Før sæsonen overhovedet er kommet i gang, taler alle om en gidseltagning i Nordsjælland. Nærmere bestemt Rudersdal Kommune, som endeligt har vedtaget at lukke Gl. Holtegaard. Det handler, ifølge konstitueret leder Kit Leunbach, om langt mere end politisk prioritering. Kunsthallen er på ulykkelig vis blevet taget som gidsel i et «kommunalpolitisk spil, en ældgammel strid mellem Venstre og Konservative,» som hun udtalte til Weekendavisen sidste uge. Endda har kulturministeren tilbudt øremærkede midler til en redning af kunsthallen, der kunne række frem i tiden. Men kommunen har takket nej og ministeren har nu taget gavesækken videre til københavnske musikere, der drømmer om et spillested for jazzen.
Gl. Holtegaard meddeler via sociale medier, at man vil gennemføre årets udstillingsprogram med åbningen af Ghosts, en konceptuel dramatisering af Ebba Bredas samling. Altså den samling, der siden 1993 har dannet grundlag for kunsthallens eksistens i den historiske herregård med tilhørende barokhave. Spøgelsesudstillingen af forfatter Ida Marie Hede og kunstner Miriam Kongstad åbner midt i september og bliver altså stedets sidste. Rudersdal er en af landets absolut rigeste kommuner, men altså tilsyneladende fattig i ånden. Sikke en trist nyhed at starte sæsonen på.
Herfra har man bare lyst til noget livskraftigt og noget Vestegnen, for eksempel Ursula Reuter Christiansens retrospektive udstilling på Arken. Det har egentlig ikke skortet på opmærksomhed omkring den ekspressive maler det sidste årti, men nu får vi altså den store museumsudstilling. Syv store installationer, der samler malerier, skulpturer og film fra de tidlige studieår i 1960erne på kunstakademiet i Düsseldorf frem til i dag.
Det er pudsigt nok også et par friske 80-årige, der spiller hovedrollen på ARoS Aarhus Kunstmuseum og Copenhagen Contemporary.
I Aarhus gælder det Barbara Kruger, en af hovedfigurerne fra den såkaldte Pictures Generation, en gruppe amerikanske kunstnere, som i 1970er-80erne blev kendte for deres cool mediekritiske konceptkunst. No Comment, hedder udstillingen, som åbner et par uger efter, vi kender navnet på den 47. amerikanske præsident.
På Copenhagen Contemporary er det en af Sydamerikas mest indflydelsesrige popkunstnere, Marta Minujín, der rykker ind med en udstilling skabt i samarbejde med Tate Liverpool og Museo De Art Moderno De Buenos Aires og som skal videre til blandt andet Reina Sofía i Madrid. Jeg håber bare, at udstillingen i København rammer den rette trippede, eksperimenterende frekvens.
For os der kan huske, at der var engang, hvor danske institutioner aldrig viste soloudstillinger af international samtidskunst, er det for evigt kærkomment med argentinske, vietnamesiske, georgiske og iranske kunstnerskaber, som vi i disse år oplever på dansk grund. Eller som dette efterår, hvor Kunsthal Charlottenborg med newzealandske Francis Upritchard fortsætter præsentationen af internationale navne i biennalesegmentet. Jeg bliver dog lige så begejstret, når institutionerne ryster hovedet og stiller skarpt på egen baghave. Et par af sæsonens museumsudstillinger gør netop det.
Sorø Kunstmuseum viser dette efterår en udstilling med Inge Ellegaard, mens Fuglsang Kunstmuseum udstiller Annette Abrahamsson. Begge malere havde deres gennembrud i og omkring 80er-generationen af de såkaldt Unge Vilde. Men mens flere af de mandlige kunstnere, der brød igennem på samme tid, aldrig rigtig har været ude af rampelyset (apropos Nivaagaards Malerisamlings udstilling med Michael Kvium i oktober), så har en retrospektiv præsentation af Ellegaard og Abrahamsson (og et par flere) længe været savnet. Det bliver møgspændende at se, hvordan museerne vil løfte opgaven.
Fra den hjemlige køkkenhave kommer også Esben Weile Kjær, som tog afgang fra akademiet i København i 2022, men allerede har haft flere soloudstillinger på danske institutioner. Dette efterår gælder det Solar System på Kunsten i Aalborg, hvorom det lyder, at Weile Kjær laver en dystopisk totalinstallation, «et forunderligt miks mellem arkæologi, futurisme og rå glam».
I det hele taget blinker fortids-fremtidsæstetikken i flere hjørner. Blandt andet på Den Frie, der atter undersøger den historiske avantgardes genklang i samtidskunsten, denne gang med udgangspunkt i futurismen. «Artifical Optimism» lyder den lidt krøllede udstillingstitel, som spiller på futuristernes kåde fremskridtshumør, men også smager lidt af nutidens landvindinger indenfor AI. Dansk Sprognævn kårede sidste år «ChatGPT» som årets ord og kunstig intelligens er på programmet flere steder.
