Den usynlige kritik

Rygterne om kritikkens død er stærkt overdrevne. Det er det glædelige budskab fra Forenede Kritikere, der i en kortlægning peger på 51 tidsskrifter og nichemedier, hvor den lever i bedste velgående. Mens dagbladene skærer ned på antallet og omfanget af anmeldelser, byder et stigende antal nichemedier kritikken velkommen, og det bør give stof til eftertanke, når der i efteråret sættes gang i forhandlingerne om et nyt medieforlig, mener bestyrelsesmedlem, litteraturkritiker og ekstern lektor ved Institut for Kunst- og Kulturvidenskab Kamilla Löfström.

For mens kritikken måske nok trives på nichemedierne, er det spørgsmålet om anmelderne også gør det. Den manglende økonomiske støtte til de mindre tidsskrifter betyder, at mange må arbejde ulønnet, hvilket gør kritikken skrøbelig. Derfor bør politikerne kigge på, om man kan inkludere flere nichemedier i mediestøtteordningen, siger Löfström til Kunstkritikk, og udtrykker samtidig bekymring for, at kritikken kan gå hen og blive usynlig for den almindelige læser.

Den foreløbige kortlægning kan vise os, hvor kritikken findes indenfor de forskellige fagområder, men giver indtil videre ikke noget klart billede af de forskellige mediers vilkår. Derfor ønsker Forenede Kritikere at igangsætte en større undersøgelse med inspiration fra den norske rapport Kulturtidsskrifterne – en analyse av kulturtidsskrifterne i Norge fra 2018 (red. Paul Bjerke og Lars J. Halvorsen) i samarbejde med forskere på Københavns Universitet. Formålet er et præcist billede af kritikkens vilkår og mulighedsrum i en ny medievirkelighed, hvor medier digitaliseres og nye platforme opstår.

Forenede Kritikere er stiftet i 2018 som en paraplyorganisation, der samler Danmarks seks foreninger for kunst- og kulturskribenter; AICA Danmark, Danske Filmkritikere, Litteraturkritikernes lav, Musikanmelderringen, Foreningen af Danske Musikkritikere og Foreningen Danske Teaterjournalister. I bestyrelsen sidder Line Rosenvinge (kunstkritiker, freelance), Henrik Friis (musikkritiker, Politiken), Ralf Christensen (musikkritiker, Dagbladet Information), Rie Hammer (chefredaktør og teaterkritiker, Iscene.dk) Nanna Frank Rasmussen (film- og tv-anmelder, Politiken) og Kamilla Löfström (litteraturkritiker, Dagbladet Information).

Hvorfor er der brug for en grundigere kortlægning af kritikken?

For et par år siden lavede Dagbladet Information en undersøgelse, der viste, at der er mindre kritik i dagbladene end der var tidligere. På det tidspunkt var der desuden en generel fornemmelse af, at det ene tidsskrift efter det andet lukkede, og mange udtrykte bekymring for, om kritikken helt forsvandt. 

I Forenede Kritikere ville vi gerne have et overblik over, hvor der egentlig blev skrevet anmeldelser og fandt frem til 51 medier. Vi har vurderet hvilke medier, der skulle med, ud fra om de eksempelvis havde en redaktion, et vist professionelt niveau og at man var uafhængig af økonomiske interesser. Det betyder, at vi har frasorteret influencere og en del blogs. For os var det vigtigt, at de anmeldelser, medierne bragte indeholdt mere end bare en vurdering; at de også havde en karakteristik og en perspektivering. 

Det interessante ved kortlægningen er, at man kan se, hvilke områder, der er godt dækket ind i forhold til kritik og hvilke, der ikke bliver skrevet så meget om. Eksempelvis ser det ud til, at der faktisk bliver skrevet en del om billedkunst, mens det ikke ser helt så godt ud med klassisk musik.

Ud over antallet af medier, der bringer anmeldelser, hvad vil I så have ud af kortlægningen?

Det handler selvfølgelig også om økonomi: Selv om man som anmelder på et dagblad ikke får en fyrstelig betaling, ser det endnu værre ud på mange tidsskrifter og netmedier, hvor anmelderne ofte er ulønnede. De små nichemedier leverer noget, vi ikke kan undvære, nemlig en modtagelse af værkerne og den respekt, der ligger i, at man har en samtale og går kritisk til et kunstnerisk produkt. Men hvis ikke anmelderne får løn for det, så er det jo kun noget man kan gøre, mens man er under uddannelse eller fordi man får penge et andet sted fra. Så det er relevant at spørge til, hvordan vi sikrer, at kritikken ikke forsvinder. 

