En lille dreng i 1.klasse, fortalte mig engang, at pigen, han var blevet uvenner med i skolen, ofte græd for at få sin vilje. Der er muligvis nuancer til den historie, men at følelser kan være styrende for vores adfærd, og også anvendes bevidst som middel til at manipulere, er en velkendt sandhed, der går langt tilbage i menneskets historie. Det er dog en meget præcis og veltimet spejling af vores samtid, når Den Frie netop nu behandler følelsernes magt og ikonografi i gruppeudstillingen Maybe we could both belong. For følelser er, på godt og ondt, i fokus som aldrig før og patos et dominerende retorisk virkemiddel i den polarisering, der lige nu foregår flere steder i verden.
Af naturlige, ikke følelsesmæssige, årsager styrer jeg som det første direkte mod Den Fries toilet og bliver overrasket over her at finde et af udstillingens centrale værker: toiletruller med «ANGST» påtrykt i rødt. Det er helt enkelt, nærmest banalt, og derfor så konceptuelt skarpt, at det sætter et mylder af tanker i gang om den lidelse, der blomstrer i vores tid, men også er en eksistentiel grundfølelse, der forbindes med moderniteten, og er rigt skildret af Munch eller eksempelvis Storm P. i maleriet Angst eller syfilis allerede i 1906. Storm P. rummede både lyset og mørket, ligesom humoren heldigvis ligger under alvoren i Henrik Plenge Jakobsens ruller, der ikke er til at komme udenom: jeg er nødt til at tage et stykke af angsten, folde den let sammen, tørre mig og skylle den ud i toilettet – befriende.
Det er også underligt opløftende at stå og bakse med børnelåsen på de børnesikkerhedsgitre, der er installeret i passagerne imellem de forskellige udstillingsrum. Det er muligt at skræve over, men håndteringen af åbne-lukkemekanismen bliver ligesom et bevis på, at man er voksen nok til at håndtere verden udenfor. Håndtere følelserne? Udvikling af evnen til at følelsesregulere begynder allerede i barnets første år, så det giver mening, at flere af kunstnerne «går i barndom». Udover gitrene med den indlejrede dobbelthed, at de både kan beskytte og ekskludere, har Ghislaine Leung for eksempel også fået installeret natlamper i form af små gule svampe i alle stikkontakter, som sammen med Steve Bishops ekstremt forstørrede dukkehusmøbler i lyslilla glasfiber placerer følelseslivet i et barnligt univers.
En god kontrast til dette er Félix González-Torres’ stak papirark med påtrykte citater fra de amerikanske myndigheder, som afslører ubevidste(?) fordomme i omgangen med borgerne. Mennesker på gaden beskrives som «socially disoriented» og udsagn såsom: «Race has nothing to do with who is being stopped […] An agent can spot a drug dealer the way a woman can spot a deal at the supermarket» giver indtryk af, hvordan sproget kan være konstituerende for de gældende normer og hierarkier i et samfund. Her ses forbindelsen til Sara Ahmeds affektteori, der er nævnt i udstillingens introtekst og kort fortalt handler om, at følelser kan knyttes til magtstrukturer og hvordan vi interagerer med hinanden. At kunsthallens gæster er velkomne til at tage et papirark med hjem, bliver atter et billede på, hvordan vi (ofte ubevidst) videredistribuerer sprogbias.
I Aia Sofia Coverley Turans Learning Language (2023) er sproget en beholder for følelser, en kulturel tilknytning, en identitetsmarkør, der kan tages fra en. I dette tilfælde handler det om forbuddet mod det kurdiske sprog, der blandt andet håndhæves i skoler i Tyrkiet. Herhjemme viser forskning, at modersmålsundervisning ikke bare styrker barnets læring, men også trivsel, så den underliggende tabserfaring, som kan tolkes af Turans bronzetavler med udvisket sprog, er ikke bare emotionel, men rent faktisk videnskabeligt dokumenteret.
Nostalgien trives også i Jasleen Kaurs totalinstallation Begampura (2023), hvor man træder ind på et gigantisk uægte tæppe med et transparent loft ovenover, som befandt man sig under et glasbord, hvorpå nogen har tømt rodeskuffen. Det er begravelsesblomsterne formet som navnet «VERA» og projektionen af en blå himmel med skyer, som hæver installationen fra det lidt ordinære, private, til noget vedkommende.
Anderledes betagende er det at gå på opdagelse i og forundres over Emil Westman Hertz’ univers. I den nærmest rituelle installation Sygeleje (2011) fanges jeg af noget, der i mine øjne kunne være små flade engle- eller sommerfuglevinger i ler og som ligeså vel kunne være formet af barnehænder. Det er uvist, hvad kunstneren har tænkt, også om det labyrintiske miniatureslot bygget af medicinæsker og tape eller om den bambuspibelignende krykkestok. Og det er godt sådan, for installationen i sig selv sætter noget i gang i hjerne og hjerte, ikke mindst i kraft af den smalle glaskiste der, bortset fra en madras af bivoks, er afventende tom.
Med en sensibel fornemmelse for materialer, men også med ord, skabte Hertz på en gang åbne og knivskarpe værker, som i installationen Alt hvad der var er nu væk (2014), hvor det sproglige paradoks lyser i orange neon.
Overfor sender Kirsten Lockenwitz’ stringente abstraktion (Ommaggio Di Francesco, 1977) over en seraf – en engletype fra Det Gamle Testamente – lyset tilbage i røde nuancer. Maleriet af det seksvingede væsen er en hyldest til Frans af Assisi og hans emotionelle forbindelse til naturen, dyrene og de svage. Det hænger som en trøstende hilsen ikke bare til Hertz og hans udstoppede høne, men til os alle.
Inde i den forstørrede «Kleenex-æske», de besøgende kan gå ind i, giver Henriette Heises video- og lydværk Tissue Technology (2025) mig en følelse af at være lillebitte og skærmet for verden udenfor med al dets snot og tårer, der over alt på kloden tørres bort med de klassiske papirlommetørklæder. I videoen oplever vi nemlig kun æsken indefra, hvor lommetørklæderne, filmet i ultranær, med repetitive bevægelser én for én forlader det trygge rum. I kombination med ASMR-lydsiden virker det akut beroligende.
Det er nu ikke, fordi man bliver rystet i sin grundvold eller forført af melodrama af Maybe we could both belong. Og der er hverken følelses-porno eller agiterende, polariserende politisk følelsesretorik, for, som titlen antyder, er der et underliggende ønske om rummelighed. Udstillingen opererer på sin egen stille, inkluderende og lidt underspillede frekvens og lykkes med at indkredse et bredt emne til et koncentrat, der muligvis kan gøre os bedre i stand til at balancere følelse og fornuft.
