Rapporten «Billedkunstens økonomiske rum» kommer som kaldet efter den seneste tid mediebevågenhed på underbetalingen af billedkunstnerne på de danske kunstinstitutioner. Med undersøgelsen, der afdækker markedsvilkårene for billedkunst, og som har været ledet af professor Trine Bille fra Copenhagen Business School (CBS), samt en sjælden vedholdende journalistik i de danske dagblade – der klart påviser, at institutionerne underbetaler billedkunstnerne – er det nu tydeligt, at der ikke findes en regulerende struktur, der honorerer det billedkunstneriske felt.
I såvel Danmark som internationalt er kunstområdet fuldkomment ureguleret. Men til forskel fra narkohandel, som er ureguleret, idet den er kriminel, er den manglende regulering af kunsten fuldkommen lovlig. I Danmark er det således helt lovligt at underbetale og dermed udnytte kunstneres faglighed på landets offentlige institutioner. Ifølge CBS-rapporten lever 17% af alle danske billedkunstnere under den såkaldte fattigdomsgrænse. Hvad CBS-rapporten ikke har blik for er, at den manglende regulering og kunstnernes fattigdom hænger sammen.
En stor del af CBS-rapporten omhandler ellers netop billedkunstnernes «sociale levevilkår». Undersøgelsen viser, at væksten for dansk billedkunst siden 1998 svarer nogenlunde til udviklingen for bruttonationalproduktet, men at kunstnerne ikke tjener mere end de gjorde for 20 år siden, trods et væsentligt øget salg af og efterspørgsel på deres kunst. Over 91% af landets billedkunstnere supplerer deres kunstindtægt med andre jobs for at kunne klare sig. Den viser også, at den gennemsnitlige indkomst ligger på 242.000 kroner, dvs. ca.100.000 under den gennemsnitlige årlige indtægt for en voksen dansker. Tallene holdes oppe af de 5%, der tjener rigtig meget på salg.
«Billedkunstens økonomiske rum», der ifølge Trine Bille skal kunne anvendes i videre international forskning på området, medtager således ikke den økonomi, der nedefra, og ved siden af salg, overhovedet muliggør dét produktive lag, der udgør samtidskunsten – og dermed samme produktion, som er med til at opretholde og udvikle den kultur, som tjener penge til Staten og som Danmarks politikere brander sig på, samtidig med at de beskærer den offentlige støtte.
Så kan det virkelig passe, at et forskningsprojekt, initieret i 2015, langt inde i netværksøkonomiens tidsalder, ikke forholder sig mere til den altopløsende disruption, der frisætter alle markedskræfter i en total liberalisering af arbejdsmarkedet? Status er i hvert tilfælde, at vi står med et forskningsresultatet, der ignorerer sammenhængen mellem denne form for opløsning og førnævnte lovløshed.
Undersøgelsen viser måske derfor også, at tingene end ikke på forskningsplan hænger sammen. Til lanceringen på CBS forrige uge blev forskerholdet rost for at bringe længe ventet evidens for, hvor elendigt det står til for billedkunstnernes økonomi. Roserne gik 100% med på præmissen om, at salg af værker må være billedkunstnernes primære indtægt. Den præmis arves ukritisk i de artikler i Politiken og Weekendavisen, der dagen efter skriver om undersøgelsen. Man kommer ikke ind på, hvordan praksis for mange samtidskunstnere i dag er decentraliseret og forplanter sig i sekundære økonomier; at så godt som ingen, der forlader kunstuddannelserne «maler sig selv op i et hjørne» i drømme om at sælge malerier til millioner.
Flere af de billedkunstnere, der i 2016 modtog det spørgeskema, der ligger til grund for undersøgelsen, følte sig fejlcastede og oversete i mødet med spørgsmål såsom:«Har du solgt nogle billedkunstneriske værker i 2016?», «Hvem køber dine værker et typisk år?», eller «Hvilke af følgende salgskanaler anvendte du til salg af dine værker i 2016?» Måske årsagen til, at kun godt 1.000 ud af i de alt 3.000, der havde modtaget undersøgelsen, valgte at deltage. Ud fra de 1.000 besvarelser opgjort i tal i rapporten, burde det være tydeliggjort, at man med spørgsmål som disse, ikke henvender sig til de mange, som ikke lever af salg, men som en integreret del af deres kunstneriske praksis alligevel bidrager til samfundet, både økonomisk, socialt og kulturelt. Dertil kommer, at den gennemsnitlige kunstner i undersøgelsen er en kvinde på 57 år, hvilket næppe kan siges at være repræsentativt for den aktive del af den danske billedkunstscene.
