Det er nærmest en regel, at større museumsbyggerier eller udvidelser bliver markant forsinkede. Således også på ARoS, hvor projektet The Next Level, der inkluderer James Turells store installation The Dome, skulle være åbnet i år, men på grund af en konkurs hos en leverandør er udsat til 2026. Det er derfor en noget mindre udvidelse, et underjordisk galleri udenfor hovedbygningen, der åbnede i sidste uge.
The Dome består af en 16 meter høj kuppel, der allerede er rejst ved siden af museet. En central del af Turells værk består i et kig til himlen gennem en kuppelåbning, og det har derfor været nødvendigt at rykke kuplen væk fra selve museumsbygningen for at sikre frit udsyn opad. Man ankommer til The Dome gennem en underjordisk gang, og det er i forlængelse af denne gang, man har opført en ny udstillingssal med det tamme navn ’Salling Galleriet’. Kan vi ikke godt holde op med at navngive nybyggerier efter private donorer?
Det er den britiske video- og performancekunstner Jenkin van Zyl, der indvier den nye sal, og det hele emmer af at man har ville præsentere noget friskt og ungt. Efter sigende har van Zyl været involveret i projektet gennem flere år for at kunne skabe et nyt værk, som kuratoren kalder ‘stedsspecifikt’ og ‘en totalinstallation’. Det er dog lidt en tilsnigelse, for van Zyls værk er først og fremmest et videoværk, som er iscenesat i rummet gennem en kulisse, der mimer filmens lokationer. Således ankommer vi til videoen gennem en spiralformet passage af lilla stof, der fører ind i en cirkulær arena, hvor videoen afspilles.
Jeg har på forhånd læst både pressetekst, et interview med kunstneren og vægteksten på vej ind. Derfor ved jeg, at der er en narrativ struktur i værket, og alligevel har jeg svært ved at finde rundt i det. Videoen klipper imellem tre lokationer – en gade i London, et hittegodskontor og en forladt teatersal – og det gør den så konsekvent og hele tiden, at den nærmere minder om en 47 minutter lang musikvideo end en fortælling.
Vi følger tre hovedkarakterer, der tilsyneladende er på en rejse ind i sig selv, på jagt efter en identitet eller en autentisk kerne. Fra gaden går de ind på et hittegodskontor, Bureau of Lost Property, som opbevarer de personlighedstræk eller identitetsmarkører, man gemmer væk eller glemmer for at udvikle sig som menneske i et samfund, der kræver konstant tilpasning.
Her bliver de mødt af et bureaukratisk helvede af afrivningsnumre, ventesale og skrankepaver med stempler og mapper. Efter at have ventet i det lilla kontor, sættes de i en papkasse og køres afsted på et samlebånd ind i teatersalen, hvor de møder deres dobbeltgænger. I en egentlig ret smuk scene danser den ene hovedperson med sin identiske tvilling, en dans, der suger dem ind og ud af hinanden og næsten ligner en kamp. I en anden scene slår en hovedperson ud efter sin dobbeltgænger og opdager, at denne er lavet af kage, hvorefter personen i et halvt erotisk, halvt kannibalistisk orgie, fortærer den. Det er tydeligvis alvor, en kamp på liv og død med fraspaltede og undertrykte sider af mennesket selv.
Derfor er det også bemærkelsesværdigt, at filmen fremstår teatralsk på grænsen til det enerverende. Lydsiden er eksempelvis en lang sekvens af dramaopbyggende underlægningsmusik, hvilket skaber en uforløst spænding, men også gør det ret anstrengende at følge med i samtlige 47 minutter. Ligeledes skaber den konstante krydsklipning mellem scener en accellererende fornemmelse, der aldrig rigtig når et klimaks, men som hele tiden sender os et nyt sted hen i karussellen. Man bliver aldrig rigtig færdig med en scene, og det er supersvært at holde styr på, hvem der er original og kopi i den hæsblæsende montage. Og det er formentlig også pointen.
Det er tydeligt, at van Zyl er optaget af performative identiteter og af queerteoriens tanker om det flydende og non-binære spektrum, hvor forskellige versioner af selvet kan sameksistere. Hvis vi havde forventet en et klassisk eventyr med karakterudvikling og transformationer, bliver vi skuffede, for hos van Zyl er der intet autentisk selv at finde ind til. Filmen leger med forventningen om en udvikling, der aldrigfinder sted, og peger i stedet på, hvordan det hele er en konstruktion, en forhandling mellem mennesket, det identitetsskabende fællesskab og det ensrettende samfund. Der er således en politisk tråd i værket, som taler ind i en samtid, hvor kønsudtryk og -identitet underlægges større ensretning.
Helt klassisk dragperformance, altså, og Lost Property lægger ikke meget nyt til genren. Det er naturligvis en pointe, at karaktererne er maskerede og replikløse, men det gør det også svært at engagere sig i deres kampe, og jeg forstår aldrig, hvad de egentlig søger i mødet med dobbeltgængeren. Omvendt er de tre performere klart værkets styrke. Klædt i tårnhøje stilletter, vilde kostumer og masker, der låner fra horror- og zombiefilm, spankulerer, danser og poserer de sig vej gennem scenerne, mens de synes at gå ind og ud af flere forskellige personer undervejs. Det er dragcarbaret på speed, med alt hvad dertil hører af flamboyante accessories og store armbevægelser.
Som RuPaul synger: «We’re all born naked and the rest is drag.» Men hos Jenkin van Zyl er det, det teatralske drama til trods, en kedelig forestilling.
