Det føles godt at traske gennem bergenregnen med forhåbninger om hvile under tropiske vækster. Der er imidlertid ingen palmer i det lille galleri Palmera, bag Bryggen inde i Nikolaismauet ved siden af piercingbutikken Witchy Bitchy. Her hersker snarere de metaforiske palmeskud i form af en drenget, ungdommelig street spirit. Palmera er et af flere kunstnerdrevne visningssteder, som er skudt op i Bergen indenfor kort tid. Kunstner og kurator Tatiana Lozano var mellem 2015 og 2017 engageret i det lille galleri Felt, og hun fører Palmera videre i Felts åbne og eksperimenterende ånd.
Friatletisk gruppeutstilling #1.5 er efterfølgeren til #1, som fandt sted på Dokken sidste år, et midlertidigt galleri i et pauserum for cykelbudbringere i Oslo. På trods af at mine fødder er ganske våde virker Friatleternes logo – et Gore Tex-détournement – ikke særlig friskt. På denne dag havde jeg foretrukket cloudbusting frem for adbusting. Gruppen har også moret sig med nogle CK-sweatshirts, hvor det oprindelige logo er syet over med gruppens navn. Dette plus Morten Jensen Vågens iøjnefaldende værker, en skriggul dynejakke af genbrugsplastik (GLAVA Survival Jacket, 2018) og en rygsæk af diverse genbrugsmaterialer såsom IKEA-poser (Bag with the Sound of Its Own Making, 2019), får mig hurtigt til at føle, at jeg er faldet i et postsituationistisk kaninhul.
Ellers ser det ikke ud som om, gruppen har tydelige tematikker, materialepræferencer eller kunstneriske greb til fælles, de virker snarere forenede af skæv humor og social energi. Bag de postsituationistiske fakter skimter jeg den selverklærede nationalromantiker Audar Kantuns store kitschede nissemaleri (Januar, 2019), som efterlader mig let mystificeret. Her findes også tre lavmælte malerier af Tarald Wassvik (alle 2018), som ellers arbejder ganske vildt og abstrakt i modsætning til 00’ernes nykonceptualister. De findes også i rummet, repræsenteret ved Marius Enghs værk Vaughn (2019), en sporty rygsæklignende genstand. Det hele kommer til at ligne et idiosynkratisk og humoristisk trendkatalog med Andreas Meinichs instagramsnapshot (Tre bukkene cruise, 2019) overført til groft sækkestof, og Ruben Steinum, som har løftet et mønster som ligner hvid skærmstøj fra et gammeldags fjernsyn over på tekstil, som dækker et af galleriets vinduer (Shred pledd, 2013).
Marius Enghs generation var gode til at servere konceptuelle vittigheder, men grublede en hel del dybere over subversionens potentiale, og forholdt sig til 90’er-fænomener som adbusting og Black Metal-subkultur. I dag har jeg trasket gennem regnen dagen efter premieren på filmen Lords of Chaos (Jonas Åkerlund, 2018), hvor et ganske tavst og skeptisk publikum fik serveret en amerikaniseret version af, hvad som foregik i byens egne gader. Sandt nok, Black Metal-subkulturens détournement af det kristne kors lå langt ude af en radikaliseret tangent, hvor de færreste har lyst at gå. Friatleterne findes mildt sagt ikke her. Men forvirringen som deres glade kaos efterlader mig med, er ikke en udelt negativ tilstand.