Mange af de små nichemedier får tidsskriftstøtte, der udelukkende går til produktion af mediet, fx til tryk, men sjældent til lønninger. Dagbladene får mediestøtte og for at modtage det, skal man opfylde nogle krav, hvoraf et af dem er, at man bringer anmeldelser. Men det gælder for en lang række medier – eksempelvis Nordjyske Medier – at man har skåret så meget ned på anmeldelser, at man kan spørge sig selv, om de egentlig lever op til det krav.

Vores bestræbelse er at påvirke det næste medieforlig. Hvis det holder stik, at det i langt højere grad er kulturtidsskrifterne, der tager sig af kritikken i dag, så skal mediestøtten følge med den udvikling. Det er vores opgave at gøre opmærksom på det.

Hvad er det, I helt konkret ønsker at ændre?

Det nuværende medieforlig rummer en formulering om, at man for at modtage støtte skal dække kultur. Den formulering vil vi gerne have ændret, så der kommer til at stå, at man specifikt skal dække kunst. For os at se, er kulturbegrebet for bred en formulering, fordi det også dækker over sport og forsamlingsliv, mens vi gerne vil styrke fagligheden indenfor kunsten. Derfor er det vigtigt at kunstbegrebet er helt nærværende i snakken om støtte til kritik. 

Som det er nu, så kan man dække sig ind ved at anmelde sport og popkultur, og det er der ikke noget galt med, hvis anmelderen har en faglighed og kan lave noget interessant. Men hvis vi kigger på vores kortlægning og kan se, at klassisk musik bliver anmeldt meget få steder, så er det noget, vi er nødt til at holde øje med. Ellers risikerer vi, at den genre ikke får plads nogle steder i mediebilledet.

I princippet er der ikke noget galt med, at der bliver anmeldt mere popkultur i de store medier i dag, end der gjorde for ti år siden. Det er min oplevelse, at der fx bliver anmeldt en del tv-serier og at det ofte sker ud fra den samme faglighed, som der bliver anmeldt film med. Der er simpelthen et fælles sprog, der betyder, at fagligheden bare rykker sig lidt. Men hvis man anmelder fx billedkunst, så kan man godt opleve, at der ikke er plads til at man bruger de præcise fagudtryk i de brede medier længere. 

Hvad betyder det for karakteren af den kritik, der bliver skrevet, at den fagligt funderede kritik flytter fra dagblade og brede medier ud i mere nicheprægede tidsskrifter og netmedier?

Historisk set blev kritikken født i tidsskrifterne – altså i nichemedier – og vandrede derfra ind på omnibusavisen i starten af 1900-tallet. Her blev anmeldelsen som genre etableret. Når kritikken i dag bevæger sig den modsatte vej, kunne man derfor sige, at den bare vender tilbage til sit udgangspunkt. 

Når jeg har kontaktet de forskellige medier, har jeg spurgt til, hvor mange læsere de har, og problemet opstår, fordi synligheden i nichemedierne er langt mindre end på dagbladene. Ved folk overhovedet, at de her medier findes udenfor en snæver kreds af indforståede? Selv indenfor vores eget felt har vi i forbindelse med denne kortlægning fundet frem til nichemagasiner, vi ikke kendte i forvejen, men som faktisk bringer kritik af en vis kvalitet. 

Derfor er vores bekymring ikke så meget, at kritikken forsvinder, men snarere at den bliver usynlig for den brede befolkning. Kortlægningen her handler også om at gøre kritikken synlig for potentielle læsere. Eksempelvis kunne man lave en fælles platform eller linkoversigt, så de enkelte nichemedier kan få glæde af hinandens læsere.

Hvad sker det med sproget og den måde, vi taler om kunsten på, når kritikken bevæger sig over i nichemedier, der mest henvender sig til andre fagpersoner?

Det vigtige for mig at se er, at vi sikrer, at vi fortsat har et fælles sprog til at tale om tingene på, og det bidrager kritikken til at udvikle. Det gælder jo også indenfor politik, at vi intet kan ændre, hvis vi ikke har sprog for det. Forestil dig hvor kvindebevægelsen i 70’erne var nået hen, hvis de ikke netop havde skabt et sprog for den manglende ligestilling. Det er et demokratisk problem, hvis vi mister det fælles sprog for, hvordan vi taler om kunst. Så derfor kan man godt være bekymret, når kritikken bliver usynlig: Enten for, at den bliver umulig at finde for et bredere publikum eller for, at den lukker sig om sig selv i en form for faglig nørdethed. 

