At træde ind i det første rum på Nordatlantens Brygge føles som at bevæge sig rundt i en dunkel, småstøvet etnografisk samling. På en række høje piedestaler, badet i kraftige spotlights, står forskellige keramiske vaser af lidt ubestemmelig herkomst; umiddelbart ligner de antikke amforaer, men med en udsmykning, der synes at pege i mere nordisk eller gotisk retning. En dragelignende figur snor sig om hanken på den ene, mens en ravn folder vingerne ud og løfter hovedet til et skrig på en anden.
Martin Brandt Hansen, der tager afgang fra Det Kgl. Danske Kunstakademi til sommer, kalder sine vaser for ‘Etnoterrakotta’ med en henvisning til Pia Arkes essay Etnoæstetik fra 1979. Heri skitserer Arke den grønlandske kunstners umulige dilemma; at man på den ene side forventes være kulturelt forankret i en særegn ‘grønlandskhed’, men samtidig også skal arbejde indenfor en vestlig kunsthistorisk tradition, hvis man ikke vil ende i den etnografiske samling frem for på kunstmuseet. Brandt Hansens vaser kobler den antikke amfora – den vestlige kunsthistorieskrivnings startpunkt – med figurer fra grønlandsk mytologi på en måde, der næsten bliver en fysisk illustration af Arkes begreb om etnoæstetik.
Sjovere er en fritstående lerskulptur, der refererer til den grønlandske tupilak. I mytologien er tupilak en ond ånd, man sender efter sin fjende, men da europæerne kom til Grønland, udviklede man en industri, der fremstillede tupilakker i tand og ben, og solgte dem som souvenirs. Som fysisk figur placerer tupilakken sig imellem den grønlandske myte og en europæisk kapitalisme; på én gang oprindelig ikonogafi og kolonialt produkt. Brandt Hansens Tupilak er udstyret med plastikarme af den slags, vi kender fra action-legetøj, og sender tankerne i retningen af vestlige tegneserier eller eventyrfilm. Som hvis Hulk eller Ringenes Herrer udspillede sig i Nuuk.
Import/Eksport, som udstillingen på Nordatlantens Brygge hedder, består egentlig af to soloudstillinger vævet sammen under en titel og med kulturmødet mellem Grønland og Danmark som løs tematisk fællesnævner. Sådan et kulturmøde har Gudrun Hasle oplevet, da hun i 2018 flyttede med sin familie til Nuuk, og i et tilstødende lokale hænger en række af hendes værker fra de tre år i Grønland.
Det er klassiske Hasle-værker; broderier på blødt stof, kropslige motiver og sætninger, der afslører hendes ordblindhed. På et blåt banner med blomstrede bogstaver står der: «Jeg drømmer i Nuuk», og i kataloget kan jeg læse, at det stammer fra en række workshops, hvor lokale børn og voksne producerede banner med deres drømme og siden gik i en parade med bannerne gennem Nuuks gader. Set i den kontekst fremstår værkserien fra Grønland som en slags protestskilte eller flag, men med poetiske og personlige udsagn frem for politiske og nationale.
Hasles projekt er som udgangspunkt ultrapersonligt og taler fra en marginaliseret position som ordblind og psykisk sårbar. Den historie udfoldes på første sal, hvor Hasle er i gang med at genopføre en ny version af et tidligere værk: Hele hendes livshistorie skrevet med blå bogstaver på gulvet.
Midt i installeringen blev Hasle smittet med corona og måtte udskyde færdiggørelsen af værket, så da jeg besøger udstillingen, stopper historien desværre lige inden Hasle flytter til Nuuk. Hun når at fortælle, at hun indtil da har undladt at forholde sig til Grønland, fordi hun føler ubehag ved tanken om at komme fra et land med en kolonihistorie. Det er selvfølgelig problematisk, men fordi udsagnet kommer fra så personligt og ærligt et sted, er det også befriende og genkendeligt. Sådan har de fleste hvide danskere det nok.
Fordi gulvværket ikke er færdigt, mangler den vigtige kobling til tekstilværket Im sorry (2019), der viser en lys silhuet på lyserød baggrund. Hen over huden er broderet et utal af undskyldninger på dansk, engelsk og grønlandsk, og her undskylder Hasle blandt andet for sin manglende stillingtagen og på sit lands vegne. Noget er sket i Nuuk, som har fået Hasle til at undskylde for de «dåme ting jeg er kommet til at sige», og man kan fornemme, at det er oplevelsen af at se sig selv med de andres øjne, som hvid dansker, der har sat sig hos hende.
Der er noget utroligt klodset over den undskyldning, og jeg vælger at tro, at det er tilsigtet. Hasle insisterer på at tale fra en sårbar, personlig position, men i en dansk-grønlandsk relation bliver hun ufrivillig repræsentant for en privilegeret overmagt. Samtidig er det tvivlsomt, hvem der kan bruge en individuel undskyldning til noget, når de forhold, hun undskylder for, er strukturelle.
Værket illustrerer dermed den gennemført kiksede tilgang, der præger debatten om den officielle undskyldning, Danmark endnu ikke har givet for de overgreb, der er sket i kolonitiden. Det er én stor undskyldning for sig selv, samtidig med at det formår at sætte sin egen følelse af også at være et offer for historien i centrum. Undskyld, at jeg sagde ’dumme ting’, undskyld at mine ‘gode intentioner’ blev misforstået og undskyld, at jeg tilfældigvis er født som dansker.
Der skal nok være nogle, der mener, at Hasle kunne bruge sin privilegerede kunstnerposition bedre ved at fokusere lidt mindre på sin egen skamfølelse og i stedet give plads til andre stemmer, men jeg synes egentlig, at værket rummer en vigtig diskussion. Den kulturelle skam, mange af os føler, når vi tænker på kolonitiden eller oplever i mødet med den andengjorte, skal vi selvfølgelig kunne tale om. Men måske skal vi vænne os til, at det er en samtale, hvide mennesker skal have med hinanden, og ikke med koloniseringens egentlige ofre. Skal man forstå Import/Eksport som en duoudstilling, hvori Hasle og Brandt Hansens værker er i dialog med hinanden, bliver det en akavet samtale. For hvor Brandt Hansen søger at nuancere den danske opfattelse af grønlandsk kunst, taler Hasle mest om sig selv.