På Kunsthal Charlottenborg med temaudstillingen Poetics of Encryption, der tæller 38 kunstnernavne, deriblandt Simon Denny, Jon Rafman og Kristian Kragelund. Og på Statens Museum for Kunst, som slår flere fluer med et smæk – kunstig intelligens og oversete kvindelige kunstnere. Against All Odds – Historiske kvinder og nye algoritmer handler om en gruppe nordiske kunstnere, som i perioden 1870-1910 rejste til tidens europæiske kunstmetropoler og opnåede succes, men siden blev glemt igen. Udstillingen på SMK vil efter sigende forsøge at genindskrive kunstnerne i historien ved hjælp af ny teknologi, en »enorm interaktiv installation« udviklet af kunstneren lx Shells. Uanset kan man se frem til, at blandt andre træsnits-ekvilibristen Henriette Hahn-Brinckmann og den underskønne Kristiania-boheme Oda Krohg vil pryde nationalgalleriets vægge.
Det handler også om kvinder, men måske i mindre accelereret toneleje, på det kunstnerdrevne Institut Funder Bakke, der ligger i landlige omgivelser lidt udenfor Silkeborg. Women In Love er kurateret af Reba Maybury og kunstnerlisten vækker nysgerrighed med navne som Lucy McKenzie, Leigh Ledare og Aura Rosenberg. Udstillingen handler om »the limits of female pleasure«.
Her kunne Maya Malou Lyse nok også have budt ind. Omdrejningspunktet for hendes udstilling på O-Overgaden er et berømt fotografi af en afklædt Marilyn Monroe, som blev brugt i Playboy i 1953 uden skuespillerens samtykke. Lyse har været på auktion i Hollywood og købt det originale fotografi, som oprindeligt hang på kontoret hos Playboykoncernens grundlægger Hugh Hefner. Fotografiet indgår i udstillingen MM, der åbner i slutningen af august.
Louisianas Havet er en af museets genkomne kulturhistoriske skvulp med et større antal kunstnere i en omfattende temaudstilling; fra 1800-tallets Utagawa Kuniyoshi, en mester indenfor japansk træsnit, til August Strindberg, Georgia O’Keeffe og nutidige kunstnere som Wolfgang Tillmans, John Akomfrah og Ellen Gallagher.
Performance fylder stadig en del på den danske scene. I regi af Jules Fischers soloudstilling på Kunstmuseet Brandts, der åbner i september, vil kunstneren opføre performancen Vanitas. I et interview med Kunstkritikk sidste år efterlyste netop Fischer, som er en af de mest spændende performancenavne hertillands, en mere kvalificeret samtale omkring feltet, »der ikke udelukkende vurderer ud fra genre eller disciplin, som eksempelvis teateranmelderens perspektiv eller ud fra billedkunstens objektivisering, hvor man taler om krop fremfor personer?«
Sæsonen rummer flere muligheder for at skærpe både blik og diskurs. Senere denne uge viser Ringsted Galleriet en performance af Filip Vest om kulturarbejderens prekære arbejdsliv med skuespil, sang og dans. I oktober, samme sted, vil den britiske, herboende kunstner Rose English – som nogen vil huske for hendes seje udstilling på Kunsthal Charlottenborg i 2014 – genopføre The Double Wedding fra 1991.
Ingen høstsonate uden nyt fra akademierne. Her er det værd at notere sig to begivenheder, der fandt sted på Det Jyske Kunstakademi lige før sommeren. Den ene hedder Torben Nielsen. Det er akademiets nye rektor, som efter 14 år i spidsen for byens arkitektskole nu skridter over i Mejlgade for at lede kunstakademiet. Den anden er udgivelsen Aktivismehåndbog for kunstakademier (og andre aktanter), forfattet af to kunststuderende Isabelle B og Frederikke Koch samt professor Honza Hoeck.
De to ting hænger lidt sammen. Håndbogen blev til i frustration over møder med den tidligere rektor Søren Taaning angående akademiets stillingtagen til krigen i Gaza. Heraf udsprang et læse-, diskussions- og skriveforløb, hvor de studerende igennem et semester reflekterede over mulighederne for at protestere. Målet var «at komme med bud på, hvordan aktivisme i konteksten af kunstakademiet kan undgå unødvendigt at dræne dem, der deltager i institutionen for energi og ikke mindst, at lade aktivismen rette sin kraft mod dens erklærede (for)mål.«
Det er spændende læsning, nærmest en minutiøs gennemspilning af udsigelsesniveauer og henvendelsesformer, og kunne garanteret gøre nytte på mange andre uddannelsesinstitutioner. Tillykke til Det Jyske Kunstakademi med ny rektor og kampklare studerende. Sæsonen kan blæses i gang.
