Særligt på et punkt adskiller afgangsudstillingen fra Det Fynske Kunstakademi sig fra ditto-udstillingerne på Det Jyske Kunstakademi og Det Kgl. Danske Kunstakademi. I stedet for i en kunsthal vises udstillingen i de lokaler, som skolen flyttede ind i sidste sommer – en bygning, der fra 1883 til 2014 husede Fyns Kunstmuseum, landets ældste kunstbygning og i dag altså rent kunstakademi.
Det betyder på den ene side, at udstillingen ikke er dimittendernes lejlighed til at udstille i en rigtig kunstinstitution, hvor de stifter bekendtskab med de arbejdsgange, herunder det personale, der huserer i en normal kunsthal. På den anden side har Det Fynske Kunstakademi alle tiders mulighed for at præsentere den autonome situation, som akademiet nu har i den pompøse klassicistiske bygning i Jernbanegade. For en uddannelsesinstitutionsfetichist med forkærlighed for kunstakademier er det en særlig fornøjelse at besøge en sådan afgangsudstilling.
Udenfor blafrer blå-hvide vimpler påtrykt institutionens navn og en indholdsdeklaration: «Uddannelse – Udstilling – Events». Med et snuptag er akademiet, der tidligere levede en hengemt tilværelse på en fjerdesal i Brandts-komplekset, blevet synligt for odenseanere såvel som byens gæster.
Kernen i huset er den højloftede udstillingssal med det flotte flisegulv med rød- og hvid-ternet bort. Bortset fra Morten Warborg Hansens hypermættede computercollager i trappeopgangen og Jesper Nørmarks performance, som fandt sted ved åbningen og – på en måde lidt befriende – ikke findes i dokumenteret form i udstillingen, befinder alle afgangsværker sig i denne sal. Rundt om ligger atelierer, administration og møderum.
Midt i udstillingsrummet står en lille finurlig bygning i indbydende æggegul farve. Fra det amorfe sorte tag stritter en slags antenne, et esoterisk teletubbie-tegn, lige op i luften. Indenfor er de sortmalede vægge beklædt med en masse sorte tunger, der stikker lige ud i rummet og giver associationer til en slags erotisk torturkammer. Så optaget er jeg af omgivelserne i det snævre rum, at jeg får et mindre chok, da lænestolen under mig begynder at ryste – en slags massagestol, som man sidder på, mens man betragter nogle dansere bevæge sig i en meget mørk video. Tomb of Woe hedder Nanna Katharina Jensens installation, der i guideteksten omtales knap så kinky; som et sorgkammer, der tilbyder en slags terapeutisk session, hvor sorgen kan rummes i mørket.
Henover den ene væg breder sig Nina Helledies abstrakte vægmaleri bestående af et utal af sorte prikker i en løselig formation. Nogle steder ligger prikkerne helt tæt og skaber et næsten vibrerende udtryk. Andre steder ligger de spredt og enkeltvis. Det minder lidt om himmelfænomenet sort sol, der opstår når enorme stæreflokke samles til træk. Samtidig er der en fornemmelse af støj på linien, lydløst og med skærmglitch.
Et vist niveau af tilfældets råden ligger også i bunden af Magnus Fischer Vinds papirlitografiske serie, som baserer sig på en fejl, der er opstået undervejs i tilblivelsen af et andet grafisk værk. Efter en længere proces, hvor denne fejl bliver indscannet og printet igen, opstår en serie grafiske sort-hvide udtryk, der sjovt nok er endt som en slags arkaiske, mytologiske tegn, runer eller græske bogstaver. Nogle af dem har tilmed en fornemmelse af konkretpoetisk 1950’er-hygge.
Også Heidi Nikolaisen dyrker det formelle udtryk. More Land er den passende samlede titel på en skulpturel komposition af en håndfuld abstrakte elementer, der holdes sammen med det yderste af neglene, uden at det faktisk bliver anstrengende. Skarptskårne plexiglasformer er forbundet til stålrør, der står nonchalant lænet op ad væggen, via et sejlerreb, der slår en blød knude omkring røret og tegner en buet «streg», der trækker forbindelsen videre til de øvrige elementer. Farverne i rebets vævning sender samtidig en diskret replik til de kongeblå og solgule farver i salens kassetteloft, og det er nok det værk på udstillingen, som gør sig mest formelt appetitligt.
Allan Cruz viser tre værker, hvoraf videoinstallationen The Gudboi Company er den, der fænger mest. I bedste postinternet-stil, men med mere udtalt satirisk brod, dyrker værket en markedsføringsæstetik, der skal sælge et «premium product» fra The Gudboi Company. En indbydende voice-over-stemme garanterer, at produktet er lavet af glade medarbejdere, som har meget kort levetid, idet de kommer fra den mest udsatte del af samfundet. På små opsatser, ved siden af videoen, vises firmaets specialprodukter «made of best quality remains of former laborers» – en slags groteske urtepotter, hvor selve plantedelene består af variationer af afro-hår; med eller uden dreadlocks, strittende eller med elastik. Begreber såsom bæredygtighed og Max Havelaar-certificering tages her til et nyt, ikke uvæsentligt niveau.
Selvom kunst, pædagogik og kunstnerisk forskning i disse år nyder en vis opmærksomhed, så mindes jeg ikke tidligere at have set et decideret kunstpædagogisk indslag på en afgangsudstilling, som det Simon Fiil viser. En fabrik som laver ting består af en video og tilhørende installation, som mest af alt ligner fritidshjemmets sommerudstilling. Det er det næsten også, for de to store papborde med «madretter»; salater, pommes fritter, sushi, burgere – alt sammen lavet i genbrugsmaterialer, pap, garn, plastiklåg, sugerør etc. – er fremstillet af skoleelever, som Fiil har lavet workshop med.
I formidlingsvideoen forklarer kunstneren på en sympatisk og, ja, pædagogisk måde, hvad billedkunsten egentlig kan bidrage med i skolen. Han vil gerne prikke til børnenes egen æstetiske forståelse og «gøre dem opmærksomme på deres evner til at formulere sig med figurer skabt i deres egne hænder». I fremtiden skal «En fabrik der laver ting» gerne udvikle sig til «en klasse, der laver en fabrik, der laver ting», siger Fiil. Og i al sit ikkeværk-agtige væsen er dette nærmest udstillingens mest poetiske, håbefulde udsagn.
For enden af udstillingssalen leder et par trin op til et mindre rum. Heri står et par stolerække foran en slukket skærm, som havde de studerende lige rejst sig fra undervisningen. Det giver den dér fine fornemmelse af uddannelsessted, som man selvfølgelig ikke behøver at dyrke. Men jeg kan ikke sige mig fri for at tænke, at det kunne være sjovt, hvis man næste år fyrede lidt mere op for autonomien og DIY-attituden, sådan at afgangsudstillingen i den stolte bygning også blev en demonstration af, hvad man kan udstillingsmæssigt, når man selv holder tømmerne og ikke behøver at forholde sig til faste koncepter for marketing, grafik, formidling, installering og alle mulige andre «sådan-plejer-vi-at-gøre-det»-forhold, der omgærder de fleste kunsthaller.
Jeg er godt klar over, at en afgangsudstilling ikke er en udstilling på dén måde. Men tænk alligevel, hvis det var sådan, det var på Det Fynske Kunstakademi: En klasse, der laver en fabrik, der laver ting.