Det er sin sag at skabe fokus i et udstillingsrum som Tranen, der er en integreret del af Gentofte Hovedbibliotek, hvor de færreste kommer for kunsten, og hvor caféens lydbillede fylder i Henning Larsens 1980’er-arkitektur. Men det lykkes Frederik Exner, der dimitterede fra Det Kgl. Danske Kunstakademi i 2019 og sidste år afsluttede sin overbygning fra École Nationale Supérieure des Beaux-Arts i Paris, hvor han nu bor.
Gnomon er Exners første soloudstilling på en dansk kunstinstitution, og den skaber så kraftfuldt et spændingsfelt, at de mange ferniseringsgæster automatisk placerer sig i en halvmåne omkring totalinstallationen, som var det en scene. Få ad gangen bevæger de sig ind mellem de ni frølignede skulpturer, der er placeret i rækker med lige stor afstand imellem sig. Sammen danner skulpturerne et kvadrat, der dækker det meste af marmorgulvet og er placeret helt præcist under de ni runde ovenlysvinduer.
Det ligner opstillingen til en rituel ceremoni i et tempel af en art, hvor de hybride væsner i lille menneskestørrelse udgør en menighed, der alle vender snuden mod relieffet på væggen. Først ser de skræmmende ens ud, som klonede, bleggrønne på-hug-siddende kroppe med metallignende støbte hovedpartier, der munder ud i cirkulære skiver, der minder om Solvognens solskive eller paraboler. Men frøkroppene er alle udført med fil og stemmejern i PU-skum og har små individuelle hulninger, måske ar, på rygstykkerne. Sådan gør Exner dem til individer i et univers præget af symmetriens på én gang urovækkende og beroligende kraft.
Iscenesættelsen er komponeret ned til mindste detalje i. Det ses eksempelvis i spejlingen mellem det rektangulære hulrum, skåret ud i ryggen på det væsen, der befinder sig i opstillingens præcise midte, og så relieffet, der hænger som en guddom lidt hævet over menigheden. Formen på relieffet er en afart af et kors og bøjer man sig ned og kigger op under det, har Exner, som en hemmelig hilsen, skjult 2 x 7 støbte fluer i sammenføjningerne.
Relieffet består af en aluminiumsramme med sortglinsende foer, som var det en flightcase og fyldes ud af noget, der kunne være et skelet fra et fremtidigt eller ikkejordisk væsen. Igen ligger der et udførligt, langsommeligt håndværk bag den mahognifarvede knoglekonstruktion, som er hugget ud og filet til af ét enkelt blok PU-skum. Det er vanvittigt dragende i al sin skønhed og gru.
Det sorte foer beklæder også ydersiden af frøvæsenernes podier, der står som kubeformede flightcases, bare vendt på vrangen og lige akkurat ville kunne rumme skulpturerne hver især. Men væsenerne er dukket op af deres kasser, måske for at vi, «kan granske de her sære væsener», fordi vi i en snarlig fremtid muligvis bliver nødt til at «sanse gennem andre væseners sanser», som direktør Toke Lykkeberg sagde i åbningstalen.
Det er i tråd med Lykkebergs begreb «ekstemporær kunst», der, kort sagt, betegner kunst ude af vores samtid, som en komposit af fortiden og mulige fremtidige scenarier. Begrebet har været med til at tegne hans linje for Tranen, hvor flere udstillinger blandt andet har budt på værker, der undersøger «samarbejdet imellem natur og teknologi».
I Gnomon er det sameksistensen af flere tidsligheder, der er kendetegnende. Eksempelvis er frøer jo et slags ur-dyr, der har beboet jorden millioner af år før os mennesker og overlevet adskillige klimaforandringer. Desuden indgår frøen i det meste af verdens kulturhistorie som en transformativ skikkelse eller en varselsbringer. På Tranen er frøerne hoppet ind i en mulig fremtid og er tilført endnu et betydningslag som en mystisk, futuristisk fabelflok. «Gnomon» stammer i øvrigt fra græsk og betyder en ’person med indsigt’ og er også betegnelsen for den del af et solur, som kaster skygge.
Måske er det forbindelsen til den større historie, der frembringer fornemmelsen af noget arketypisk i Exners totalinstallation og som minder mig om Plinius d. Ældre, der allerede i antikken i sin Naturhistorie, beskriver, hvordan nogle dyr blev betragtet som medier, der kunne sanse og forudse eksempelvis naturfænomener, længe før vi mennesker var i stand til det. Bag Gnomon må der ligge et grundigt tanke- og researchapparat, som, i kombination med en velafbalanceret brug af symboler, er det, der giver udstillingen en sjælden tyngde og gør, at den står så stærkt.
Jeg husker heller ikke at have set en udstilling på Tranen, der så fuldendt og selvfølgeligt har spillet sammen med arkitekturen som Gnomon. Og hvis ikke det var fordi, jeg var så nysgerrig på Tranens kommende udstillingsprogram, kunne Frederik Exners frø-installation for min skyld godt flytte ind permanent. Så ville bibliotekets brugere ind imellem kunne slutte sig til flokken, sanse frøerne og måske forstå hvor lillebitte en del af verdens historie, vi mennesker er.
