Nærmest som besat snurrer Lina Hashim rundt og rundt, mens hun kaster med sit lange hår som headbang’ede hun til et lydløst rocknummer. Vi er få timer inde i åbningen af årets afgangsudstilling og igang med en performance, der ligger sig et blasfemisk sted imellem erotik og mystisk, religiøs ceremoni, spærret inde i et pentagon mellem fem skulpturelle diagrammer. Hashim er forbandet, fik hun at vide af en række islamiske mystikere, og vil derfor aldrig finde kærligheden og altid befinde sig tæt på døden. Derfor underkastede hun sig en række forbudte ceremonier, ikke langt fra den dans, der udspillede sig på Charlottenborg. De, der efterlyser en kunst, der går direkte i flæsket på tidens mest kontroversielle, politiske spørgsmål kan med fordel begynde her.
Selv om årets 28 dimittender fra Det Kgl. Danske Kunstakademi Billedkunstskolerne har måtte vente længe på at kunne tage afgang, er det stadig en Covid-19-præget åbningsdag, der sætter punktum for deres uddannelsesforløb. Borte er de tusindevis af ferniseringsgæster, der plejer at kindkysse, kramme og mase sig igennem salene på Charlottenborg med så lidt afstand, at man til tider har skulle gøre sig umage for overhovedet at få øje på værkerne. I år er de erstattet af forlænget åbningstid, håndsprit og køkultur, samt en fornemmelse af, at intet igen bliver, som det var, da dimittenderne påbegyndte arbejdet med afgangsværkerne.
Årets Afgang er befriende nok ikke struktureret omkring et udefrakommende tema, ligesom man ikke i formidlingsmaterialet har forsøgt at fremhæve eller skabe alternative røde tråde igennem udstillingen, foruden den åbenlyse; at der er tale om et nyt hold, der her præsenterer deres værker for den brede offentlighed for første gang. Fravalget af tematik har givet kurator Helga Christoffersen plads til blot at forholde sig til, hvordan værkerne spiller sammen rumligt, og måske er det derfor, afgang i år synes at have et andet og mere elegant rytmisk forløb end sædvanligt.
Flere kunstnere, bland andre Daniel Mølholt Bülow, Monia Sander Haj-Mohamed og Astrid Sonne arbejder med serielle værker med mange enkeltdele, der er placeret som små dryp i flere udstillingsrum og først langsomt samler sig til en helhed i takt med, at man bevæger sig igennem Sydfløjen.
Bülows collagelignende værk består eksempelvis af fem fragmenter, der samler sig omkring en nymfekarakter – heriblandt et par ultra-taktile handsker af dyrehår og lange, falske hybridnegle, en silikoneparyk i en skinger, pink tone og en video, der viser et close-up af en skinnende, højhælet sko, der gentager det samme skridt igen og igen. Værkerne bliver aktiveret i en performance, hvor kunstneren instruerer publikum i aerobics-trin, men med en tøvende, halvt udmattet og halvt ambivalent fremførsel. Og netop det intentionelt usikre, det underspillede og følsomme er et omdrejningspunkt for en stor del af årets afgangsværker.
Særligt de sidste års fokus på omsorg og skrøbelighed i kunsten er at finde flere steder på udstillingen. Anna Stahns bittesmå, luftige kobbertryk i sarte pasteller på tynde, uindrammede stykker papir, kredser om kvinde- og hverdagsliv, mens både Kåre Frang og Anne Sofie Skjold Møller taler om omsorg i større installationer.
Frangs videoværk tager udgangspunkt i en selvoplevet ulykke og viser en kort sekvens i slowmotion, hvori en mand falder om på gaden. Omkring videoskærmen står tre kraftigt forstørrede reproduktioner af traditionelle barselspotter fra 1600-tallet. Før velfærdssamfundets opblomstring anvendte man den slags potter som beholdere til den mad, lokalsamfundet forærede barslende kvinder, og hos Frang taler de med om, hvilke støtte- og omsorgssystemer, vi i samtiden har sat i stedet for familie og naboskab.
Anne Sofie Skjold Møller’s Pool ligner et stykke lækkert wellness-spa og skal i løbet af udstillingsperioden fungere som et socialt mødested og scene for forskellige events. Rundt omkring på kanten af poolen står små lerkrukker, og man kan forsikre sig om, at Ursula Le Guin stadig er hot stuff på akademiet, når Møller med et citat fra Bæreposeteorien drømmer om, at beholderen – eller den gestus at skabe et værk, der giver plads til andres værk – må blive den nye tids helt.
Zoomer man lidt ud, er det påfaldende, hvor analog og relativt klassisk i formaterne årets afgangsudstilling er, endda også i værker, der taler om teknologiske eller digitale rum. Andreas Rønholt Schmidts hallo hallofremstår på den baggrund nærmest som en metakommentar; en række gipsafstøbninger, der til forveksling ligner et af modernismens telefondesigns, hænger side om side med to tegninger, der gør brug af amerikanske hulkort-reklamer med filmiske referencer til moderne infrastrukturelle systemer. Værkerne kommunikerer ganske vist, men som skulpturelle modeller af – frem for igennem – teknologien.
Tilsvarende arbejder Tina Wulff i store papirværker, der næsten ligner digitale tryk, men som er resultatet af en repetitiv, næsten mekaniseret analog proces, hvor store stykker hæklet stof fungerer som en slags taktil trykplade, der overfører mønsterets omrids til papiret. Hos Mikkel Ørsted, hvis mandshøje rektangulære formater alene fylder det meste af et rum, er det Deleuzes og Leibniz’ ideer om netværker, der dannet baggrund for de ligeledes meget taktile, abstrakte malerier. Værkerne arbejder med systemer, der danner rammen om andre systemer, der opstår og kollapser i en sirlig, malerisk orden. Og hos Anne-Mai Sønderborg Keldsen er det klassisk landskabsfotografi, der med dramatiske, mørke skildringer, er installeret i et rumligt forløb, så man aldrig kan komme på afstand af dem, men må befinde sig mit i værkets eget rum.
Langt fra den bløde og lidt indadvendte æstetik, der præger en stor del af årets afgang, er Sara Annsofidotters undersøgelse af samtidens sproglige jargon omkring produktivitet og finansøkonomi. Hendes tekster er skrevet ind i den slags skabeloner, man normalt anvender til visitkort eller salgsbrochurer, og det hele emmer af åbne kontorlandskaber og den postindustrielle arbejdskulturs generisk fremmedgørende metaforsprog. Ved siden af de ophængte værker står, som en lille humoristisk kommentar, et bord med en træpapegøje; et billede på, hvordan vi gentager tillærte abstrakte vendinger uden nødvendigvis at forstå, hvad det økonomiske sprog dækker over. Nemlig at det, foruden af være en konstrueret abstraktion, også er en social magtfaktor, der i udpræget grad påvirker vores liv, krop og fremtid. Meget relevant at tage med sig videre ud i en samtid, hvor en ny økonomisk krise synes at være over os.