Andreas Führer er manden bag Institut Funder Bakke – et kulturinstitut med hjemsted i hans afdøde fars, billedkunstner Kai Führers, bolig og atelier beliggende på en stor og frodig grund på Funder Bakke mellem Silkeborg og Herning. Op gennem 70’erne og 80’erne dannede kunstnerboligen ramme om den jyske kunstnergruppe Sonde, som talte blandt andre Ingvar Cronhammar, Per Højholt, Teddy Sørensen, Frithioff Johansen, Per Neble og Kai Führer selv.
Siden 2019 har Andreas Führer taget arven op og dannet en forening bestående af et kunstnerisk advisory board og en kollaborativ praksis med høj aktivitetsrate herunder gruppeudstillinger, seminarer, festivaller, workshops og for nylig også en residency-ordning.
Sigende for stedet er det også Führer selv, der sammen med Mette Hammer Juhl, har kurateret den aktuelle gruppeudstilling Cars don’t talk back. Med udgangspunkt i Hammer Juhls hjem-på-hjul-ombyggede Citroen Berlingo handler udstillingen om de styrende politiske, kommercielle og kulturelle drivkræfter, som sidder installeret i bilen og i os – et nærliggende emne med Bilernes By, Silkeborg, kun seks kilometer væk.
Jeg træder ind i instituttets brutalistiske atelierbygning i gryden til skoven, der med sit højloftet rum og veludnyttede kvadrameter viser den atypiske biludstilling. I rummets modsatte ende hænger et værk af Heine Thorhauge Mathiasen, ét ud af en serie på i alt tre værker, alle med ’posture’ i titlen, der relaterer sig til barndommen, for ikke at tale om maskulinitet. I et forstørret foto fra kunstnerens eget familiealbum ser vi ham og hans bror som troskyldige børn i mødet en mekaniker-mandsopdækket tysk monstertruck med det tvivlsomme navn Big Chief. Der er en underlig stemning i fotoet, der er taget i barndomsbyen Fjerritslev i Nordjylland, en mareridtsagtig drengedrøm.
Fortsat i det nordjyske skildrer filminstruktørerne Gitte Løkkegaard og Vibeke Heide-Jørgensen tre brødres lidenskab for bilræs i den søvnige by Instrup i dokumentarfilmen Kusselygter og Goe Jader (1998). Dokumentaren byder på flotte billeder, hvor brødrene kører om kap og laver håndbremsevendinger på stranden efter fyraften. Filmen er meget typisk for sin tid, 90’er-dokumentarismen, hvor usete kroge af Danmark granskes, og fortælleteknikken abonnerer stærkt på det store i det små og devisen om show don’t tell.
Roadie for The K Foundation (tidligere The KLF), den engelske filminstruktør Alan Goodrick aka Gimpos løbende projekt Gimpo’s 25 Hour M25 Spin (1997-) er også lige ud ad landevejen. Merchandise og videodokumentation viser projektet, der i al sin enkelhed og absurditet går ud på, at instruktøren hvert år sætter sig bag rettet i sin varevogn og med tilhængere i hælene kører rundt om London i 25 timer i streg på motorvej M25, en af verdens længste ringveje.
Ritualet udspringer fra de happenings, som The K Foundation kickstartede i 90’erne med blandt andet den famøse afbrænding af en million pund. Gimpo var på pletten, mens det skete, og dokumenterede pengene gå op i flammer. Men trods det kunstneriske slægtskab – at give penge og formålstjenlighed mellemfingeren – adskiller Gimpos manøvre sig fra The K Foundations systemkritik, i og med den tilbagevendende tour de force rummer et stærkt traditionsskabende element.
Bilen gør anderledes væsen af sig i den lydløse video Gradient Ascent (2017) af den engelske kunstner, forfatter og teknolog James Bridle. Vi sidder med som passagerer i en selvkørende bil på vej op ad de græske musers bjerg, Mount Parnassus – som i Bridles film er metafor for kunstig intelligens eksponentielle læringskurve.
Bridle forsøger at tegne en dyster allegori ved at sende den førerløse bil op ad bjerget i landet med høj arbejdsløshed: teknologien, der overkommer og tilsidesætter menneskets forstand og formåen. Filmen får mig dog ikke til at bide negle. Fordi essaystikken er så knastør i underteksterne, som den er, og billedsiden til dels også, må jeg ræsonnere mig frem til det urovækkende, som var det en teoretisk øvelse.
Bilen er mange ting. Det viser udstillingen. Fordismen kan med rette forbandes. Og selvom jeg ønsker bilfri byer og ikke selv har kørekort, så har jeg i min søvn tit drømt at jeg kørte bil – altid med sved på panden for ikke at styre ud over kanten. Bilen er en kraftfuld fantasi, som sammen med dens indiskutable praktiske egenskaber forsætter med at vække frihedsfølelsen i folk, skønt den overvåger os med neurale netværk og kameraer i massevis. Hvis det ikke er mefistofelisk, så ved jeg ikke, hvad der er.
Hvad der ellers er værd at sige om udstillingen, eller snarere den generelle kuratoriske etos, er den forfriskende grad af idiosynkrasi, som Institut Funder Bakke, her i samarbejde med Hammer Juhl, lægger for dagen. Stedet lider ikke af kunstnerisk behagesyge, måske fordi det ikke gør sig afhængig af store bevillinger for at løfte driften. Der har de små, ikke-institutionaliserede foretagender en kæmpe fordel, som udnyttes godt i de fine omgivelser hos Institut Funder Bakke.
