Det geologiske begreb om det antropocæne var på alles læber i slutningen af 2010’erne. Der blev lavet udstillinger, symposier og publikationer, der pegede på menneskets destruktive påvirkning af jordens økosystemer. Men som med så meget andet i kunstverdenen, var det en kortvarig affære, og det er først da jeg besøger dansk-japanske Silas Inoues udstilling, Lower Lifeforms på Horsens Kunstmuseum, at jeg kommer i tanker om begrebet igen.
Hos Silas Inoue findes det antropocæne i et underspillet, futuristisk landskab, der ikke direkte handler om samtidens geologiske epoke, men snarere peger på en teknologisk fremtids potentielle risici: Gennem tegning, skulptur og installation taler Inoue om menneskets uomgåelige sammensmeltning med økologi, mikrobiologi, kapital og globalisering. Og i Lower Lifeforms er det især det mikroskopiske liv, som vi traditionelt har anset for at være lidt ulækker, eller materialer, som vi normalt knap nok ænser, der eksponeres.
Det sker eksemeplvis i værket Wash, hvor en motor henslængt tager sig et hvil i et spa-agtigt egetræskar. Nye og brugte udstødningsrør stikker ud af dens torso og svæver over det lave vand, så det ligner et levende væsen fra en fjern fremtid. På karrets sider er der placeret grønne planter og stiklinger i vand med lange, smukke rodnet.
Bliver man stående længe nok, ånder en hvid dis ud af motoren. Der er en trance-agtig stemning i rummet, og jeg befinder mig selv i en lidt meditativ tilstand. Selvom det er tydeligt, at det er en menneskelig bevidsthed, der har undfanget maskinen, har motoren nonchalant overtaget vores vaner, som fx at tage i spa og mærke kroppen. Eller måske gennemgår motoren en slags detox-proces, der endeligt løsriver den fra sin tilknytning til den industrielle kapitalisme, som den har været underlagt i århundreder? Inoues værker, balancerer på kanten af det fremmedartede, det uforståelige, men der er hverken tale om en kærlighedserklæring til naturen eller maskiner. Værkerne eksisterer bare i deres egen orden.
Flere steder i udstillingen overtager levende organismer og objekter menneskelig adfærd. En af de mere fascinerende værker er fra Infrastructure-serien, som kunstneren har arbejdet på siden 2015. Blandt syntetiske materialer har et netværk af skimmelsvamp hobet sig op i flere montrerne, hvor det holdes i live af små og abstrakte bronzefigurer. De fungerer som et respirationssystem og ligner religiøse væsner, der våger over biotopernes futuristiske storbyssamfund. Der er noget vidunderligt over, hvordan skimmelsvampen – en organisme vi anser for at være ganske uappetitlig – brillerer i en helt ny struktur og rolle.
Lower Lifeforms rummer mange forskellige værker, der forbinder det poetiske og videnskabelige for at gentænke store emner som økologi, globalisering og forbrug. Som resultat heraf ligner værkerne et efterspil af menneskets indflydelse og udnyttelse af planetens svindende ressourcer. I det skulpturelle værk Skewer (2022) peges der på vores fremtidige fødevareforsyning. Her spiddes varer fra øst og vest på et overdimensioneret grillspyd: Peberkagedej, en sukkerglaseret gople og en fransk kartoffel af smeltet mikroplast. Som en slags readymade, står en bakke med brugt fritureolie fra McDonalds og lugter under de store stykker mad. Man kan ikke lade være med at tænke på, hvor vildt madkulturen kommer til at udvikle sig fremover: Allerede nu er der tale om robotbier, genanvendelse af spildevand og alger, som erstatning for madolie og vitaminer.
Det kan godt være, at afsættet for Inoues værker er ironisk og humoristisk, men udsagnene knytter sig til de aparte fremtidsscenarier, mange af os forestiller os i kølvandet på de mange kriser, som planeten, befolkninger og kulturer befinder sig i. Det, der fungerer så godt i Inoues værker er, at det ikke er skrækscenarier, man eksponeres for, men snarere observationer, man kan gå på opdagelse i. Det er både underfundigt, sjovt og inddragende.
