Jeg har set kunstens fremtid, og den hedder Thao Nguyen Phan. Når Phan daterer sine værker, sker det ofte med tilføjelsen af en streg – og ordet ongoing, altså ’igangværende’. Det er ikke et udtryk for manglende evne til at give værkerne endelig form, men et ønske om at fortsætte arbejdet, forlænge dialogen med beskueren og udvikle forbindelserne mellem værkerne.
På Phans Charlottenborg-udstilling relaterer hvert enkelt værk sig til alle de andre; de sætter hinanden i spil, og netop derfor er dette ikke bare en udstilling med vidunderlige værker, men en vidunderlig udstilling. Den er intelligent og følelsesladet, intim og monumental, melankolsk og fuld af lys; lige fra dens stemningsfulde titel, Reincarnations of Shadows, til det smukke arkitektoniske layout har denne udstilling alt, hvad man kunne ønske sig.
Phan er født og bor i Ho Chi Minh City, Vietnam. Hun har studeret kunst der, men også i Singapore og Chicago. På Charlottenborg er der to indgange – eller to udgange om man vil – til den kreds af seks sale, der udgør Phans udstilling. For at opleve udstillingen på den mest fokuserede måde anbefaler jeg, at man tager indgangen til venstre og går med uret. Gør man det, er det første, man ser, værkserien Voyages de Rhodes (2014-2017): en serie akvareller, der stikker 90 grader ud fra væggen, og som er malet på siderne af en bog.
Bogen, som kunstneren har brugt til værket, er en rejseberetning fra 1653 skrevet af den franske jesuit Alexandre de Rhodes, som var én af de første missionærer, der ankom til Vietnam under koloniseringen. Akvarellerne fremstår som en gådefuld oversigt over regler, man måske eller måske ikke skal adlyde, over mulige standpunkter, man kan tage, over skæbner, man ikke kan undslippe. De skildrer ofte børn eller unge involveret i fællesaktiviteter såsom at marchere eller lege. Flere af dem viser grupper af kommunistiske spejdere, der slår på tromme.
Ét maleri viser menneskehoveder, der har spader som krop og håndtag ovenpå deres hoveder; det minder på sin vis om et Kraftwerk-cover, bare mere uhyggeligt. Nogle malerier bærer undertitler som f.eks. «ensomheden fejres» eller «opfindelsen af kvindelighed» eller «blodris». En af akvarellerne viser en gruppe unge mænd, der ser ud til at være i færd med at diskutere, studere eller bede. En af dem bærer en sweatshirt med Nike-logoet, men Phan har ændret stavemåden til Nice. Det er selvfølgelig en underfundig lille vittighed om kapitalisme. Men samtidig er det svært ikke at bemærke, hvordan ordet også rimer på rice. Med det simple greb opridses hele spektret af verdens økonomiske systemer – lige fra de livsnødvendige ris til det glade vanvid, som varemærker og branding er.
En anden akvarel viser en mand i et landskab, der er domineret af en stor blå klat. Det bærer undertitlen «surreal history», som er en rammende beskrivelse af Phans arbejde. Men dets drømmeagtige fremtoning har hverken heftige effekter eller billedlig tåge. Phan bruger drømmen som en modus operandi, en grænseflade mellem virkelighed og fantasi, et mulighedsrum.
Værket Mute Grain (2019) er en sort-hvid film vist på tre skærme om et fiktivt søskendepar ved navn Marts og August. Bror og søster er opkaldt efter de to værste måneder i den vietnamesiske landbrugskalender, hvor den gamle høst er spist op, mens den nye endnu ikke er moden. Mute Grain er en meditation over den vietnamesiske hungersnød i 1945, der anslås at have kostet to millioner mennesker livet. Den blev blandt andet forårsaget af den japanske besættelsesmagt, der beordrede bønderne til at rive deres plantede ris op med rode og i stedet dyrke jute til industriel tekstilproduktion. Historien om Marts og August er historien om, hvordan deres gensidige forbindelse er nøglen til åndelig overlevelse.
