludan, Tuta (infinitely adaptable), 2018 (jumpsuits). Installation view, Primer, 2018. Foto: David Stjernholm.
Susanne Ussing & Carsten Hoff, Cyberspace, 1969. Collager. Installation view, Primer, 2018. Foto: David Stjernholm.

Til Paludans værker har Diakron tilført yderligere historisk materiale, heriblandt en serie af collager af Susanne Ussing og Carsten Hoff, der i 1969 var blandt de første til at anvende titlen «Cyberspace». Collagerne viser sælsomme, organisk-kødfulde arkitekturer, eksempelvis en livmoderlignende struktur, der er i fin dialog med et af Paludans skilte, som formentlig inspireret af Women’s March imod Trump sidste år, blot viser netop en livmoder.

Andre af Hoff & Ussings collager forener arkitektoniske og biologiske strukturer med tidlige computersystemer og den spæde udvikling af en teknologi, der ligesom bioteknologien gør det i dag, befandt sig på et punkt, hvor mulighederne endnu syntes uendelige, samtidig med at dens konsekvenser for fremtidens tænkning og liv var umulige at forestille sig. På den måde knytter udstillingen hele tiden bånd imellem størrelser, der ikke umiddelbart er forenelige eller har en stringent logisk sammenhæng. Man tilnærmer på et frit associerende plan vidt forskellige felter, tanker og praksisser til hinanden omkring teknologi, arbejde, industri og kunst.

Udstillingens sidste værk er et udkast til en kontrakt imellem kunstnere og virksomheder, formuleret af Artist Placement Group i 1970. Den fungerer som en programerklæring for, hvordan Primer ser sig selv, ikke primært som endnu et udstillingssted af samtidskunst, men som en undersøgende platform for, hvordan kunst og virksomhedskultur, teknologi og videnskab kan vikles ind i hinanden og skabe frugtbare dialoger for begge parter.

I Life Without vikles den performative historie om arbejdet og virksomheden ind i den reelle, og modsat så mange andre forsøg på det samme, foregår sammenviklingen ikke udelukkende på et teoretisk eller rent kunstnerisk plan, men samtidig lige for øjnene af os. Det, der ganske vist ligner en helt traditionel udstilling – omend i ret usædvanlige omgivelser – folder sig ud som en nærmest svimlende vision: En radikal nytænkning af, hvordan virksomheds- og kunstorganisationer kan glide sammen i en undersøgelse af størrelser som kreativitet, arbejdsprocesser, kropsligheder, performativitet og digitalitet. Det er, som New York Times skrev i en artikel for nylig, «en helt unik tilgang til relationen imellem kunst og erhvervsliv», som er båret oppe af gensidig en nysgerrighed og åbenhed, der gør at man – præcis som med biotech – endnu ikke kan se projektets fulde potentiale, men dog fornemmer at mulighederne er uendelige.

Artist Placement Group, APG Contract Draft, 1970. Dokument, A4 print. Foto: David Stjernholm.

Diskussion