Alexander Tovborg har sat malerpenslen i blød for til gengæld at kuratere en udstilling med en gruppe kunstnere, som han føler et kunstnerisk slægtskab med. Helvedet opløser sig vises hos Galleri Nicolai Wallner og præsenterer malerier af Theodora Allen, Jankel Alter, Magnus Andersen, Duda Bebek, Kye Christensen-Knowles, Steinar Haga Kristensen, Ursula Reuter Christiansen og Julien Nguyen.
Foruden at udstillingstitlen refererer til en digtsamling af samme navn af den danske surrealist Jens August Schade, følger den som et sjovt sammentræf i kølvandet på den amusante skandale, der i påsken plagede Pave Francis. Nemlig at den hellige fader blev citeret af den italienske avis La Repubblicas stifter, Eugenio Scalfari, for at benægte helvedes eksistens. Vatikanet var dog straks ude og cementere dette som fejlcitering.
I udstillingens pressetekst er helvedet også løbet Tovborg i pennen på bedste åbenbaringsagtige vis. Teksten taler imidlertid hverken varmt for helvedet eller afskriver det helt. Hvorvidt det gør Tovborg til en god eller dårlig katolik, skal jeg ikke kunne sige. Vender vi blikket mod selve udstillingen, snakker vi til gengæld allegori til den helt store guldmedalje. Enten af religiøs, mytologisk eller spirituel art, men gudskelov ikke prædikende. Det er den for cool til.
I helgenbillederne Valerie (2018) af svenske Duda Bebek og Saint Sebastian (2018) af amerikanske Kye Christensen-Knowles møder vi et queer allegorisk cool cat-maleri. Malerisk er de som nat og dag, mens de begge dyrker den erotiserede lidelseshistorie – en fortælling, som har mange år på bagen og som især var populær i middelalderen, fordi den både gjorde det muligt at bande seksualdriften langt ind i helvede samtidig med at man udlevede alle tænkbare seksuelle fantasier. Bebek og Christensen-Knowles’ billeder er dog ikke under bæltestedet, men lidelsesmotiverne er sikkert og vist amourøse.
Ditto, blot mere profant, gør sig gældende i dansk-tyske Ursula Reuter Christiansens maleri Das Mädchen und der Tod (1997), som er en slags «danse macabre» eller «dødens kys», og som desuden minder utrolig meget om værker af den tyske maler og grafiker Hans Baldung Grien (1484-1545).
Igennem hele kunsthistorien har allegori vist sig at være en yderst virkningsfuld fremstillingsmåde. Man kan lade en ærkeengel komme ned fra oven og moralsk fortælle, hvor skabet skal stå. Her adskiller værkerne på denne udstilling sig betydeligt fra teologiske allegorier. Der gøres ingen formaninger. Og hvor det klassiske allegoriske billede har travlt med at udpensle scener mellem figurer inden for billedets motiv, henvender disse værker sig direkte til beskueren. Det gør de med stor selvsikkerhed, jævnfør figurernes suffisante attitude.
Tag amerikanske Julien Nguyens maleri Schadenfreude (2017), som er et billede af en engel i gedigen renæssancestil svævende med et saligt og nedstirrende blik om en monolit på en cyanhimmel. Tag Magnus Andersens lil’ sergent (2018), et portræt af en ubestemmelig etnokulturel persona, som med et smørret grin stirrer ufravendt på beskueren. En stirrekonkurrence, man umuligt kan vinde. Og tag Reuter Christiansens billede af en hornet kvindefigur, der ligger henslængt, som en anden Olympia, i en funky sofa. Alle tre billeder er, som sød hævn, dejlig latterliggørende af mig som beskuer, fordi deres vedholdende blik minder mig om, hvor flygtigt beskuerens er.
Dunkel som Munch, bare mere smadret, tegner norske Steinar Haga Kristensen i to assemblageværker et nærmest nietzscheansk sygdomsbillede af skepticisme og uforbederlig desperation. I Scepticism du doute #04 (2017) ser vi øverst en glaseret keramiklåge bemalet med et par ben, hvorfra to malede figurer på et uopspændt lærred hænger nødlidende. Haga Kristensen synes jeg meget rigtigt beskriver elendigheden ved skepticismen, nemlig tendensen til at lægge tvivl for had. På den måde er der en sammenhængskraft i udstillingen, som om billederne har hinandens ryg.
Skønt udstillingen ikke maler fanden på væggen, rejser den, qua det allegoriske niveau, alligevel tvivl ved vores overbevisninger eller mangel på samme; om du er troende eller ikke-troende. For mig at se bryder udstillingen med det verdslige ved denne maleriske fremmanen af andre verdener. Spekulative verdener snarere end forbilledlige. Tillige virker det ikke som om nogle af disse kunstnere lider af behagesyge, skønt deres billeder kan være behagelige at kigge på. Snarere ser det ud som om, de gør hvad der passer dem. Dette fællestræk sammen med hangen til allegori finder jeg, tilsigtet eller ej, som en stærk modreaktion på den rationalisme, hvis korstog ikke kun har ramt vores institutioner, men også truer selve forestillingsevnen. Denne trussel modgår alle kunstnere i udstillingen i allerhøjeste grad takket være allegoriens frisættende muligheder.
