Man mener, at verdens første klovne kan spores tilbage til Egyptens femte dynasti for intet mindre end 4400 år siden. Det siger internettet. Derfra breder klovnen sig naturligvis, både hvad angår geografi og karaktertræk og samfundsfunktion, den forgrener sig formentlig også i retninger som Wikipedia ikke har overblik over, og forbindes med alt fra spiritualitet og ritualer til normkritik og teater og cirkus og generel narhed. Bredden og det uragtige potentiale i figuren som sådan gør den vel både til alles og ingens, så når den franske kuratorduo Pierre-Alexandre Mateos og Charles Teyssou fletter klovnen sammen med Danmark i en nyåbnet udstilling i Maison du Danemark i Paris, virker denne kobling både berettiget og tilfældig.
Le Bicolore, en ny udstillingsplatform for samtidskunst, arkitektur og design i Danmarks eget kostbare Pariserhus klos op ad Triumfbuen på Champs Elysées, danner ramme om gruppeudstillingen Le Royaume des Clowns: en præsentation af 18 danske kunstneres værker, som på forskellige måder viser eller ligner eller drømmer om det, der i udstillingsteksten kaldes ’the clowndom’.
Rummet er lille, det er pakket med værker og scenografi, og det gør oplevelsen lidt undervældende, men befrier den også fra white cube-stivhed. Måske fordi gulvet er sort og lyssætningen er mere teaterdramatisk end udstillingsintimiderende, måske fordi der er noget stueagtigt over de sofaer og lamper og tæpper, man har drysset ud over rummet som rekvisitter.
«Denmark is the clowndom of avant-garde art movements» siger udstillingsteksten. Det danske «kingdom of just under six million inhabitants has historically summoned up the figure of the clown, buffoon, fool or prankster». Jeg har selvfølgelig ikke researchet nok til at kunne afvise disse påstande, men sammenhængen mellem variationer af klovn og moderne dansk kunst(historie) specifikt virker enten overraskende eller lidt søgt. Eksempelvis ville jeg mene, at det groteske, legesyge, fupagtige, humoristiske, vrængende som kritisk kunstsprog kendetegner langt de fleste historiske avantgarde-bevægelser, på samme måde som selve klovnen lader til at kunne tilhøre hvilken som helst kultur.
At kurateringen virker en anelse overstyret, eller måske bare ivrig efter tematiske jackpots, går dog ikke nødvendigvis udover værkerne. Sidsel Meiniche Hansens animerede onani i videoværket NO RIGHT WAY 2 CUM (2015) kan gribe fat i et blik og ikke rigtig give slip på det igen, et underliv lige i ansigtet som var sådan en firkantet skærm på væggen sit eget møde med en grænseoverskridende klovn. Magnus Andersens sære portræt af en tryllekunstner (School hallway magician, 2021), et rødt maleri helt fjollet installeret på et staffeli, og alt dette røde, et så forurettet børneansigt og noget Pjerrotagtigt over skoene, gør helheden skør og flot med samme besynderlighed som et lille cirkus.
Tora Schultz’ Pinocchio-strap-on (Pinocchio II, 2022) hænger øverst i en søjle af skabe og er heftigt belyst på en præmieagtig måde, der gør dukkens friske ansigt – dumt og fornøjet som et patriarkat – endnu mere skægt. Træ-attrappens brutalitet stritter vældig ubekymret, og på et tidspunkt, hvor jeg stod helt rigtigt, opstod der en for værket perfekt linje fra spidsen af fetich-næsen gennem ferniseringsgæsten Peter Aalbæks hoved og nærmest lige ind i munden på John F. Kennedy midt i en skydeskive: en reproduktion af et klassisk situationistisk værk (Destruction of the RSG 6, 1963 – udstilling organiseret af Guy Debord), der er installeret bag skulpturen.
Et glimt af pixelerede, animerede mennesker, de sidder og brækker sig eller går i opløsning foran ligeså animerede og dermed kun mere åndssvage malerier af Kristian von Hornsleth i Line Finderup Jensens videoværk Kill Joy (2018), Henrik Plenge Jakobsens næsten giftigt udseende lattergaslegehus (Laughing Gas House For Kids, 1998), der står og er klovneuhyggeligt i den malplacerethed det tit skaber, når tomme børneting, som ikke er i brug, findes i voksenrum uden børn. Ann Lislegaards tavst psykedeliske sort/hvid-video (Tapping of the Fox Sisters, 2010), en hjemsøgt gentaget bevægelse frem mod den slags lukkede dør, der signalerer noget ildevarslende, og jo egentlig mere vækker et blegt spøgelsesubehag end følelsen af den primærfarvede klovneskørhed, der dominerer rummets mest iøjnefaldende (skulptur)værker.
Der er alt muligt godt at se på i det danske hus i Paris, og der er helt sikkert også et velmenende kuratorisk forsøg på at lave forbindelser, at bringe ganske forskellige praksisser sammen i en strittende udstilling, der hverken prøver at være strømlinet eller indadvendt. Men rummet bugner også for meget. Det virker eksempelvis unødvendigt, at man kan sidde i en sofa og se en spillefilm, Lars von Triers Idioterne, og at hele rummets gulvvinyl er et knock-off af Triers ikoniske Dogville-scenografi. Og det er lidt ærgerligt, at Esben Weile Kjærs 12 meter lange, oppustelige og syntetiske drøm om den glitrende klovnepersona Julian Luxford (Bloated (floating signifier), 2021) er presset ind i et hjørne, hvor den ikke rigtig kan ligge, frem for at stå et sted med ordentlig plads og fucke noget skala op på den appetitlige måde store, skrøbelige ting er i stand til det.
Hvis klovnen blandt meget andet indkapsler en ubestemmelig atmosfære af noget, der måske er sjovt, måske er væmmeligt eller simpelthen på psykopatgrænsen, noget der er farvestrålende og sminkepyntet og føles som en uforklarligt dragende melodi af toner, der egentlig ikke passer sammen, rammer Les Royaume de Clowns den atmosfære ret præcist. Men som strukturerende princip for en præsentation af dansk samtidskunst bliver klovnefortællingen og -æstetikken også lidt en klods om benet på alle de værker, der både gør udstillingen værd at se og nem at overse. Det underlige og skæve og skægge har som regel godt af at være underspillet.
