Ved første øjekast virker det absolut bizart at være vidne til en arabisk appropriering af Vestens allerede én gang approprierede, kapitaliserende, afpolitiserende, individorienterede, produktivitetsforstærkende, positivitetsafkrævende, selvhadsskabende [dyb indånding…] perverse version af New Age’ens ellers umiddelbart harmløse søgen efter homøostasis og indre fred. Men maybe not so much.
Positive Pathways (+) er kunstnergruppen GCC’s første udstilling på New Yorker-galleriet Mitchell-Innes & Nash, som ligger i gallerikvarteret i Chelsea. Til de uindviede er navnet GCC en spejling af forkortelsen for the Gulf Cooperative Council; et slags emiraternes EU der blandt andet arbejder med regionens image. Og i samme spejlende logik som med navnet arbejder kunstnerne ud fra det rigtige GCC’s bureaukratiske protokoller; herunder et direkte kopieret charter (gruppens manifesto), hvor den eneste forskel i i kunstnergruppens tekst er, at ordet «Islam» er erstattet med «kunst» og «stat» med «kunstner». Gruppen har eksisteret i tre år og består af otte yngre kunstnere (b. 1979-1990) der alle har rødder i Emiraterne, men er bosat i New York, Berlin, London, Amsterdam, Kuwait og Bahrain.
I nærværende udstilling på Mitchel-Innes & Nash mødes vi af en lettere modificeret version af deres bidrag til den netop overståede Berlinbiennale kurateret af DIS Magazine; en løbebane, der snor sig omkring to monokrome figurer. En let foroverbøjet kvinde og en dreng stående i og let tildækket af sand. Begge figurer er klædt i, hvad der umiddelbart ligner traditionel beklædning, men som for den indviede betragter er populære samtidige klæder. Fra en usynlig højtaler hører vi en af gruppens kvindelige medlemmer ordret fremføre en regional leders tale i en velour-blød og hypnotiserende tone. Talens omdrejningspunkt er et nyt, populært fænomen i regionen: det såkaldte Quantum Touch. En gestus, der menes at heale helt uden berøring.
Samme fænomen finder vi i udstillingens andet element; en serie screendumps fra forskellige instruksvideoer til hvordan man udfører forskellige esoteriske healinger. Motiverne er fundet på Google Image Search og Youtube, og de er siden 3D-renderet således, at de delvist er blevet tredimensionelle. På disse renderede forme, er der vakuumpresset en overflade og dernæst en belægning af fiberpartikler (såkaldt «flocking»). Resultatet er en slags arabiske digi-tæppe-pendanter til friserne fra den sovjetiske socialistiske realisme. Det er måske ikke tilfældigt, at gruppen bruger et lignende term for deres arbejde – «positiv realisme»: En kunst, der spejler De Forenede Arabiske Emiraters afpolitiserende og produktivitetskrævende propaganda. En propaganda, der er kokkereret med ét drys lokalarv, en god portion New Age-selvrealiseringskultur og kraftigt saniteret med såkaldt corporate aesthetics.
Nevermind at nabolandets hundredetusindevis af flygtninge i Syrien er forment asyl. Nevermind at Human Right’s Watch beskriver vilkårene for de mange udenlandske arbejdere som «near slavery». Nevermind offentlige massehenrettelser af f.eks. homoseksuelle. Som speaker-stemmen fortæller os; med positiv energi går det alt sammen.
Vi kender det herhjemme. Er du vred eller på anden måde ulykkelig over dine eller dine medmenneskers livsvilkår, er det i hvert fald ikke samfundets politiske/økonomiske/sociale realiteter, der er deprimerende. Det er i hvert fald ikke et kollektivt problem. Tag et mindfulness- lynkursus på fire lektioner til 5.000 kr. ex. moms og overnatning. Lur mig om du ikke også har gjort noget lignende. Jeg har i hvert fald. Serenity now!
GCC’s metode er som sagt at performe Golfens version af denne positivitetshorror; at appropriere deres propagandas billeder og diskurs, ofte uden at ændre mere end en flig. Det ligger så tæt op ad virkeligheden, at man nogle gange nærmest ikke kan se forskellen. Men det, fortæller kunstnerne, er relativt, da vi, de ikke-arabiske betragtere, ikke nødvendigvis kan se nuancerne. Og her er det, hvis jeg er «lost in translation», at jeg beder om tilgivelse.
GCC fortæller os, at de ikke ønsker at være kritiske. En sådan erklæring er nu velkendt i især New York/Berlin–nexusset. Men efter flere års forvirring over hvor man skal placere disse tilsyneladende ukritiske praksisser, som GCC og DIS Magazine er eksempler på, virker udsagnet lidt som en retorisk pointe, der faktisk ikke resonerer. Javist, disse relativt nye praksisser udøver ikke den type kritik, som vi var vant til præ ca. 2010. Hvad de er, er performances, som forsøger at destabilisere de herskende æstetikkers politik ved at infiltrere dem med campede hints af absurditet og queerness. Vi har også hørt, at disse performances ikke er ironiske. Men at performe konsekvent er ikke det samme som at være oprigtig.
Selvfølgelig er den «positiv realistiske» metode, som GCC kalder det, en kritisk metode. Det er en praksis, som er kritisk i og med, at den forsøger at træne vores kritiske øjne, så vi bedre kan gennemskue den verden af propaganda, spin, PR og reklamer, vi lever i. Critique is in the eye of the beholder. Men lige til notits. Omend af andre veje, er det hvad stort set al moderne og samtidig kunst har gjort.
GCC og Positive Pathways (+) præsenterer os for nogle uhyrligt relevante og sjældent bearbejdede fænomener; herunder disses umiddelbart rundtossede, visuelle manifestationer. Men skal vi snakke om GCC’s metode og diskurs rent kunstnerisk, virker det generisk. Som en transplantation. Og det mener jeg egentlig ikke som en kritik af, hvad de kalder «positiv realisme». Det er desværre fordi, at deres arbejde er under deres kollegaers niveau.
Mange af os endte mere eller mindre overbeviste om, at post-net-art så bedre ud på skærmen end i virkeligheden. Men det gjorde årets Berlinbiennalen så sandelig til skamme. Biennalen viste en præsentation af nogle af generationens mest fremtrædende repræsentanter, og i stort set alle tilfælde viste værkerne sig endnu bedre i virkelighedens 3D end på skærmens 2D. Det er slående at vægobjekterne på Mitchell-Innes Nash kun i deres semi-3D akkurat formår at kravle ud af billedfladen som friser. Positive Pathways (+) virkede ikke bedre i virkeligheden. Hverken på Berlinbiennalen eller på Mitchel-Innes & Nash. De to versioner virkede snarere som mere eller mindre overskalerede, 1:1 udførelser af lidt for punch-line agtige idéer renderet hjemmefra i SketchUp.
