Det traditionelle håndværk med sin langsomhed, sanselighed og fokus på materialet vinder indpas i kunsten i disse år og det ses også hos årets tolv dimittender fra Det Fynske Kunstakademi. Ved indgangen til Skulptursalen æder Solvej Kørner Breklings organiske gips-slyngvækster sig ind i murværket og ud af væggen stikker Oluf Green Jensens humoristiske robot-arme udskåret i træ, mens Bertil Breck-Bergs fritstående babelstårne af condibøtter, fungerer som små montrer for miniskulpturer i blandt andet chokolade, skumpap og granit.
Det er lækkert med denne materialebevidsthed. Og da jeg har et blødt punkt for håndens værk og det at gøre sig umage, hænger jeg længe ved Malte Frej Linnebjergs Skuestykke (2025), der lige så godt kunne have været et svendestykke fra snedkeruddannelsen. I fint slebet, silkeblødt træ er det dog mere end godt håndværk: det er antikapitalisme manifesteret i en til lejligheden fremstillet høvlebænk. På bænken ligger eksemplarer af Linnebjergs bog Bondesløjd og andet Huggehusarbejde med omslag udskåret i træ. I forordet skriver kunstneren, at det handler om at indtage en «holdning i form af en direkte afstandtagen fra den vestlige verdens industrielle og kapitalistiske systems krav om masseproduktion, billig arbejdskraft og hensynsløs brug af ressourcer».
Jeg fornemmer også en økokritik i Christina Königs keramiske skulpturer (bestående af hundredvis af håndlavede stentøjs-skaller) og et videoværk, der omhandler dét at være særligt sensitiv overfor naturens frekvenser. Ligesom i Mette Walsø Brehms hav-associerende installationer af transparent svævende ’tang-plastic’ med åndehuller, et iltfattigt akvarium (uden fisk) og rørdele, der minder om knogler eller luftrørs-proteser på et dissektionsbord.
Typisk for en afgangsudstilling stikker værkerne heldigvis i mange retninger, men her på Det Fynske Kunstakademi er der igen i år forbindelser på kryds og tværs. Helt konkret i ordspillet mellem Linnebjergs Skuestykke og Selma Dağdevirens Skurkestykke (2025). Dağdeviren tager også et traditionelt håndværk i brug, men i form af et broderet stykke stof, der med simple tekster og motiver diskuterer «det gode» og «det onde» og meget vel kunne være bagtæppe til et dukketeater. Det broderede ’teaterstykke’ kan beskues med en teaterkikkert fra gamle klassiske, røde plysstole.
Det teatralske går herligt igen i María Kristín Antonsdóttirs fotoværker Se mormor, jeg har givet os masker på (2025), hvor det ligner, at en barnehånd med orange tusch har tegnet en dyrelignende maske på et nu voldsomt forstørret pasfoto af kunstnerens mormor. I et lige så forstørret skoleportræt af kunstneren selv skaber en øjenmaske klippet ud af samme portræt en lille forskydning – en iscenesættelse med glimt i øjet.
Antonsdóttir stiller spørgsmål til roller, identitet og relationer, som foldes yderligere ud i Marie Flarup Kristensens videoinstallation Mor er et teater (2025). Her forenes maskering, rollespil og generationer i en eventyrfortælling opført i ni scener af kunstneren selv og hendes mor. Enkelte steder får Kristensens tekst mig til at tænke på forfatteren Cecilie Linds undersøgelse af det symbiotiske moderskab og at den nok ville ramme hårdere, hvis den ikke var pakket ind i performativ video-leg. For det er vidunderligt grufuldt og absurd morsomt, når den voksne datter kryber under mors skørter og dialogen om madning balancerer mellem nydelse og afsky, så datteren til slut, før hun kaster op, udbryder: «Jeg har det dårligt, jeg har spist mor».
Jeg indrømmer, at jeg var forudindtaget, efter i pressemeddelelsen at have læst, at flere af værkerne «kredser om afgangens symbolske betydning og de dybere, mere eksistentielle spørgsmål, den rejser.» For nyudklækkede kunstnere har vel mere på hjerte end en kunstnerisk bearbejdelse af den skillevej en afsluttet uddannelse naturligvis er for alle?
Heldigvis er der ikke noget navlepilleri over udstillingens værker og heller ikke i Mads Hilberts oliemalerier Afgang Det Fynske Kunstakademi, Skulptursalen (2025), der skildrer den ikoniske Skulptursal som en åbenlys og teknisk sikker metakommentar og afskedssalut til akademiets trygge rammer.
En fjerdedel af afgangseleverne præsenterer oliemaleri og med udstillingens mest monumentale af slagsen, udført i en stil der får mig til at tænke på Edvard Munch, tager Emmarosa Liebgen et sjovt spring til en få centimeter lille væghængende sølvskulptur, betitlet henholdsvis Solen og Månen (2025). De indeholder en følsomhed, der også ses i Johan Dam Westermanns nøgterne undersøgelser af oliemaleriet.
Igen i år giver den indbyrdes afsmitning i afgangsudstillingen på Det Fynske Kunstakademi en oplevelse af helhed. Det er rart, når der tilsyneladende ikke har været kamp mellem egoer og når værkerne vokser, får flere facetter i kraft af hinanden og bliver stærkere end, hvis de stod alene. Alligevel kan jeg ikke lade være med at tænke på, at om lidt står de faktisk alene, altså kunstnerne, i en kunstverden, hvor jagten på nye stjerner altid er præsent. Men et afgangsværk er et øjebliksbillede, ikke nødvendigvis en fuldendt kulmination af fem års studier, og kunstnerisk udvikling selvsagt ikke en stødt opadgående kurve. Årets afgangselever fra Det Fynske Kunstakademi balancerer både håndværk, humor og følsomhed – det er et godt afsæt.
