Fornyeligt talte jeg med en kunstner, som har været førende indenfor den bølge af research- og arkivkunst, som har præget billedkunsten det sidste årti. Han havde netop åbnet en udstilling, hvor han var blevet inviteret til at behandle museets samling og fortalte at han for tiden oplevede en hel del af den slags henvendelser – invitationer, til at lave udstillinger, der forholder sig til den pågældende institutions samling eller arkiv.
Bølgen har også ramt Malmö Konstmuseum, hvis bidrag til kunstfestivalen Malmö Nordic, Den nordiska modellen®, er en gruppeudstilling, der tager afsæt i stedets samling, som de sidste 25 år har været centreret omkring nordisk samtidskunst. Nu er det jo ikke nogen ny opfindelse at vise udvalgte værker fra samlingen, men ofte noget, der tages i brug, når der skal fabrikeres en sommerudstilling, skal spares eller når man skal bidrage til en kunstfestival uden, at der er afsat tilstrækkeligt med ekstra midler til formålet. Dette er givet den pragmatiske vinkel at anlægge på Den nordiska modellen®. Samtidig passer grebet altså også godt med museernes aktuelle fetich for metaperspektivet på egne samlinger, gerne foretaget via en udefrakommende kurator eller kunstner.
På Malmö Konstmuseum har man inviteret kuratorerne Kim Einarsson og Stine Hebert til, sammen med stedets direktør Cecilia Widenheim, at «aktivere» samlingen. De har valgt at fokusere på samlingsværker produceret indenfor de sidste 15 år og at anskue det nordiske fortrinsvist som økonomisk og politisk model, hvilket, ifølge katalogteksten, implicerer temaer som «välfärdsstat, konsensuskultur, nordisk kolonialism och alternativa samhällsmodeller». Resultatet er sjovt nok en udstilling, som også i sit udtryk fremtræder ret konsensuspræget. Det vender jeg tilbage til.
Som det sig hør og bør for disse Vis-mig-din-samling-og-jeg-skal-sige-dig-hvem-du-er-udstillinger har man inviteret en kunstner, Mats Leiderstam, til at «utforma utställningens arkitektur och gestalta museets inventarium», som det udtrykkes i det læseværdige katalogforord, som også leverer forklaringen på museets bastarde karakter med akvarier og levende dyr i kælderen, dioramaer med udstoppede arter af skandinavisk kløvvildt længere oppe og – før man når galleriet øverst – et statsreligiøst niveau i form af Skovgaardsalen inklusiv orgel samt forlægget til den monumentale mosaik i Lunds domkirke. Malmö Konstmuseum er faktisk et helt utroligt sted, som minder én om kvaliteten af, at der findes steder, der bevarer sporene af tidligere tiders kategorisering og udstillingsarkitektur, som lader fordums tids museumspædagogik fremstå intakt (de, som har set den anakronistiske præsentation af pattedyrernes evolutionshistorie på Paris’ naturhistoriske museum, hvor flere tusinde udstoppede dyr er opstillet efter hinanden i en lang række – fra giraffer til spidsmus – ved præcis hvad jeg taler om). Denne specifikt nordiske museologiske historie, som Malmö konstmuseum afspejler, havde faktisk været en udstilling værd i sig selv.
Leiderstams «gestaltning» af samlingens 40.000 inventarnumre består blandt andet i et gigantisk tapet bestående af udskrifter fra museets database, som skal tillade den besøgende at dykke ned i museets indskøb, donationer, foretrukne medier, og andre interesser gennem tiden. Ikke voldsomt originalt fremstillet og bidrager i bedste fald til at understrege samlingens omfang. I værste fald til, i lyset af udstillingens tema, tjener den uniforme præsentation af samlingen som metafor for velfærdsstatens forkærlighed for at nummerere og registrere alt, fra sygesikringsnumre til skolebørns diagnose-historie. Men det er ikke kun herved, at udstillingen bidrager til at understrege klichéen om konsensus-Norden.
