Frisk luft til offentlighedsbegrebet

Kunstkritikken må genoverveje sin skepsis over for aktørerne i den nye offentlighed, lød det på AICAs paneldebat på Statens Museum for Kunst.


AICA afholdt debat om kritikken af kunsten i det offentlige rum. Foto: AICA Denmark.

Det mindede lidt om sene forelæsninger tilbage på uni, hvor man, godt nedsunket i en uldbetrukket stol, ventede på, at dagens sidste strøm af slides skulle oplyse det dunkle undervisningslokale. En hurtig håndsoprækning viste da også, at det mestendels var studerende, der havde fundet vej til den lille kælderbiograf på Statens Museum for Kunst, onsdag aften, hvor AICA Denmark afholdt debatarrangement om kunstkritik og kunst i offentligt rum. Studerende fra nogle af de mange nye uddannelser, der for eksempel hedder «Urban Planning» og «Innovation Management», og som for et kort øjeblik fik kunsthistorie til at virke en smule gammeldags.

Givetvis var det også moderator Ditte Vilstrup Holms hensigt at vise, at problembarnet – kritik af kunst i offentligt rum – som vi var samlet for at tale om, er et multidisciplinært fænomen, som trækker på fagligheder ud over den traditionelle kunstkritik.

I panelet sad kurator og redaktør for webmagasinet kunsten.nu, Mathias Borello, PhD-stipendiat i offentlig kunst ved Slots- og Kulturstyrelsen og Københavns Universitet, Lotte Lederballe, samt byforsker og lektor i Performance design ved Roskilde Universitet, Kristine Samson. De gav indledningsvist et kort statement som afsæt for diskussionen, hvilket gav det bare halvanden time lange arrangement karakter af lynkonference.

Lederballe lagde ud med – i imponerende fart – at gennemgå et paper om bygningsintegreret kunst i en påpegelse af, at kunst i offentligt rum er et paraplybegreb, og at vi ikke taler nuanceret nok om det. Selv mente Lederballe, at hun var castet til at tale om den usexede undergren af genren, nemlig udsmykningerne, som ifølge hende er de måske mest forbigåede af de allerede svært oversete projekter i det offentlige rum: «I forhold til hvor mange penge staten bruger årligt på udsmykninger, er det bemærkelsesværdigt, hvor lidt der fra faghold tales om det,» påpegede hun.

Borello slog en mere polemisk tone an med en erklæring af, at der ikke er særlig meget interessant kunst i offentligt rum at skrive om. «Kunst i offentligt rum er præget af ignorance og fjern modernisme», sagde han, men anerkendte også at man som kritiker har et ansvar. «Vi må være bedre til at være der, når der så er noget interessant,» tilføjede han og cirkulerede følgende rundt i, hvad man må forstå som eksempler på et mere meningsfyldt kunstarbejde i offentligt rum, det man på engelsk vil kalde for social practice altså socialt intervenerende kunstværker, som udfordrer en given kontekst og identitet.

Med aftenens tredje taler løsnede diskurserne sig lidt, hvilket var tiltrængt. «Kunst i det offentlige rum er alt andet end kunst i det offentlige rum,» begyndte Kristine Samson og listede en række eksempler på værker, som også kunne kaldes for by-branding, place making, byggemodning og DIY-urbanism. Samson opererede med et alt-er-performativt perspektiv og erklærede det offentlige rum for et antikveret begreb: «Vi har et byrum, som i stigende grad handler om mediering, opmærksomhed og kapitalstrømme til bestemte områder. Hvis vi skal tale om kunst i offentligt rum, må vi redefinere nogle af de begreber, vi har at gøre med».

Jesper Aabilles Mobile Kitchen i Køge 2012 blev af Kristine Samson fremhævet som eksempel på kunst i offentligt rum, som også kan anskues som by-branding eller byggemodning.

Det havde måske været et godt sted at kickstarte debatrunden – at ryste posen og spørge ind til selve offentlighedsforståelsen. For skal man skære samtalen lidt til, så udspillede aftenens mest interessante diskussioner sig i mødet mellem en mere traditionel kritikertilgang til kunst i offentligt rum og en multidisciplinær forståelse, der placerer kunsten som ét medie blandt mange i en gennempolitiseret virkelighed. For eksempel mente Borello, at det ville være op ad bakke at skulle skrive om en stor koncerns udsmykning af sin foyer, fordi den givne kontekst er uinteressant, hvilket Samson svarede småprovokerende på ved at sige, at byplanlæggerne i hendes øjne er de største performancekunstnere.

Og hvor Borello skitserede en «typisk» anmelderfremgang af et værk i offentligt rum, hvor man som kritiker analyserer konteksten og ser på, hvad værket siger om stedet, mente Samson, at denne type kunst stiller nogle andre krav til kritikeren om at engagere sig og have mere krop med. «Man kan ikke bare observere og være kognitiv og registrerende,» påpegede hun. Givetvis var det heller ikke, hvad Borello antydede, men forfriskende var det alligevel, at der blev stillet spørgsmål til, om der opereres med standardiserede analyseværktøjer i mødet med kunst i offentligt rum. Man kunne føje dertil, at kunstneren måske heller ikke hver gang har medtænkt alle strukturelle lag i sit arbejde.

Omvendt blev man undervejs i tvivl om, hvorvidt Samson mellem linjerne talte for en fler-hovedet kritikerfigur, der behersker fag som antropologi, sociologi, arkitektur til mere end husbehov, og som spiller den klassisk uddannede kunstkritiker fallit. I sidste ende er vi tilbage til spørgsmålet om kunstfagligheden – og blot at hælde flere modi og perspektiver på bidrager ikke nødvendigvis til at skærpe kunstkritikken, hvad angår kunst i offentligt rum.

At kritik af kunst i offentligt rum er en multidisciplin og bør tilgås mere nuanceret, er der ikke så meget nyt i. Men skulle man lede en enkelt følgeslutning af aftenens arrangement fra SMKs kælder ud til den praktiserende kunstkritik, så fandt jeg, som kritiker, den indirekte opfordring til at bruge mindre energi på mistænkeliggørelse af aktørerne i den nye offentlighed interessant. Hvis skellet mellem offentlig og privat fortsat bliver mere flydende, kunne det måske blive en anelse kontraproduktivt at lægge armene over kors, bare fordi der står en stor koncern bag et værk, eller fordi det tydeligvis er tænkt ind i en brandingstrategi.

Comments