Samtidskunsten forgrener sig dybere udenfor landets grænser, end denne undersøgelse kunne overskue. Men ved at udelukke det internationale perspektiv, der hænger sammen med førnævnte produktionslag, er undersøgelsen tæt på at udelukke samtidskunsten som genre. Det er selvfølgelig bekymrende for både den økonomiske og faglige fremtid for billedkunstnere herhjemme, i en tid hvor politikerflertallet måske igen-igen bukker under for Dansk Folkepartis politik og det seneste forslag om nedskæring af støtten til internationale kultursatsninger. Det kan betyde, at færre får mulighed for at deltage i det internationale netværk, der har så stor betydning for en billedkunstners karriere.
Et af CBS-undersøgelsens væsentligste bidrag er, ifølge Trine Bille, at den giver mulighed for, at politikere og andre kan justere ordninger og lovgivning på et oplyst grundlag, herunder at vurdere om det offentlige og andres bidrag til kunstområdet er passende. Derfor burde forskningen også stille knivskarpt ind på, hvordan billedkunstens økonomi er et bevidst operativ. Her er salg af værker langt fra det eneste succeskriterium, hvor praksisformer i stigende grad excellerer i «udstilling», herunder også co-produktioner mellem genrer som fx film, teater og installation. Dertil er samtidskunst kendetegnet ved at være selvbevidst, og ofte ved den mere om egne økonomiske forudsætninger end markedet tillader. Med andre ord kan den viden en kunstner bærer også være penge værd. Et værk kan få værdi ved at udvise markedsbevidsthed eller være viden i form af kunstneren i egen person, der cirkulerer. Dette ved også studerende på landets kunstskoler, selvom en MBA ikke er en del deres uddannelse.
Selvom det er ærgerligt, at undersøgelsen har begrænset sit fokus, er den en præstation, der er med til at understrege hvordan vores institutioner har kunnet læne sig op af myten om billedkunstneres udsyn og levevis. Den er derfor måske selv en del af den tavshedskultur, som vi har gemt de «strukturelle problemer» bag, fordi ingen vil tage ansvar for den lovløshed og fattigdom, de er medvirkende til.
Hvis videnskaben omhandlende kunst og økonomi skal kunne gøre en forskel for billedkunstneres levevilkår, har vi brug en undersøgelse, der i sig selv producerer måleinstrumenter og evidens herfor. Hvis man ser på kunstens «finansialisering», for blot at introducere et begreb, kan man tale om en helhed, selvom der er flere økonomier i spil på samme tid. Til forskel for at lade kroner og ører stå ubelyste, kunne man se på kunstnerisk praksis i forhold til fx entreprenørskab og på hvordan billedkunstnere ofte er arbejdsgivere for op til flere eksterne produktionsled. Man kunne også se på den sekundære økonomi, som performancekunst genererer; på selve cirkulationen af værker og kunstnere og mellem institutioner og lande – eller på hele spektret af den værdi et temporalt værk genererer, selvom det kun opføres en enkelt gang. Eller på hvordan hele udstillinger skabes som installationsværker, velvidende at de nok aldrig kan sælges, men at de skal kunne cirkulere – og vi kunne blive ved.
Hvis ikke forskningen – den førende på området – formår at måle kunstens fulde økonomi, inklusive det på dét lovløse plan, som staten fortsat legitimerer (fx ved ikke at kræve at offentligt støttede institutioner også honorerer de kunstnere, de udstiller), er realiteten, at kunstens økonomi for de fleste, desværre forbliver så kompleks, at vi ikke kan gribe ind på et konstruktivt plan.
Gro Sarauw er billedkunstner og forkvinde for UKK – Organisation for Kunstnere, Kuratorer og Kunstformidlere.