Man kunne også vende spørgsmålet om: Hvad sker der med sproget i dagbladene i en tid, hvor mange medier flytter over i det digitale. Man kan jo prøve at sammenligne rubrikken i en digital anmeldelse med rubrikken på den samme anmeldelse på tryk: Det er to forskellige rubrikker, fordi de skal kunne to forskellige ting. Nogle steder er det endda sådan, at anmelderne laver to forskellige versioner af hele anmeldelsen til print og web, og det er klart, at det på et tidspunkt begynder at præge sproget. Vi er meget interesserede i, hvordan man bevarer fagligheden, når hastigheden stiger og artiklerne bliver afhængige af at være klik-værdige. Der er en risiko for, at man går ind på en præmis, hvor man taler om kunstværker som varer på et marked frem for at forholde sig fagligt til deres betydning. 

Når du taler om, at kritikken flytter over i nichemedierne, er det så udelukkende den klassiske anmeldelse, du forstår som kritik? Hvordan forholder i jer til eksempelvis sociale medier som platforme for en anden type kritik?

Om der kan udøves kritik i andre former end den klassiske anmeldelse, tror jeg kommer an på genren. Indenfor film giver det jo mening, at der også kan findes meget seriøs kritik på video, og måske er det derfor, filmkritikken var den første til at indtage internettet. Jeg tror også, at det handler om, at film er en kunstform, som vi har et fælles sprog for i meget højere grad, end for eksempelvis klassisk musik. På samme måde kunne jeg sagtens forestille mig, at der kan laves interessant billedkunstkritik på et visuelt medie som Instagram, fordi genren lægger op til det. Når vi taler litteraturkritik, så giver det væsentligt bedre mening at holde sig til skriftsproget, fordi det er citatet, vi taler om. Man svarer tekst med tekst.

Vi skelner imellem formidling og kritik og har kigget efter medier, der bringer anmeldelser, men når det er sagt, så er betingelserne meget forskellige for de forskellige kunstformer. Indenfor rytmisk musik udkommer der helt utroligt meget, og som anmelder forholder man sig til et geografisk område, der er hele verden, i højere grad end man gør indenfor de andre kunstformer. 

I den sammenhæng giver det mening at sige, at der også ligger en kritik i udvælgelsen. Kritikeren bliver en form for kurator, der peger på, hvad der overhovedet er værd at interessere sig for, og det er jo også en form for vurdering. Det er ikke sådan, at anmeldelsen skal bevare helt nøjagtig den sammen form, som den havde ved omnibusavisens fødsel, men for mig at se, så skal der fortsat være en karakteristik, en perspektivering og en vurdering, før man kan tale om en anmeldelse. 

Hvis det udelukkende er en kuratering, udelukkende en formidling eller udelukkende en vurdering, så er det i mine øjne ikke en anmeldelse. Det betyder ikke, at der ikke er plads til udvikling, for man kan sagtens have en meddigtende eller performativ kritik, eksempelvis. Det betyder bare, at der er kvaliteter i den klassiske kritik, der er værd at værne om. 

Er det din opfattelse, at kvaliteten bliver lavere, i takt med at vilkårene for anmeldere bliver ringere?

Overordnet set synes jeg ikke, at denne kortlægning har givet mig grund til at tænke, at vi skal være urolige for kvaliteten eller niveauet af kritikken. Det er jo ret interessant at konstatere, især fordi vi gik ind i dette her arbejde med den bekymring. Jeg synes, at mange af de nichemedier, jeg ikke kendte specielt godt før dette her, viser sig at lave anmeldelser, der godt kunne have været trykt i et dagblad. 

Men for læserne kan der opstå en tvivl om, hvorvidt det er en influencer eller et stykke marketing, de har i hænderne, eller om der er tale om uvildig kritik. Der har jo været eksempler på, at bestemte forlag producerer tekster, der læner sig så meget op ad anmeldelsens form, at man kan blive i tvivl, når man møder det i sit feed. Jeg tænker, at man skal have læst mange anmeldelser, for at se spotte den forskel med det samme – og i det digitale rum bruger folk ikke altid så lang tid på de ting, de møder.