Der er aldrig blevet rejst noget monument over denne hungersnød, men Phans No Jute Cloth for the Bones (2019-23), en stor installation af hængende jutestilke i udstillingens sidste sal, kan reelt betragtes som et sådant monument. I den tredje sal ses en række abstrakte malerier, der er inspireret af postkolonial modernistisk arkitektur, og de er sammenstillet med værket Man Looking Towards Darkness (2016), som består af et broderet sort forhæng, ligeledes udført i jute. Det viser en række menneskefigurer, altid rygvendte, i færd med at udføre en række forskellige dagligdagsaktiviteter, der nogle gange udvikler sig voldeligt. Figurerne er broderet som hvide konturer i silke. Kun farven på håret er ’realistisk’, hvilket skaber en uventet mimetisk kortslutning.
Skiftevis med Mute Grain vises filmen First Rain, Brise Soleil (2021 – igangværende). På de tre skærme får vi fortalt den fiktive historie om en bygningsarbejder, der er specialiseret i at konstruere de såkaldte brise soleil: et arkitektonisk bygningselement, der består af en ydre betonskal med masser af huller i, som dels skygger for solen, dels lader luften strømme ind (en tidlig form for ventilation inden aircondition blev almindeligt). Værket fremstår som en eftertænksom ihukommelse af modernismens drøm om håb, proces og udvikling – og af en bestemt form for modernistisk arkitektur med sit helt eget formsprog og poetik, der er karakteristisk for Vietnam og Cambodja.
En brise soleil udgør en permeabel og transformativ membran og kan i den forstand anskues som en central metafor for Phans arbejde. Alle elementerne flyder ind og ud af hinanden og forvandles undervejs. Phan kalder sine film for «levende billeder», hvor arkiv-, dokumentar- og fiktive optagelser blandes med tegninger og animation. Et afgørende aspekt ved deres flydende form angår den fortælling, der vises som undertekster på skærmen og derved styrer værket fermt uden om fortællerstemmens tendens til at overskygge filmens billedside. Ligesom billederne er også teksten hentet fra flere kilder. Resultatet er et pulserende, men stille flow, og Phan skaber her en filmæstetik, der er både oplysende, fortryllende – og hendes helt egen.
Det tætteste Phan kommer på at være selvbiografisk er gennem et portræt af en anden kunstner. I den sidste sal er der sammen med installationen af jute opstillet en række små, skønne skulpturer af Diem Phung Thi (1920–2002), som også præsenteres i en film, der er projiceres på væggen. I 1946 blev Thi, som en af de første vietnamesiske kvinder nogensinde, uddannet som tandlæge. Derefter flyttede hun til Paris, praktiserede som tandlæge og skrev en doktorafhandling. Men i 1960 opgav Thi tandplejen. Den eneste måde hun kunne håndtere Vietnamkrigen på var ved at lave kunst. Titlen på Phans film om Thi er næsten identisk med titlen på udstillingen; Reincarnations of Shadows (moving-image-poem) (2023).
Man kan nemt blive ramt af stumhed foran historiens rædsler, og næsten alle kender Theodor Adornos udtalelse fra 1949: «at skrive poesi efter Auschwitz er barbarisk.» Færre ved, at Adorno i 1966 tog sine ord i sig igen og skrev: «varige lidelser har lige så meget ret til at udtrykke sig, som torturofre har til at skrige.» Der findes langt flere værker i Phans seks sale på Charlottenborg, end der kan beskrives eller blot nævnes her. Men de har alle noget til fælles, nemlig Phans evne til at konfrontere smerten i Vietnams historie uden på noget tidspunkt at miste sin unikke kunstneriske stemme. Oscar Wilde sagde, at Balzac opfandt det 19. århundrede. Og nu har Thao Nguyen Phan opfundet Vietnam.