En udstilling med så bredt et tema er måske lettest at koncipere i form af det den ikke er. Kigger man ned igennem rækken af udstillingssalene – der ligger en suite og som på en underlig måde forekommer ret tomme – bemærker man at Den nordiska modellen rent udstillingsteknisk fremstår påfaldende homogen. Der er et mærkbart fravær af værker, der udfolder sig i rum. Samtidig er der en ensartethed i skala, der betyder at majoriteten af værkerne udfolder sig i forholdsvis handy formater – i størrelsesspektret mellem A4 og fladskærm. Dette kan jo så være en afspejling af samlingens natur, men det er ikke desto mindre påfaldende og sikkert også grunden til at det til lejligheden kommissionerede værk af Ewa Einhorn och Jeuno JE Kim, Kino Claw – en kulørt minibiograf, komplet med facade og neonskilt – alene i kraft af sit skulpturelle «spektakle» placeret ved indgangen på en måde fremstår som udstillingens hovedværk. Jeg så filmen Whaled Women – en satirisk animationsfilm a la South Park om en flok sære skabninger, kvinder med hvalhoveder, som strander i den fiktive by Krabstadt og udfordrer den lille bys (læs: den nordiske) selvforståelse i forhold til integration og multikulturalisme. Til sidst hentes norske hvalfangere ind for at ordne sagerne. Især den intelligente underlægningsmusik gjorde dette værk fint.
Hvor Jane Jin Kaisens fiktive dokumentar om et amerikansk par med asiatisk baggrund, der har adopteret et dansk barn, er i pædagogisk tråd med udstillingens fokus på blandt andet nordisk kolonialisme, så er det som om at Superflex’ Copy Right (2006), en kopiversion af Arne Jacobsens designerstol Myren, falder uden for denne udlægning af det nordiske. Dansk design er naturligvis stadig en vital markør for nationalitet, men i denne sammenhæng forekommer grebet nærmest anakronistisk – her længe efter Maria Linds store samtidskunstudstilling på Moderna Museet, What If, fra 2000, hvor samtidskunstens (både den nordiske og den internationale) integrering af og genbesøg i modernistisk design var på sit højeste.
I lighed med den just åbnede Momentum i Norge påberåber Malmö Nordic sig at være en nordisk festival. Denne hyppige brug af det nordiske ironiserer udstillingen også selv over med varemærke-symbolet efter titlen, som henviser til 2011, hvor de svenske socialdemokrater registrerede den «Nordiske Modellen» som et varemærke, hvilket fremkaldte en del kritik hos kollegaerne i Nordisk ministerråd, som ikke mente at det kunne være et nationalt patent. Det fremgår ikke umiddelbart af udstillingen, hvorvidt den ønsker at problematisere denne patentering, men i kraft af sin sociopolitiske fortolkning («välfärdsstat, konsensuskultur, nordisk kolonialism och alternativa samhällsmodeller») understreger udstillingen at det nordiske efterhånden mere ses som en politisk/økonomisk model mere end angivelse af en geografisk region – et synspunkt som vel også ligger til baggrund for at de svenske politikere overhovedet har kunnet forestille sig at registrere det som specifikt svensk patent.
Det er bemærkelsesværdigt, at Malmö Konstmuseums samling af nordisk kunst er så omfattende at man faktisk kan lave fokuserede nedslag som denne udstilling, hvor de udstillede værker overvejende tilhører den diskursanalytiske genre, som ifølge Luigi Fassi – der holdt oplæg om hans syn på den nordiske samtidskunstscene på et seminar arrangeret af Malmö Konsthøgskola og Kunstkritikk i forbindelse med åbningen af Malmö Nordic – udefra set kendetegner samtidskunsten i Norden. Det er en type kunst, som ved hvad den vil sige og som på forhånd kender resultatet af sin egen undersøgelse før den er påbegyndt. Og måske Den nordiska modellen® hermed alligevel bevidner et nyt skifte i forhold til læsningen af det nordiske. Hvor Hans Ulrich Obrist og Laurence Bossés nordiske «mirakelsuppe» Nuit Blanche på Musee d´Art Moderne de la ville de Paris i 1998 også var en fremhævelse af den nordiske utopi, så rummer læsningen af det nordiske i Malmö måske vor tids hegemoni hvad angår nordisk samtidskunst: velfærdstaten er træt og ikke spor utopisk. Det er kunsten så heller ikke. Der er ikke så meget tvivl, rigtig meget konsensus og ingen grund til eksperiment. Det er i hvert tilfælde den lidt forstemmende besked, som jeg modtager på Malmö Konstmuseum (også selvom man har garderet sig med den sædvanlige Sture Johannessons poster, der tilfører lidt 1960er-flip og frisind). Eller som Goodiepal beskrev det under sit foredrag på åbningsseminaret: «I nordisk samtidskunst ved alle hvad kunsten er lavet for. Der er ingen utopier – ingen forsøg på at sende beskeder ud i rummet».
Samtidig skal det retfærdigvis siges, at temaet «det nordiske» er og bliver et af disse umulige paraplytemaer (i stil med klima, ondskab, sommer etc.), som er så brede at det er umuligt for alvor at forholde sig interessant til – især når det skal foregå ud fra en specifik samling. Og inden for denne beskikkede ingentings-ramme gør Den nordiska modellen® det ok.
